Er det ikke pudsigt, at når de røde lejesvende fra tv stiller op i politik, så er det altid hos borgerlige partier?
Hvad er det dog for en metamorfose, de gennemgår, når de forlader skærmen for at dukke op på Christiansborg eller i kommunal-politik?
Det gentager sig gang på gang, men afholder på ingen måde højrefløjen i dansk politik fra at fastholde, at især DR befolkes af undergravende venstreorienterede elementer. Sidst har Paula Larrain fra TV-Avisen og Vild med dans under stor mediebevågenhed kastet sig i armene på de konservative, men jeg kan faktisk ikke komme i tanke om en eneste tv-personlighed, som har kastet sig i armene på nogen som helst til venstre for Socialdemokraterne.
Sjovt nok er det især Venstre, som er populær hos TV-Avisens medarbejdere. En af de allerførste var Ole An-dreasen, som i 1968 fik dom for, at han ikke var rød lejesvend. Udmærket dokumenteret af, at han senere har gjort karriere i Venstre, blandt andet i Europa-Parlamentet. Den nu nærmest glemte studievært Kai V. Andersen - kendt under navnet ligkusken på grund af sin festlige udstråling - blev også valgt for Venstre. Han gjorde ikke meget væsen af sig på TV-Avisen og levede også et stille liv på Christiansborg, men Venstremand var og blev han.
De fleste har glemt - eller aldrig vidst - at den dengang i Danmark verdensberømte Bjørn Elmquist blev valgt ind i Folketinget for Venstre, siden gik han til de radikale, og nu har han forladt politik og virker som forsvarsadvokat.
Både den politiske reporter Bent Stuckert og tidligere studievært Morten Løkke-gaard er, eller har i hvert fald været, aktive venstrefolk. Bent Stuckert er bevis for, at man ikke nødvendigvis bliver valgt, selvom man er kendt fra fjernsynet.
Farveforvandling
Vandrepolitikeren Karen Jespersen kom meget omtalt fra den yderste venstrefløj, inden hun blev skærmkendt. Derfra blev hun valgt for Socialdemokratiet og er som bekendt for tiden minister for Venstre.
Den usammenligneligt mest succesfulde politiske karriere indehaves naturligvis af tidligere politisk medarbejder på TV-A Uffe Ellemann-Jensen, der brillerede i mange år som udenrigsminister med stor dygtighed.
Man kunne få den kætterske tanke, at TV-Avisen i en periode simpelthen var rugekasse for Venstre-talenter.
Hans Morten Rubin, der i mange år var en del af inderkredsen i Venstres ledelse, sad uantastet som leder af TV-Avisen, samtidig med at han tilrettelagde Venstres politik og mediestrategi. Og for at det ikke skal være løgn, var Henning Schmaltz Jørgensen, som i årevis var chef for TV-A’s valgdækning - det var vel at mærke dengang, der kun var en kanal - samtidig valgstrateg for Venstre.
Mumlen i krogene
Allerede dengang mumlede medarbejderne på TV-Avisen en del i krogene om, hvilket ramaskrig der ville lyde, hvis for eksempel SF havde en lignende dobbeltdækning.
De konservative har ikke - i hvert fald ikke endnu - haft samme dragende effekt på skærm-personlighederne, men nogle er det da blevet til. Sportskommentatoren Claus Borre stillede op for partiet ved sidste kommunalvalg, og Connie Hedegaard har taget turen begge veje. Fra Christiansborg til pressen, og tilbage igen. Hun var i en årrække en dygtig chef for Radioavisen, siden studievært på Deadline, og altså nu tilbage i politik som en konservativ miljøminister med gennemslagskraft. Hun gik i øvrigt som Deadline-vært kraftigt i flæsket på Venstremanden Karsten Madsen, da han i 2003 uden held forsøgte at profilere sig ved EU-valget ved at grave de røde lejesvende frem af mølposen og beskylde TV-Avisens medarbejdere for politisk ensidighed til fordel for venstre-fløjen.
Der er sikkert nogen, jeg har glemt, men man kunne faktisk godt få den tanke, at hvis folk er karismatiske og dygtige til deres arbejde, så virker det på en eller anden måde venstreorienteret.
I hvert fald hvis man er højreorienteret.
Kommentarer
Venstresnoede journalister finder, at de gør venstrefløjen en meget stor tjeneste ved at blive på¨DR ! og TV 2!
Dagligt ser og hører vi, at denne opfattelse er aldeles rigtig,- enten er medarbejderen ikke i stand til det eller også vil eller må de ikke stille de spørgsmål, som vi hjemme i stuerne kan stille, som lødigheden i udspurgtes overskrifter ikke lever op til.
Lysten eller evnen til at kalde en spade for en spade i medierne der ikke hæmingsløse.
Tak til Lone Kühlmann for en artikel, der sidder lige i skabet!
Så er det sagt, tak skal du ha’. Det er heller ikke mit indtryk at en mand som Steffen Kretz er særlig venstreorienteret, og heller ikke en række andre af specielt tv’s folk
Betegnelsen “venstreorienteret” var et skældsord i 1970’ernes marxisme, der ikke kunne forestille sig noget værre end den kulturradikale PH og den individualistiske Rifbjerg; der hersker vist megen forvirring om, hvad ordet betyder - jeg kan huske en morgenudsendelse på Danmarks Radio i 1975, hvor jeg blev rimeligt forbløffet over så tidligt på dagen at høre Bodil Graas pædagogiske messen: “Så tog Fidel og Raoul op i bjergene, hvor de lærte bønderne at læse og skrive”. Den slags er vist mere marxistisk end venstreorienteret; en typisk venstreorienteret i 1970’erne var f.eks. DR’s Kjeld Koplev og sexologen Sten Hegeler”: “Jeg er socialist og tror på revolutionen! Pierre, det var dog en vidunderlig stuvet spinat” (lydspor fra Kong Hans’ Kælder).
Som Henrik den 4. sagde:
“Paris er vel en messe værd”
Eller også er det et udtryk for den gamle maoistiske strategi: den lange march gennem institutionerne. Systemet skal undergraves indefra ved at man erobrer de indflydelsesrige positioner i det politiske system.
Myten om de røde lejesvende er særdeles sejlivet. Og som alle gode myter lader den sig ikke anfægte af noget så banalt som den virkelige verden.
Den lange march gennem institutionerne, som vel næppe kan kaldes en maoistisk strategi trods betegnelsen, er nu lykkedes for Blüdnikow, Rose, Pittelkow, Jespersen, Antorini etc., etc., etc. og i udlandet Joschka Fischer, der i det politiske spektrum dog kun er nået til De Grønne - i USA har, hvor utroligt det end lyder, en Richard Pearle, en Paul Wolfowitz gennemgået samme forbløffende personlige og verdensanskuelsesmæssige udvikling - man fristes til at omskrive til: gennemgået samme forbløffende revurdering af potentiale-felter for realisering af magtfantasier og hævn for ydmygelser. For Flemming Rose kulminerede det i Mohammed-triumf og verdensberømmelse, mens Karen Jespersen foreløbig blot er blevet socialminister i en VK-regering.
Gnæk, gnæk. Interessant gennemgang. Men der er jo også lige det med alder. I gamle dage skulle studieværter jo helst være tørre bag ørene - udstråle en vis moden autoritet. Og vi ved, hvad der ofte sker med den politiske overbevisning efterhånden som alderen stiger.
Og hvad er ratioen egentlig mellem studieværter, og de mange, der udfører hovedparten af, hvad der skal præsenteres?
Men man kan jo fundere over, om det skyldes venstresnoethed eller bare dovenskab, at visse spørgsmål, der kan pikere venstrefløjen, sjældent stilles.
F.eks. hørte jeg forleden om en familie på Bornholm, der satte en nærmest ekstrem ære i at kunne slippe for karriereræset og leve for omkring 100 kroner om ugen i et bondehus. De var selvforsynende med grøntsager, og salg af honning finansierede deres daglige forbrug plus den årlige vægtafgift på bilen. Manden havde ladet sig inspirere af, hvor lidt afrikanere kunne leve på og alligevel være glade.
Men selv om han blev ved med at missionere for sin levevis - de 100 kroner om ugen, så hørte man aldrig spørgsmålet om, hvordan han bidrog til samfundskassen, så han med god samvittighed kunne sende drengen i skole. Så familien kunne komme på hospitalet, skulle der gå noget galt etc. etc. Der var ikke ét spørgsmål om, hvorvidt familien kørte næsten helt på frihjul. Der er trods alt grænser for, hvor meget et styk årligt vægtafgift bidrager.
Tag dette som et surt opstød fra en borgerlig. Eller forestil jer, at også kassedamen, folkeskolelæreren, lærlingen, arbejderen med flere kunne have ønsket spørgsmålet stillet.
Men nu er det ikke kun DR, der synder i disse sager. Nu husker jeg. Også borgerlige aviser glemmer at stille spørgsmål, når der er gang i følelsespornoen.
Du skriver, at du måske har glemt nogen. Én af dem er nu afdøde Claus Toksvig, tidligere London og New York korrespondent for DR, som blev konservativ MEP. Men hvorfor taler man hele tiden om venstreorienterede medarbejdere på DR, når de faktisk er Venstreorienterede?
Mon ikke forklaringen på, at TV troldene går til de borgerlige partier simpelthen er, at det er de borgerlige DR medarbejdere, der søger væk – fordi de bliver mobbet af de venstresnoede flertal? Det er uden tvivl den rigtige forklaring.
Men hvis de venstresnoede virkelig føler, at de borgerlige sidder på DR, så kan de jo bare lave en aftale med de borgerlige, der vil løse problemet én gang for alle: Privatisér DR, så sender de med den politiske observans, som seerne er villige til at betale for, og så er der ikke noget demokratisk problem.
Martin Mikkelsen:
“Privatisér DR, så sender de med den politiske observans, som seerne er villige til at betale for, og så er der ikke noget demokratisk problem.”
Mon ikke resulatet af en privatisering af public service kanalerne snarere vil blive, at de vil blive opkøbt af mediemoguler som Silvio Belusconi og Rudolph Murdoch.
Det meste af den trykte danske presse er allerede på udenlandske hænder. Hvis man virkelig tror at det er forbrugerne og efterspørgselen der bestemmer medieudbuddet så fortjener man virkeligt betegnelsen naiv betonliberalist.
Når folk køber en vare på et frit marked, så gør de det af egen, fri vilje. I modsætning til, når de køber af monopolister som DR, TV2 eller MicroSoft.
Så når kapitalister overtager medierne, så er de nødt til at levere det produkt, kunderne vil have, ikke det produkt, de helst vil sælge. Hvis de gjorde det sidste, så ville de, qua det frie valg, tabe penge, og man investerer altså for at tjene penge, ikke for at tabe dem.
Det er ligegyldigt, om kapitalisterne er danske eller udenlandske. I det hele må man tage afstand fra den nationalromantiske fremmedfjendskhed, der huserer omkring Enhedslisten.
Martin Mikkelsen er som sædvanlig mand for at afspore debatten med flabetheder, fred være med ham, det skal man bare ignorere.
Forklaringen på den sejlivede myte om DR’s venstreorientering er den enkle, at borgerlige opfatter enhver form for kritik som venstreorienteret.
mikkel mikkelsen(?)skrev : “Det er ligegyldigt, om kapitalisterne er danske eller udenlandske. I det hele må man tage afstand fra den nationalromantiske fremmedfjendskhed, der huserer omkring Enhedslisten.”
hvad har det med alt det andet at gøre? og vil du uddybe.. på forhånd tak
Hovedproblemet er at borgerlige kommentatorer og politkere opfatter enhver form for kritik af systemet, dvs. regeringen, som venstre-orienteret. Det er det altså ikke. Det var f.eks. dagbladet B.T. der satte hele Brixtofte-sagen i gang.
(og meget kan man sige om B.T. men venstre-orienteret er det altså ikke),
Jesper Steinmetz (fra TV2) har engang udtalt til Søndags-avisen, at det er hans job at være kritisk overfor regeringen eller politikerne og holde fast i, på seernes vegne, at spørge ind til det væsentlige, så seerne får et svar på det, journalisten på vores alle sammens vegne spørger om. Og det er altså trættende at høre på, når en politker for 7. gang siger, ‘ja, det er et godt spørgmål’ eller viger eller vlver udenom den varme grød. Så kan det altså godt virke som om at journalisten f.eks. er efter Rikke Hvilshøj, når hun nægter at svare på et spørgsmål for 3.gang. Det kan sagtens være en journalist fra det samme parti som ministeren selv. Jeg husker i hvert fald den omtalte Bent Stuckert gå ekstremt hårdt til Venstre i dets valg-udsendelse for år tilbage. (kan desværre ikke huske det præcise årstal, men mener det har været engang i 1980erne, måske 1984?). Seerne fik faktisk nogle bedre svar end hvis Stuckert bare havde ageret mikrofonholder.
Mht. eksemplet med salget af bornholmsk lynghonning og familien der kan leve for 100 kr. om ugen, ja så fatter jeg altså ikke helt, hvad det har med emnet at gøre, medmindre man da mener, at familien begår socialt bedrageri eller hvorfor radioværten? ikke stillede spørgsmålstegn ved, hvordan familien kunne leve for så lidt. Det ved jeg heller ikke, men jeg ved at hvis manden, eller familien sælger lynghonning, må de være moms-registreret, og have et firma. Og har man et firma kan man bruge afskrivnings-reglerne mv. ganske lovligt. Og sådan er det.
Jeg vil nu ikke kalde Paula Larrain en ren vårhare, ej heller vil jeg kalde Connie Hedegaard for en ren vårhare (men hun var vist konservativ inden hun blev journalist?) Må jeg erindre om at en vis Suzanne Bjerrehus også forsøgte sig med en opstilling hos De Konservative?
Man kunne også nævne DRs mangeårige Moskva-korrespondent, som til dette folketingsvalg stiller op for (ta-daaa!) Venstre i Brønshøj…
Og prøv så lige at genlæse Külmanns beskrivelse af et monopol-DR med en chef for valgkampsdækningen som også var valgkampsstrateg for Venstre! Den lader vi lige stå et øjeblik, som de siger i den branche.
Svend Aukens beskrivelse af TV2 som Danmarks liberale fjernsyn trænger vist til en udvidet definition…
TV-avisoplæseren Bent Bertramsen stillede op for de konservative.
Jørgen Schleimann, mangeårig chef for Orientering på P1, kvalificerer vel heller ikke helt til titlen som “rød lejesvend”? Stillede han ikke op for Venstre til et Europaparlamentsvalg?
@Dupond & Dupont
Det anføres, at hvis DR eller TV2 blev solgt ville de muligvis blive købt af ”udlændinge” (f.eks. Robert Murdoch’s News Corporation). Men det er ligegyldigt, for der gælder de samme forhold for en investering, uanset investors nationalitet. En ejer af en kommerciel TV station tjener flest penge ved at sende de programmer, som flest muligt seere er villige til at betale den højest muligt pris for. Derfor sikrer privatisering af DR seernes interesser bedre end offentlig eje nogensinde vil kunne gøre, uanset køberens nationalitet.
Men bevares, nationalromantikken trives da også i SF og i DF, så det er måske uretfærdigt at hænge EL ud alene.
Hej Martin
Du skriver: “En ejer af en kommerciel TV station tjener flest penge ved at sende de programmer, som flest muligt seere er villige til at betale den højest muligt pris for. Derfor sikrer privatisering af DR seernes interesser bedre end offentlig eje nogensinde vil kunne gøre”
Er kvantitet (“flest muligt seere er villige til at betale den højeste pris for”) lig med kvalitet til enhver tid?
Er kvantitetsargumentet altid en sikring af seernes interesser?
Hvis det ikke kan betale sig at sende fx politisk debat, fordi der er flere der gerne vil betale for Vild med dans, er det så okay?
Hvordan forholder du dig til et begreb som public service, og hvad ville du synes om en sendeflade som TV3s og TVDanmarks over hele linjen?
Det blev mange spørgsmål, men jeg blev lidt nysgerrig.
Venlig hilsen
Bo Klindt Poulsen
Martin Mikkelsen skriver:
“Mon ikke forklaringen på, at TV troldene går til de borgerlige partier simpelthen er, at det er de borgerlige DR medarbejdere, der søger væk – fordi de bliver mobbet af de venstresnoede flertal? Det er uden tvivl den rigtige forklaring.”
Ja, sådan nogle stakle! De kan ikke tåle de frygtelige “venstresnoedes” mobning. Så kan de komme ind hos de varme og rare Venstre folk, som nok skal gøre det hyggeligere for dem, og beskytte dem mod mobningen in Folketinget fra de modbydelige folk fra S, SF og Enhedslisten!
@Bo Klindt Poulsen
Kvantitet (pengesum) er lig med kvalitet, fordi kvantiteten udtrykker folks valg. Hvis du ikke vil respektere folks eget valg, så er du tilhænger af en slags ”ledet demokrati”, hvor nogle udvalgte, en elite, ariere, eller hvad du nu vil kalde dem, kender folks virkelige interesser bedre end de selv gør, og udstyres med magt til at påtvinge folk deres beslutninger.
Såfremt der er flere TV kanaler at vælge imellem (monopolet er ikke alene i æteren), så vil seerne jo under alle omstændigheder vælge dit valgprogram fra, ved at zappe over på en anden kanal. Men journalisterne i DR skal selvfølgelig have penge for at sende den alligevel – og det er nok derfor, man ser journalister kaste sig ud i kampen for DR, som var fædrelandet i fare.
Hvis alle kanalerne havde sendeflader som TV3 og TVDanmark ville jeg synes, at det var herligt, for jeg elsker amerikanske sitcoms (Kasper Christensen var også engang en stor komiker, men nu er han blevet pinlig). Men husk nu på, at der blandt de kommercielle kanaler også er Discovery, National Geographic, Animal Planet m.fl.
@ Patrick Reay Jehu
Endelig er der nogen, der er enige med mig! Tusind Tak!
Jeg lægger mærke til, at de kendte journalister fra tv får titel af redaktører i Københavnsområdet, og at de som politikere slutter sig til flokken, der tiljubler EF/EU.
EF/EU passer af alt, hvad der er sket i historiens løb, bedst på det fascistiske styre i Italien 1922-1945.
De kendte journalister/redaktører fra tv vil såmænd cykle hele vejen til Rom for at få lov til at skrive under på et eller andet, som ofte er imod befolkningsflertallets ønske.
Lone Kühlmanns satire og registrering af folks politiske tilhørsforhold afslører egentlig blot københavnersalonernes dekadence blandt hendes kolleger.
Når man ser på hvordan journalisterne på DR og TV2 gebærder sig i valkampen, kan man konstatere, at de borgerlige partier nok ikke behøver at frygte at fødekæden bliver brudt foreløbig.
Hermed et håbløst naivt spørgsmål
Hvorfor er det lige, at det i et demokrati som vores, er så vældigt odiøst at være venstreorienteret???
Den der selvcencur, som muhammedtegningstilhængerne var så vældigt bange for, den selvcencur har vist været lagt ned over de formastelige venstreorienterede i fælt mange år, så den nærmest har fået karakter af naturlov.
Karen Helle Grue,
Det er odiøst, fordi venstreorienterede er de eneste der i nyere historisk tid har begrænset ytringsfriheden i Europa, som vel er vores referenceområde. Det er først efter murens fald at den kunne blomstre. Hvis vi går lidt længere tilbage i historien er det også de såkaldte venstreorienterede der har stået for nogle af de mest omfattende masseudryddelser, krige og omplacering af folkeslag. Det er jo efterhånden mange årtier siden, men det huskes stadigt.
Der er også en lykkelig side af dette. Med alderen bliver mange venstreorienterede klogere, og det gør så bl.a. at journalister, efter en modning, bliver borgerlige. Ikke alle, men mange. Det er i grunden skægt at se på, også på denne side. F.eks. kan Thomsen ikke være ret gammel, og Vadmand er ikke blevet klogere med alderen :o)
Denne ‘naturlov’ du nævner findes også i fysikken. Når venstreorienterede i årevis har undertrykt holdninger og stigmatiseret, så kommer der jo en modreaktion. Det ved selv børnehavebørn, det er ikke noget nyt. På et tidspunkt kommer der en returnering af noget af det skidt der hældes i hovedet på ‘borgerlige’ som du kalder dem. Det sker også selv om der ikke er tradition for det. Men du skal nok ikke frygte voldsomme reaktioner, sådan som ‘venstreorienterede’ har tradition for.
Ib S. “Det er odiøst, fordi venstreorienterede er de eneste der i nyere historisk tid har begrænset ytringsfriheden i Europa, som vel er vores referenceområde. Det er først efter murens fald at den kunne blomstre. Hvis vi går lidt længere tilbage i historien er det også de såkaldte venstreorienterede der har stået for nogle af de mest omfattende masseudryddelser, krige og omplacering af folkeslag. Det er jo efterhånden mange årtier siden, men det huskes stadigt.”
Til gengæld er det åbenbart jer højreorienterede, der har momopol på historieforfalskning.
Mediebilledet i Danmark har i de sidste 25 år været opdelt i det, der nu efter pseudo-amerikansk forbillede kaldes “de blå” og “de røde” - den borgerlige kanal med, atter efter amerikansk forbillede, dominans af personer med etnisk-jødisk baggrund (tryk bare på slette-knappen, men jeg er imidlertid ikke anti-semit, beskriver blot Meyerheim- og Bengt Burg-virkeligheden (sidstnævnte en ærlig venstreorienteret blandt borgerlige) og har intet imod jøder som sådan, tværtimod) - og så gode, gamle traditionelle Socialdemokratiske DR.
Ved valget i 2001 efter 11.09 besluttede DR imidlertid at støtte Anders Fogh Rasmussen, og siden har der kun været én mediefløj i DK - den borgerlige.
- “dominans af personer med etnisk-jødisk baggrund (tryk bare på slette-knappen, men jeg er imidlertid ikke anti-semit, beskriver blot Meyerheim- og Bengt Burg-virkeligheden”
Hvis du ikke er anti-semit, så må der være noget andet der hæmmer din tænkeevne
…. Bengt BUrg og Meyerheim! - To personer fra lykkehjulet - etnisk jødisk dominans i borgeligt tv…?
Artiklen synes at dokumentere at anklagen/påstanden om at DR befolkes, kontrolleres af manipulerende, statsundergravende Røde Lejesvende er (succesfuld og effektiv!) højreorienteret propaganda.
M.h.t. spørgsmålet om privatisering kan man jo bare se på USA, hvor medierne ejes af ganske få corporationer. Og nej, de emner der optager borgerne tages netop ikke op i medierne fordi det ikke er økonomisk rentabelt for div. industrier(fx medicinal), der jo som bekendt financierer politikernes valgkamp.
BBC der jo skryder af sin egen integritet og pålidelighed gav i forbindelse med påbegyndelsen af Irak krigen fremragende eksempel på hvordan rigtig
højreorienteret propaganda skal laves:
i flere uger blinkede foroven eller forneden ( eller begge!) i skærmbilledet
denne tekst, som BBC havde “lånt”/overtaget fra Pentagons krigspropaganda : OPERATION IRAKI FREEDOM.
Der er her tale om hæmningsløst utilsløret propaganda, hvor statens/krigsministeriets retorik OVERTAGES direkte af BBC.
Fair and balanced, ikke sandt.
… og Suzanne Bjerrehuus - ja, men så finder jeg på et andet udtryk end det anvendte mindre heldige og unødigt provokerende - det hedder i stedet: Underholdnings-, ugeblads- og livstilssbranchens dominans i borgerligt TV!
Ja tak til lone Külmann og flere andre herinde, der med en lang liste af journalistnavne har dokumenteret højrefløjens hykleri også på dette punkt. Jo den gamle traver, ”De røde lejesvende”, er igen trukket af stalden og skamrides uden hensyn til fakta. Egentlig er hele ideen i sit udgangspunkt lettere forvrøvlet. 80 af dagspressen er erklæret borgerlige, og de store koncerner og arbejdsgiverorganisationerne bruger efterhånden store penge på at fremme højrefløjens sager i medierne. Dagligt må man derfor udholde tågesnak fra CEPOS og andre betonliberalister.
Samtidig holder regeringen sig ikke tilbage for at bruge embedsapparatet til at tryne ikke bare venstreorienterede, men også kritisk tænkende journalister. Gad vide, hvad det har kostet skatteyderne, at Forsvarsministeriets pressechef gennem et par år har koordineret et tvær-ministerielt angreb på filmen: Den hemmelige krig? Han har skam selv fortalt, hvordan det gik til.
Men hvad har venstrefløjen, så at gøre godt med af penge i en bekostelig medieverdenen. Nogle fagforeningsblade, der er kraftigt beskåret af regeringens beskæring af portostøtten og en generel medlemflugt? To-tre partiblade. Næppe.
Måske-måske sidder der så et tre-fire forkølede journalister på P1s Orientering, der er kritiske overfor Irak-krigen, og derfor straks betragtes som venstreorienterede – selv om de sikkert blot er velorienterede. Og sikke et ramaskrig, der rejser sig, når eksempelvis en DR udenrigkorrespondent giver udtryk for noget kritisk om Irak-krigen. Det på trods af, at han blot giver udtryk for, hvad store dele af den amerikanske befolkning mener – og faktisk også den danske. Men nej, venstreorientering skal bekæmpes i alle dens former – også på DR – selvom omkring 40 befolkningen faktisk stemmer rødt. Deres stemme skal helt forstumme i det offentlige rum.
Selv en historie om mand der lever af at sælge honing er for venstreorienteret for nogle herinde. Aftenshowet er ellers sådan et godt kerne borgerligt program, der fylder vores skærm med absolut tandløs journalistik. Men det er også for galt. J
eg synes til gengæld, at det er for galt, at DR økonomisk og på alle måder er så trængt, at de nu påstår at et program om en håndboldstjerne er en times dokumentar værdig. Dem der førhen afslørede selskabstømmere er nu væk fra redaktionerne, og i mellem tiden kan regeringen i ro og mag udhule det offentlige sundhedsvæsen uden at nogen blander sig.
En af betonliberalisterne skriver ovenfor, at folk bare skal have det de vil betale for. At DR Bør lukkes. Fører man denne halleluja markedstænkning helt ud, er der vel heller ikke brug for et demokrati. Folk gider jo ikke betale for at være medlem af et parti, så det bør vel også afskaffes.
Først og fremmest føler man sig kaldet til at påpege at oplysning til borgerne i et demokrati ikke blot er en vare (selvom den selvfølgelig kan behandles som sådan) - den er en forudsætning for at de kan træffe politiske beslutninger. I dén henseende er det sådan set mindre relevant hvad den enkelte har mest lyst til, og mere relevant hvad den enkelte har mest brug for, for at kunne træffe kvalificerede beslutninger som stemmeberettiget borger.
Netop af den grund er offentligt finansieret, kritisk og politisk uafhængige nyhedsmedier (dvs. public service) en livsnerve i et demokrati. Ligesåvel som f.eks. et offentligt finansieret, retfærdigt og politisk uafhængigt retsvæsen.
Det turde næsten være så indlysende at det ikke var nødvendigt at påpege.
Dernæst er det ikke naivt, men decideret blindhed at forestille sig at markedet i et moderne samfund indretter sig på hvad forbrugerne vil have. Som om behov var en konstant og uforanderlig størrelse som producenterne blot konkurrerede om at få adgang til.
I en kapitalistisk økonomi drejer en enorm del af markedet sig om at modificere og skabe behov. Det kaldes reklame når firmaer går, men fungerer lige så effektivt, hvis ikke mere, når medier bruger en lignende tilgang.
Da EB i 90’erne lancerede deres kampagne om indvandrerkriminalitet var det ikke fordi der var et stort behov for at læse om det. Det var fordi der var en stor gruppe læsere (og i særdeleshed potentielle læsere) som ret let kunne forledes til at føle et sådant behov. Konstant negativ mediedækning skabte en angst som igen skabte et behov for information som gav mulighed for at udvide den negative mediedækning med flere historier der underbyggede angsten. Et cetera ad DF…
Information har således, selv når den bliver gjort til vare, en uhørt stærk adfærds- og behovsmodificerende karakter. Eller sagt på almindeligt dansk: det spiller en rolle hvilke historier vi fortæller folk, for hvad de tror de har brug for at vide.
Hørt! (til Frej Klem Thomsen).
Det er sørgeligt, hvordan betonliberalisternes anden store vildfarelse, at markedet altid gør det bedst, nærmest er blevet en folketro. Det kan nogle så glæde sig over, mens vi andre kan se, hvordan det delvist privatiserede jernbanevæsen er ved at falde fra hinanden, TDC er forvandlet til en amerikansk grib, og det offentlige sygehusvæsen langsom udpines udkonkurreres af det private - til skade for de svageste i samfundet.
I Danmark lever vi ikke i et post-industrielt samfund. Nej vi bor os i en post-agrar enklave, hvor anden- og tredje generationes bønderne hersker. Lilleput samfundets manglende evne til at leve med dem der er anderledes har de taget med sig til byen. Det kombinerer de så med en maniske trang til tryghed og materielle goder.
De frihedssøgende elementer i liberralismen er for længst forsvundet, hvis de nogensinde har været en del af den særegne danske bondeliberalisme.
Vi lige minde om denne gamle men stadig aktuelle artikel :-)
Godt set at tage denne artikel op på dagen hvor DR2 netop har sendt 1. afsnit af sit 3-trinsværk om de ”røde lejesvende”.