Partipolitisk terrorsag

Om aftenen den 11. marts 2004 gik spanierne gennem Madrids gader i protest mod den baskiske terrorbevægelse ETA. Protesten var en reaktion på terrorangrebet samme morgen, som dræbte 191 mennesker og sårede over 1.800. De fleste var overbeviste om, at det var ETA, der stod bag.

»Den første reaktion fra befolkningen var, at et terrorangreb i Spanien, det måtte være ETA – også selv om der ikke var noget i angrebets udførelse, som tydede på, at det havde noget med dem at gøre.

Folk havde ikke oplevet andet. Der var ikke nogen præcedens i Spanien, ja, i Europa, for angreb fra islamiske grupper. Det var det første. Og de fleste folk kunne ikke forestille sig det,« forklarer den internationalt anerkendte terrorekspert Lorenzo Vidino.

Han ser dog en anden forklaring på, at daværende ministerpræsident José Maria Aznar kort efter angrebet gik så vidt som at kontakte redaktørerne på de nationale aviser for at forsikre dem om, at det var ETA, der stod bag.

Og det er samme forklaring, som han bruger til at begrunde, hvordan Aznars konservative parti, Partido Popular, under hele retssagen har holdt fast i teorien, selv om beviserne ikke levnede den megen sandsynlighed:
»Diskussionen om ETA-forbindelsen er så stor, fordi ETA er et politisk redskab, som de to politiske partier udnytter til at tjene deres politiske interesser. Regeringen har en rimelig blød position over for ETA, mens de konservative står for en meget hård position. Mange ser stadig ETA som den største trussel mod Spanien, så de konservative prøver at bruge angrebene til at vise, at venstrefløjen ikke forstår problemet omkring ETA,« siger han.

Det lykkedes dog det spanske socialistparti, PSOE, at vende ETA-teorien mod Aznar ved at anklage ham for vildledning, hvilket formentlig førte til hans nederlag ved valget tre dage efter angrebet.

Al-Qaedas værk?
Skillelinjen eksisterer også i det spanske mediebillede. Lorenzo Vidino fortæller, at det for eksempel er slående, at den venstreorienterede avis El Pais næsten ikke har nævnt forbindelsen til ETA, mens den mere højredrejede El Mundo konstant har eftersøgt den.
»At beskylde ETA har altid været en konservativ sag,« siger han.
Samtidig har advokater for to grupper ofre under hele sagen insisteret på ETA’s indblanding, i en grad så chefanklager Javier Zaragosa har sagt, at »der nærmest kørte en parallel retssag baseret på ubegrundede mistanker og forudfattede ideer«.

Petter Nesser, terrorekspert ved Forsvarets Forskningsinstitut i Oslo, mener, at det fra starten var klart, at ETA ikke var involveret. Men han er til gengæld heller ikke overbevist om forbindelsen til al-Qaeda – det andet hovedspor, som har været undersøgt i sagen.
»Det er ikke kommet frem, at der er en direkte kobling til al-Qaeda, og der er ikke noget tegn på, at de har finansieret operationen.

Der er ikke noget, der tyder på, at der stod et stort organiseret netværk bag. Men det er et meget komplekst billede, og der har været flere netværk, der er gået ind over hinanden,« siger han.
Det svækker også forbindelsen til al-Qaeda, at de tre ledende islamister og formodede bagmænd til terrorangrebene var blandt de syv frifundne ud af 28 anklagede.

Hård dansk lov
Men Lorenzo Vidino mener alligevel, at forbindelsen til al-Qaeda er reel.

»Var det Bin Laden, der sendte en besked fra en hule til dem, der gjorde det? Nej, sådan sker det ikke længere. Madrid var et af de første angreb, hvor man virkelig havde decentraliseret operationerne. Men kan du kalde gruppen for al-Qaeda? Hvis du ser al-Qaeda som en gruppe, så nej. Men hvis du ser al-Qaeda som en bevægelse, ja, så kan du godt sige, at de var al-Qaeda. For de var formet og radikaliseret af personer med tilknytning til al-Qaeda,« siger han.
Lorenzo Vidino anfører også, at den spanske lovgivning ikke er særligt hård.

»Der er et problem med spansk lov. I USA ville de have fået en dom. Og også i Italien, hvor den ene af de tre, Rabei Osman El Sayed, allerede sidder fængslet for sin rolle i sagen,« siger han og drager også en parallel til de danske terrorsager:
»Set ud fra dommen over Said Mansour må man sige, at den danske lov er ret hård. De fleste europæiske lande ville ikke have været i stand til at dømme ham.«

Endnu et politisk spil
Tilbage står både en mængde ubesvarede spørgsmål og en manglende forløsning i det, der er blevet kaldt Europas værste terrorsag. Men måske var det aldrig realistisk, at sagen skulle give den dom og den afklaring, det spanske folk havde håbet på. De syv mænd, der blev betragtet som de egentlige hovedmænd bag angrebene, var således ikke på anklagebænken. De sprængte sig selv i luften i en lejlighed i udkanten af Madrid, da politiet var på vej til at anholde dem cirka tre uger efter angrebene.

I dag frygter nogle spaniere, at sagen inden længe igen bliver del af et politisk spil, idet landet varmer op til et nyt valg til foråret. Et af ofrene, Clara Escribano, sagde i denne uge til avisen The Guadian, at hun frygter, at politikerne »vil lege med ofrene endnu engang«.
Meget tyder da også på, at de partipolitiske stridigheder ikke er forbi. Den konservative partileder, Mariano Rajoy, har således krævet, at efterforskningen fortsætter, mens ministerpræsident José Luis Rodríguez Zapatero har erklæret, at »sandheden nu er kommet for dagen«.

hra@information.dk