"Jeg vil godt sætte et meget ambitiøst mål: Danmark skal være 100 pct. selvforsynende med vedvarende energi."
Sådan siger statsministeren i en valgvideo på Venstres hjemmeside. Og sådan har Anders Fogh Rasmussen sagt siden den historiske dag i september 2006, hvor han på Venstres jubilæumskonference fremlagde sin ny vision om, at "Danmark skal gøres fuldstændig uafhængig af de fossile brændsler: Ingen kul, ingen olie, ingen naturgas."
Nu er der sket det lykkelige, at klimaet, miljøet og energipolitikken er gået hen og blevet centralt tema i valgkampen. Både vælgere, partier og medier har hørt Foghs budskab og forstået, at dette faktisk er afgørende. Det forestående valg er selve chancen for at få sat et folketing med mod, vilje og kompetence til at føre statsministerens ambitiøse og nødvendige vision ud i livet.
Anders Fogh Rasmussens problem er, at han og Venstre er blevet hægtet fuldstændig af i den grønne valgkamp. I en rundspørge foretaget af DR og præsenteret i går fremstår Venstre som det absolut mindst klima- og energiambitiøse af samtlige partier. Der er en klar majoritet uden om Venstre - også uden om VK - som er indstillet på igen at bringe Danmark på højde med de lande i Europa, der tager klimaudfordringen mest alvorligt.
DR har spurgt, hvilket mål for danske CO2-reduktioner, partierne vil forpligte sig på, og her siger Socialdemokraterne, SF, De Radikale, Ny Alliance og Enhedslisten 40 pct. reduktion eller mere i 2020. Venstre derimod vil kun forpligte sig på 30 pct. CO2-reduktion og det først i 2025, mens de konservative med 2020 som deadline siger 30 pct. med den elastiske tilføjelse 'på vej mod 40 pct.' - en afspejling af, at miljøminister Connie Hedegaard meget gerne på dette punkt ville vride sig ud af pagten med Venstre.
40 pct. CO2-reduktion i 2020 svarer til det officielle mål, som kansler Angela Merkel har sat for Tyskland, og det er - som beskrevet af fagfolk i gårsdagens avis - fuldt teknisk og økonomisk realisabelt herhjemme.
DR's rundspørge afdækker også, at der er samme flertal for mindst 40 pct. vedvarende energi i det danske energisystem fra 2020 eller 2025. Her sakker V og K agterud med kun 30 pct. i 2025, hvilket svarer til, hvad der kommer ganske af sig selv, hvis man blot opretholder en udbygningstakt som den hidtidige. Dertil vil samtlige partier - undtagen statsministerens - arbejde for en grøn skattereform med øgede grønne afgifter og nedsat skat på arbejde. Alle partier minus Venstre og Kristendemokraterne er også med på øgede energiafgifter på erhvervslivet. Ligesom alle partier minus Venstre (DF er i tvivl) er med på en eller anden form for grøn afgift på bilkørsel.
Hvis politikerne ellers er til at stole på, er Danmark således meget snart i den lykkelige situation, at der som i 1980'erne vil være et grønt flertal, som kan drive ansvarlig klima- og energipolitik uden om en eventuel borgerlig regering.
V og K betaler i valgkampen prisen for, at de siden 2001 har forfulgt den strategi, som så fyndigt blev formuleret af daværende transport- og energiminister Flemming Hansen (K) i 2006: "Vi er ikke planøkonomer, vi lader markedet bestemme."
Hvor gerne hun end ville, kan Connie Hedegaard således ikke lave om på f.eks. det faktum - som oppositionen med flid og fryd bruger mod V og K - at den hjemlige vindmølleudbygning er gået i stå efter regeringsskiftet. Og statsministeren, der vil ud af den fossile æra, kan ikke ændre på, at den danske elsektors kulforbrug sidste år steg med - hold fast - 59,3 pct. Ikke særlig godt i pagt med regeringens tidligere melding om, at forbruget af fossil energi skal falde med 15 pct. inden 2025. Yderligere forvirrende og beskæmmende for statsministeren er det, at regeringen nu forsøger at ophæve det faktiske kulstop, som siden 1997 har udelukket nye kulfyrede værker. Regeringen vil således give DONG Energy lov at omstille Skærbækværket og Avedøre 2-værket fra henholdsvis naturgas og naturgas plus biomasse til delvis kulfyring.
Og helt af sporet kører det, når Venstre i sit trafikoplæg 'Frihed og fremdrift' foreslår milliardinvesteringer i fem nye broprojekter samt omkring 15 nye motorvejsetaper eller -udvidelser, samtidig med, at Connie Hedegaard understreger regeringsmålet om 25 pct. reduktion af transportsektorens CO2 inden 2030.
Man må give statsministeren, at han med sin tale i september 2006 og sine senere gentagelser af budskabet om afskeden med den fossile æra brød et tabu, introducerede et nyt sprog og satte en ny dagsorden. Ligesom Al Gore, Arnold Schwarzenegger, Blair & Brown, Angela Merkel og andre har den danske statsminister i ord gjort sit til at definere et stort nyt fælles projekt, en samfundsomstilling af historiske dimensioner og eksistentiel vigtighed. Anders Fogh Rasmussens store problem og indtil nu fatale fejltagelse er, at han ikke har forstået, at bordet fanger, at det faktisk er alvor. Nationen, dens erhvervsliv og befolkning er begyndt at rykke, og hvis statsministeren og hans parti afslører sig som dem, der rykker mindst, vil det straffe sig på det grimmeste.
Med udsigten til et nyt grønt flertal er det klogeste, Anders Fogh kan gøre, at melde sig ind i det. jsn
