Socialdemokratiet beskylder statsminister Anders Fogh Rasmussen for at have stjålet velfærden fra dem og gjort den til sit partis mærkesag. Men hvordan kan man stjæle en sag, alle er enige om?
Velfærdsbegrebets disciplinerende effekt i den offentlige debat fortjener at blive diskuteret. De, der har vundet taleretten, har samtidigt overtaget retten til at skabe det, man kan kalde et nationalt narrativ. Anders Fogh Rasmussen ynder at karakterisere danskerne i taler til befolkningen. Han har indset, at fortællingen om Danmark som et unikt velfærdssamfund - anvendt som rammesætning om hans politiske projekt, som han ikke fortæller meget om - er af afgørende betydning for hans regerings levedygtighed. Herigennem giver han befolkningen ord og udtryk, den kan bruge til at forstå sig selv ud fra.
Danskerne er ikke gjort af en og samme bolledej, ikke desto mindre fortæller statsministeren historien om, hvordan 'vi' danskere er. Denne indsats er ekstremt vigtig, omend dens effekt er vanskelig at måle. Anders Fogh Rasmussen har rost danskerne for deres samfundssindelag og beskrevet dette træk som demokratiets grundlag. Han har defineret ytringsfriheden som kernen i det danske folkestyre og talt om "retten til frit at tale de politiske magthavere, de religiøse autoriteter og de hævdvundne tankesæt midt imod". Og han har i flere sammenhænge rost befolkningen for manglende autoritetstro.
Velfærd og blå stue
For Fogh Rasmussens regering gælder der imidlertid - set inde fra Christiansborg - det bekvemme forhold, at danskerne i virkeligheden er uhyre autoritetstro. Det er vi måske, fordi flertallet af os er vokset op i efterkrigstiden, hvor socialdemokratiet ledede samfundet, og hvor staten passede os, fra vi var helt små, og i øvrigt altid havde ret i næsten alting. Måske er det derfor, at den konservative justitsminister, Lene Espersen med sin konsekvente hårdere-straffe-politik kan skabe den samme følelse af tryghed, som dengang vi alle sammen gik på blå stue, og de voksne passede godt på os.
I og med, at begrebet 'velfærd' har vundet betydning som 'dobbeltplusgodt', kan regeringen stoppe kritik af sin økonomiske politik blot ved at henvise til hensynet til den fortsatte velfærdssikring og -udbygning. Velfærd er synonymt med fremskridt, men man må huske på, at i vores del af verden er fremskridt lig med forbrug og merforbrug og overforbrug. Ikke mange i oppositionen eller blandt landets intellektuelle og kunstnere vover at stille 'upopulære' spørgsmål som: Har vi opnået et tilstrækkeligt niveau for velfærden, kan vi måske begynde at justere overfloden om fra forbrug og til opsparing af hensyn til kommende generationer?
Den retoriske og mentale tvang, danskerne dagligt udsættes for i medierne og fra landets talerstole, har blandt andet forårsaget, at der er opstået en politisk, økonomisk og kulturel mono-kultur i Danmark. Der udvikles ikke slagkraftige alternativer til Foghs nationale narrativer, befolkningen kan opfatte som troværdige. Socialdemokraternes problem er, at de dybest set er enige med Fogh om alt det basale, hvad angår arbejdet med forretningen Danmark. Folk kan udmærket høre, at de lyver, når de påstår, at Fogh gør alting helt forkert. Det er historien, og ikke partiet Venstre, der har overhalet dem indenom, fordi de forsømte rettidigt at forny sig med en vision for, hvad Danmark bør udvikles til i det 21. århundrede.
Grådig trang
Vi lever i en tilstand af 'velfærd comme il Fogh', ikke 'velfærd a la Fogh', som Helle Thorning-Schmidt vil have os til at mene. Det er ikke velfærdsbegrebet, der defineres af Fogh. Statsministeren er blot et tidstypisk tegn på en generel tendens i vesten: Den grådige trang til endnu mere overflod. Når det for alvor går op for danskerne, at nationale statussymboler og monumenter for værdien af socialdemokratisk politik, som f.eks. DR og sygehusene, er på vej ned i et kvalitativt styrtdyk, fordi citronen (: de nye kommuner) er blevet presset til sidste dråbe af venligt udseende tids- og kvalitetsanalytikere, bliver det interessant at se, om Foghs strategi har virket efter hensigten.
Hvis befolkningen vitterligt er anti-autoritært sindet, som statsministeren har fortalt den, at den er, bliver han stemt ud af sit kontor ved næste valg. Men på den anden side, hvad er alternativet? Mindre velfærd?! Fordi danskerne er en af verdens mest autoritetstro og (for øjeblikket) materielt set velstillede befolkninger får Anders Fogh Rasmussen naturligvis en tredje periode til at føre regering i.
Rolf Sindø er forfatter
Jeppe Brogård
31. oktober, 2007 #
Det er desværre vanskeligt at modsige, at de forskellige politiske bevægelser ikke har frembragt et politisk alternativ til Fogh. Og at de, der har forsøgt at gøre det, er blevet jordet. Af vælgerne.
Alligevel vil jeg gerne modsætte mig en grundpræmis for diskussionen af alternativer. Fogh er heller ikke et alternativ. Politisk har han jo lånt af alle andre, så resultatet modsiger hans monopolstilling på magten.
På det personlige plan har han ganske enkelt løjet og fordrejet så meget, at man ikke kan betragte ham som emne til et tillidshverv.
Når vi er ved det personlige, så er det da rigtigt, at der ikke er alternativer til ham til højre. Konservative er stadig ikke kommet sig efter Tamilsagen, som drænede dem for talent. Det gør det sikkert lettere for medierne at støtte Fogh.
Men til den anden side findes de jo. Margrethe Vestager og Villy Søvndal er indiskutable ledere, de repræsenterer også fornyelsen, og de har vist, at de har kontakt til virkeligheden på en helt anden gedigen måde end den nuværende statsminister.
Helle Thorning Schmidt har også noget. Hun er begyndt med at få styr på Socialdemokratiet. Det er i sig selv bevis på, at hun kan noget.
Politisk kandiderer ingen til Danmarks ledelse. På det personlige plan findes adskillige alternativer
Søren
1. november, 2007 #
Jeg køber ikke den præmis med, at velfærdsstaten skulle have disciplineret danskerne. Tværtjmod tror jeg at da Fogh blev valgt syntes mange , at velfærdsstaten var blevet for permissiv og at der trængte til at blive strammet op, også i forhold til indvandringen. Underligt nok fordi Socialdemokratiet før Fogh havde ført en meget disciplineret økonomisk politik, men det hænger stadig ved dem at de smed tøjlerne i 79 og overlod det til de borgerlige at rette op på økonomien. Men danskerne har altid haft et skyldbevidst forhold til velfærdsstaten, fordi der ligger et eller andet med, at vi bliver for slappe og går og fiser den af, hvis vi får det for godt. Det er sådan nogle puritanske strenge som Fogh har kunnet slå på. Den markedstankegang han står for, hvor der er kontant afregning ved kasse et, er jo i virkeligheden meget disciplinerende og autoritær. Den tankegang har Socialdemokratiet ikke effektivt formået at udfordre, så jeg tror at hvis Fogh bliver valgt den her gang , så er det fordi mange danskere er autoritetstro, ikke i forhold til velfærdsstaten, men mere i forhold til hele den markedstankegang som Fogh står for.
Steven Singh
1. november, 2007 #
Hele debatten om velfærd er blevet grotesk. Gennem de sidste par år har vi set eksempler på, hvor stor forskellen i virkeligheden er mellem partier, der på papiret "har lånt hinandens politik". Der er jo stadig et kernepolitisk skel mellem Venstres og Socialdemokraternes opfattelse af velfærd. Venstre lægger stadig og i stigende grad op til den personlige frihed (og dermed ansvar) set i forhold til velfærd. Men er det velfærd selv at kunne vælge hospital når man akut har behov for hjælp? Er det velfærd, at vi som supplement til vores skat bliver opfordret til at tage penslen med og male bedstemors plejehjem? To spørgsmål som disse svarer også på, hvorfor Fogh Rasmussen gerne vil overbevise os om, at vi ikke er autoritetstro: vi er individer som selv kan og vil handle. Sagen er jo, at regering bruger denne retorik til at skjule deres manglende evne til at slå til, hvor danskerne har behov for det! Vi var autoritetstro, men regeringen har gjort, at vi har mistet tillid til staten.
Thomas
1. november, 2007 #
Nu kan krigsmageren Anders Fogh Rasmussen og hans politiske støttepædagog: Pia Kjærsgård endelig smides ud af folkestyret og regeringsmagten. Og Foghs såkaldte trackrecord er lang. Og den er dårlig. V, C og O regeringen har seks års skandaler bag sig. For at lige erindre om føl-gende nedbrydende forhold for det danske samfund: fødevareskandalerne, offentlige transport og DSB skandalerne, nedslidte plejehjem, folkeskoler med huller i tagene, nedsparede universi-teter, årelange ventelister til cancerbehandling, og meget andet behandling, beskidte hospitaler, for lidt personale i offentlige institutioner osv.
For ikke, at tale om Danmarks forrykte deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan. Baseret på indtil flere løgne om årsagerne til, at støtte USA’s kriminelle krig i Irak. I øvrigt leveret på Fol-ketingets talerstol. Fogh har løjet den danske befolkning lige op i ansigtet ved hjælp af denne demokratiske platform. Hertil kommer indtil flere gennemført asociale skattereformer, det så-kaldte skattestop, der har resulteret i, at de rige er blevet meget rigere. Samtidig med, at flere og flere dårligt stillede her i landet smides ud af deres boliger, da de ikke kan betale deres husleje. Parallelt skummer ejerboligejerne ”fløden” med fladskærme, luksusbiler, fede ferier og fordele for deres børn. Jo Fogh har gavnet Danmark, det vil sige ”Overdanmark”.
Det kommende valg er blevet kaldt årtiets vigtigste valg. Det er en underdrivelse. Det er et af de vigtigste valg i dette århundred, antageligt. For det er nu at DU er med til, at afgøre om Dan-mark fortsat skal udvikles til et betonliberalt mareridt af et forskelssamfund eller, at velfærdssta-ten skal redes! En stemme på V, C, O og Ny Alliance og Naser Khader er, at yde ”aktiv døds-hjælp” til den endelige afskaffelse af resterne af det danske velfærdssamfund. Khader og hans folk er nemlig aktør og talerør for den neoliberale tænketank CEPOS.
En stemme på venstrefløjen er, at stikke en kæp i hjulet på Fogh & Co’s velfærdsafviklingspro-jekt!
Karsten Aaen
1. november, 2007 #
I sidste uge var jeg til jonsamtale i en jysk by. Her kørte jeg med en taxachauffør, som fortalte en lille historie om, at han havde kørt med en ældre dame, der fik 2-300 kr. om måneden i skattelettelser. Og tænk, hun var forarget, for som hun sagde, ja så kunne hun jo knap nok mærke det, mens en af de andre ældre damer kan mærke det når hun får 2-300 kr. om måneden. Hun ville hellere IKKE have penge, og de så gik til folk der var mindrebemidlede end hende...
Folk fra middelklassen er også begyndt at vågne op. De spørger nemlig sig selv, om hvordan det kan være, at de skal have det så godt, når mit samfund, dvs. mine sygehuse, min læge, min børnehave mv. IKKE har det godt. Man kam jo kun købe så mange fladskærme og få lavet så mange samtale-køkkener mv. indtil det går op for en, at DK er et rigt samfund, så hvorfor skal der spares i kommunerne. Det er det folk spørger om --- også i den højere middelklasse...
Mht. DF, så har Enhedslisten rent faktisk dokumenteret, at DF stort set alle steder, i alle kommuner, har stemt for nedskæringer og forringelser i forhold til ældre-området....
L. Rasmussen
1. november, 2007 #
Jakob Schmidt-Rasmussen,
Der vandrer 20-30000 mennesker ind i landet om året - med dine venners fulde velsignelse.
Det, dine sorte venner har præsteret, er at minimere antallet af mennesker i nød, altså flygtninge/asylansøgere, der gives beskyttelse her i landet. Og DET er bestemt ikke noget at prale af!