Flere kvinder på universiteterne

På Lunds Universitet i Sverige har rektor for nylig besluttet, at hver anden gæsteprofessor skal være kvinde. Beslutningen gælder for 2007-2008. "Det er en måde for os at nå regeringens ligestillingsmål, som er, at 26 procent af alle nyansatte professorer skal være kvinder," siger Ann Numhauser-Henning, prorektor med ansvar for ligestilling ved universitetet. Ved ansættelse af nye professorer er det ifølge den nye ligestillingsreform erfaringer og kunnen, der afgør, hvem der får jobbet, når man vælger mellem flere kandidater.

Når man ansætter en gæsteprofessor går universitetet ud og håndplukker en person. I disse tilfælde må universitetet anstrenge sig for at vælge både mænd og kvinder. I dag er godt 15 procent af universitetets professorer kvinder. CWG


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her