Med valget af Harald Børsting som formand for LO har fagbevægelsens øverste organ fået en formand, som nok er god til at holde sammen på de store medlemsforbund og udtrykke de fælles standpunkter, men som til gengæld i mindre grad formår at videreføre den fornyelse af bevægelsen, som hans forgænger, Hans Jensen, har stået for.
LO har haft sin storhedstid i sidste århundredes industrisamfund, hvor det havde afgørende betydning, hvad fagbevægelsens formand mente både på det politiske felt i forhold til Socialdemokraterne og i forhold til de store overenskomster. I dag er den magt svundet betydeligt ind. Overenskomsterne er for en stor del blevet decentrale, og de historiske bånd mellem Socialdemokraterne og fagbevægelsen er kappet. Tilbage er den politiske indflydelse, LO kan tiltage sig over for den siddende regering ved f.eks. i trepartsforhandlinger med arbejdsgiverne at påvirke og udforme lovgivningen på arbejdsmarkedet.
LO lever i dag i høj grad af sin evne til at samle medlemsforbundene om en fælles strategi og til at producere den viden, analyse og slagkraft, der skal til for at blive inviteret med til bordet, når en regering ønsker reformer, eller der skal findes fælles løsninger for hele arbejdsmarkedet under overenskomstforhandlingerne. LO og Fogh-regeringen har i de forløbne år kunnet indgå i en uhellig alliance, som betød, at LO fik en tiltrængt legitimitet som forhandlingspartner og fik resultater for lønmodtagerne, mens regeringen kunne bruge samarbejdet med fagbevægelsen til at presse og udstille Socialdemokraterne. Med Harald Børsting som formand kan man frygte, at de store medlemsforbund og de indbyrdes uenigheder, der præger dem, kommer til at lamme LO i højere grad end i dag. De tre LO-forbund, HK, 3F og FOA - som alle helt eller delvist har støttet Harald Børsting - er i dag så store, at de kan selv, og de vil selv. Hvis ikke LO-formanden står fast på, at butikken skal drives videre end til, hvad medlemsforbundene kan blive enige om her og nu, så ender LO - i lighed med modparten DA - som et ekspeditionskontor for den laveste fællesnævner. LO's indflydelse kommer ikke af sig selv længere, og autoriteten og slagkraften afhænger i høj grad af formandens evner til at kommunikere, samle og skabe fremdrift.
Omvendt har det været de forbund, som ville noget mere med fællesskabet, som ville drive LO videre i en visionær retning som en social og politisk bevægelse, der har støttet Tine Aurvig-Huggenberger. De står nu som tabere, fordi de store forbund, som økonomisk er pressede, ikke har ønsket indgå i et mere visionært og forligtende fællesskab. LO har valgt i en krisesituation at træde et skridt tilbage og satse på fagbevægelsens kerneopgaver og historiske position. Men også for LO gælder det, at man ikke kan stå stille. Som en cykel holder LO sig kun på hjulene, så længe der er fremdrift og bevægelse. Det er der nogle, der ønsker, men der er også dem, der helst så LO's rolle minimeret til mindre, end den er i dag. Det bliver Harald Børstings største udfordring.
