Den store kærlighed, der pludselig er opstået mellem Frankrig og Toyota, virker forbløffende. Den succesrige japanske bilproducent har hidtil været betragtet som de franske bilfabrikkers argeste fjende, beskyldt for illoyal konkurrence og anset for favoriseret af en uigennemskuelig og skudsikker japansk protektionisme. Den koleriske chef for Peugeot-Citroën, Jacques Calvet (der er gået af for nylig) forbandede daglig den japanske bilindustri, som han krævede udelukket fra EU-markedet, og premierminister Edith Cresson stemplede japanerne som “myrer” med en umenneskelig indstilling til arbejde, produktion og konkurrence.
I denne uge har præsident Chirac og premierminister Jospin rullet den røde løber ud for Toyota efter at have indgået en aftale med den japanske koncern om oprettelse af en Toyota-fabrik i en lille nordfransk by.
I anledning af denne aftale er Toyota-chefen Hiroshi Okuda blevet modtaget i Paris med æresbevisninger omtrent som et statsoverhoved, og der er ingen ende på de glade og optimistiske erklæringer fra fransk regeringsside. Jospin bød den japanske industrifyrste hjertelig velkommen og betegnede ham i en uvant jovial tone som “Monsieur Toyota”. Til gengæld indledte Okuda sin tale med nogle få ord på fransk - ganske vist uforståelige, men den gode vilje var ikke til at tage fejl af, og idyllen var fuldkommen.

Hvordan er en sådan harmoni opstået, og hvad berettiger til de store fanfarer? Den gevinst for Frankrig, man umiddelbart kan få øje på, er udsigten til 1.500 - 2.000 arbejdspladser i den lille by
Onnaing, hvor fabrikken skal ligge. Det er velkendt, at bekæmpelsen af arbejdsløsheden står som “absolut topprioritet nr. 1” (politikerne udtrykker det stærkere og stærkere år for år - i takt med, at arbejdsløsheden vokser…), men selv om et par tusind nye job ikke er at foragte, må det konstateres, at Toyotas bidrag er en dråbe i havet i et land med 3,5 millioner arbejdsløse.
Der må altså være andre grunde til jubelen, og den vigtigste må nok søges på det symbolske plan. Med denne aftale har man beviset på, at Frankrig er et land, der kan tiltrække udenlandske investeringer.
Naturligvis er der visse geografiske grunde til at foretrække Frankrig. At placere en virksomhed i et land, der både ligger på aksen mellem England og Italien og på aksen mellem Tyskland og Spanien, er der god mening i - det er en fordel for kommunikationerne. Frankrig udmærker sig faktisk ved at være det centrale land i Vesteuropa. Men der er andre grunde. Valget af Frankrig siger noget om, at dette lands økonomiske og sociale klima måske er bedre end sit rygte.
I årevis er man blevet tudet ørerne fulde med, at Frankrig er et håbløst land, som den internationale erhvervs- og finansverden ser på med mistillid på grund af for megen statsindblanding og regulering,
for høje skatter og et alt for stift arbejdsmarked - og nu sidst planen om 35 timers arbejdsuge fra år 2000, dikteret af et gammeldags og doktrinært socialistisk regeringsparti (til forskel fra Tony Blairs Labour). Med andre ord, alle sundt tænkende erhvervsfolks skræk, liberalisternes skræmmebillede, skoleeksemplet på alt det, man ikke må gøre i det store globaliserede fællesmarked. Næsten daglig udsættes Frankrig for kritik i den angelsaksiske presse, særlig sønderlemmende i New Yorks Wall Street Journal, lidt mere nuanceret i Londons Financial Times.
Nu har Toyota foretrukket Frankrig som “arbejdsmark”, selv om flere andre europæiske lande har været kandidater. Det er i virkeligheden kun et enkelt eksempel på, at Frankrig i disse år tiltrækker udenlandske investeringer i stor stil, men det er et særlig synligt eksempel. Det er da også denne side af sagen, der generelt fremhæves i kommentarerne i de franske medier.

For premierminister Lionel Jospin er dette en vigtig gevinst. Dels kan det virke opmuntrende på andre udenlandske investorer, dels er det et fingerpeg om, at den socialistisk ledede regering slet ikke er så doktrinær og usmidig, som den hjemlige højreoppostion og arbejdsgiverforeningen vil gøre den til. 35 timers ugen er i stærk modvind, men den skræmmer åbenbart ikke japanerne, der - om nogen - er kendt for at have forstand på produktion og investeringer.
Præsidenten og premierministeren, der som bekendt repræsenterer hhv. højre og venstre i fransk politik, konkurrerer og overbyder hinanden i deres hyldest til Toyota. For Chirac gælder det om at vise, at han arbejder for beskæftigelsen i Frankrig. Han praler af at være en nær ven af Toyota-chefen, og hvis man lytter til Chirac, kan man ikke et øjeblik være i tvivl om, at det er ham personligt, der har bragt aftalen i stand. Det er rigtigt, at Chirac har gjort et stort nummer ud af at fremme Frankrigs økonomiske interesser på sine uafladelige rejser, især i det fjerne østen.
Således er der politisk guf for begge de to “cohabiterende” franske ledere i aftalen om Toyota-fabrikken. Og nyheden er stimulerende for nationens selvtillid og optimisme - mangelvarer i dagens Frankrig i en sådan grad, at det efter nogle økonomiske eksperters mening hæmmer både forbrug og investeringer og dermed den økonomiske aktivitet. Hvad Frankrig mangler, er ikke konkurrencedygtighed - det viser tilfældet Toyota - men økonomisk vækst.
Frankrig, der er genstand for beundring på mange områder, har længe tørstet efter at blive kendt som en attraktiv økonomisk partner. Nu har man et bevis på, at Marianne kan klare sig i skønhedskonkurrencen med den europæiske økonomis øvrige miss’er. Så godt, at selveste Monsieur Toyota er faldet for hendes charme. B.V.