Man skal være gjort af et særligt stof for at være træner i international fodbold. I flere år blev José Mourinho fejret som frelser, men efter at sprækkerne mellem spillerpleje og økonomisk rentabilitet blev åbenbare for enhver, var det exit for portugiseren i den nyrige London-klub Chelsea FC.
Kviksandet flyder endnu tykkere i Spanien. For ganske nylig forlod Sevillas succesfulde træner Juande Ramos sit andalusiske hold og satte kursen mod Tottenham. Her havde man netop - på én gang behændigt og klodset - fyret den gamle garde i skikkelse af Martin Jol. I Sevilla er man først lige kommet sig over chokket. Pengene har talt deres beskidte sprog, som de siger dernede. I Valencia har Quique Sánchez Flores fået fyresedlen oven på uvant skrøbelighed i den ellers så formsikre trup. Og ledelsen i Levante har afskediget Abel Resino, som indtil videre kun har formået at skaffe et enkelt point i indeværende sæson.
Der er gang i svingdørene. Med Getafes skæbneopgør i morgen mod Osasuna er det snart Michael Laudrups tur. Eller er det?
På trods af offensivt og seværdigt spil ligger den madrilenske forstadsklub Getafe CF og roder i Primera Divisions absolutte bund. Målt i scoringschancer, dynamisk fløjspil og adrætte kombinationer burde de toppe rækken. Men efter et af den senere tids utallige nederlag måtte selv Laudrup erkende, at fodbold er en ond og utaknemmelig metier, hvor sejr og retfærdighed ikke altid mødes i skøn harmoni. Symptomet var tydeligt i matchen mod Real Madrid 30. september. Getafes offensiver skød på alt, hvad der bevægede sig, og belejrede kongeklubbens forsvar i samfulde 90 minutter. Alligevel blev kampen på Coliseo Alfonso Pérez afgjort på én eneste uopmærksomhed fra Getafes defensive midtbane, da Real i en kontra lige efter bogen kunne skrive 0-1 på det bugnende cv.
Bedre blev det ikke på ferieøen Mallorca i starten af oktober, da Laudrups mandskab på kuriøs vis formøblede en komfortabel 0-2-føring til et 4-2-nederlag. Engelske The Guardian var prompte ude med hård kritik. Den danske træner har et forklaringsproblem, skrev de. Hvorfor kan han ikke levere flottere resultater, når det hold, han har, faktisk er bedre end nogensinde? Sammenligningen med den tyske kollega, Bernd Schuster, som sidste sæson førte Getafe til en fornem placering i ligaen plus en finaleplads i Copa del Rey og blev belønnet med en Real Madrid-kontrakt, lå lige for og faldt ikke ud til den tidligere Brøndby-træners fordel. Især hæftede man sig ved Laudrups angiveligt dårlige mandskabspleje, uigennemskuelige rotationsprincipper og et mindst lige så mystisk forbud mod frispark til træningen.
Og så var dagsordenen sat på den iberiske halvø. Den ene uge fremturede bladene med insiderhistorier om 'finalekampe' for Laudrup, og ugen derpå var der interviews med Getafe-præsidenten Angel Torres, som hårdt presset dog stadig støttede op om det danske ikon. To sejre over først Tottenham i UEFA-Cup'en og siden mod Murcia i ligaen gav Laudrup og assistenten John 'Faxe' Jensen et tiltrængt pusterum, men efter sidste weekends nederlag på 2-0 til Racing Santander cirkulerer spekulationerne atter med vindstyrke orkan.
Redaktøren for den ekstremt indflydelsesrige sportsavis Marca, José Felix Dias, sagde lige ud, at hvis ikke Getafe lige præcis spillede den type fodbold, som Spanien elsker, så var Laudrup for længst blevet fyret. Og kollegaen Diego Torres fra avisen El Pais frygtede, at et nederlag til Athletic Bilbao på hjemmebane ville være begyndelsen til enden for danskeren.
Det startede så godt
I fodbold trives korttidshukommelsen. Da Laudrup og Faxe indtog præ-sæsonen blev de udråbt som konger af en ny fodbold med dynamiske ledelsesprincipper og frisk og frejdig holdånd. Resultaterne fornægtede sig ikke. Mens storklubber som Valencia og Real Madrid fedtede sig igennem de pengeindbringende testkampe, rutschede lillebror Getafe fra sejr til sejr, og bestandigt var en smilende Laudrup - symbolet fra Jorge Valdanos Real Madrid i 90'erne og krumtappen i Johan Cruyffs sagnomspundne Dream Team - på forsiden af de spanske tabloider. Tilbage i juni 2007 kunne Marca notere sig en solid opbakning blandt læserne til Laudrup som Real Madrids nye træner. Det endte som bekendt med at blive Bernd Schuster. Men mange så altså gerne den unge dansker i front for Raúl & Co.
I nyere tid er solstrålefortællingerne afløst af rygter om 'Laudrups ultimatum'. På et bestyrelsesmøde i Getafe for et par uger siden bekræftede Angel Torres de hårde krav til Laudrup: Af de næste fem kampe skal mindst tre vindes. Og i dét program venter altså søndagens svære bråvallaslag mod de gæve baskere fra Osasuna og næste weekends dræber mod Barcelona. Endvidere kunne medlemmer af bestyrelsen fortælle den savlende dagspresse, at Laudrups "bløde" stil har skabt disciplinære problemer, samt at de mange nye sydamerikanere i truppen har medført klikedannelser. Den historie blev udstillet, da Getafes elskede veteran Manuel Tena blev sat helt af holdet, hvorefter den 29-årige spanier til radiostationen Globo tårevædet luftede sin uforsonlige uforståenhed over for Laudrups dispositioner.
I fodbold trives de modstridende udmeldinger. Først måtte Angel Torres indrømme, at Laudrup fra nu af var til konstant eksamen, men så sent som i starten af den forgangne uge blev de kyniske resultatkrav suppleret med en vag smøre om, at "ikke alle år kan være lige gode", og "vi må være forberedte på hvad som helst". Laudrup ved det godt. I fodbold må man indstille sig på folkevinde og bestyrelser, som efter behag helgenkårer og udsteder marchordrer.
Manglende resultater kan man kynisk betragtet spille sig ud af. Der er jo altid en kamp i næste uge. Noget andet er de sår i fodboldens sjæl, som ekskluderingen af koryfæer som Tena giver. Det er sådan noget, der sætter spaniernes sind i kog. Det første er irriterende. Det andet er utilgiveligt.
Med 2-0-sejren over Bilbao i onsdags står Michael Laudrup en lille smule sikrere i den spanske fodboldmuld, og det kan han især takke sin nigerianske angriber Ikechukwu Uche for. Alligevel har vi at gøre med Spanien, hvor højt skattede trænere bliver afskediget på dagen for vundne mesterskaber. Det er landet, hvor Quique Sánchez Flores fortalte medierne, at han med fyringen fra Valencias stab havde fået sit liv tilbage. Og det er landet, hvor Laudrups sympatiske Cruyff-fodbold anno 2007 - men uden Cruyffs patologiske egensindighed - giver fansene noget at kigge på. Bare ikke i tabellen. Og derfor vil der fortsat være kviksand under Laudrups trænerpind.
