Igen er en debat om en kritisk dokumentarfilm kommet til at handle om form i stedet for indhold. Men når man ser Bastard Films dokumentar Opera – med døden i kulissen på Ekstra Bladets hjemmeside, må man umiddelbart konstatere, at der intet formmæssigt er galt med den. Det er sandt, at metoderne er kontroversielle. Filmet med skjult kamera og under falske identiteter. Men når man kender arbejdsforholdene for journalister i Kina, så er det indlysende, at det er metoder, der er nødvendige for, at historien overhovedet skal kunne fortælles. Og det skal den. Det er en kedelig tendens, at saglig kritik drukner i diskussioner om klippeteknik.
For Miki Mistrati har en god historie, og han er tilmed en klog forretningsmand, så da TV 2 udviser vægelsind og vil redigere i dokumentaren, ved han selvfølgelig, at det bliver historien kun bedre af. A.P. Møller Fonden bruger ikke bare underleverandører, hvis arbejdere bliver dødeligt syge. De manipulerer muligvis også pressen til at holde kæft om det.
Men uanset motiverne så er der ingen tvivl om, at Anders Kronborg, TV 2’s konstituerede direktør, har dummet sig noget så gevaldigt, og med denne sag har han forhåbentligt undermineret alle sine chancer for at blive permanent i stolen. Hvis en kritisk dokumentar om Danmarks største virksomhed ikke kan vises på en public service-kanal, hvor kan den så? Det er ikke ramt helt ved siden af, når Ekstra Bladet selvretfærdigt erklærer, at de har overtaget TV 2’s public service-forpligtelse ved at vise dokumentarfilmen på deres hjemmeside.
Men her skal man holde sig for øje, at ligegyldigt om spekulationerne om, hvorvidt A.P. Møller har gjort Kronborg opmærksom på koncernens betydelige repræsentation i tv-stationens reklameblokke, har noget på sig eller ej, så er det et faktum, at kritiske historier om koncernen kan få økonomiske konsekvenser.
Det kan både Berlingske Tidendes bestyrelse og annonceafdelingen på Information nikke genkendende til. Så Anders Kronborgs svage argumenter er forklarlige, og selvom hans ageren er dybt kritisabel, så er den ikke overraskende, for han er ikke alene.
De seneste år har landets to public service-kanaler udvist en grad af selvcensur, der er bekymrende. Det er baseret på en misforstået nypuritanisme og på en diffus frygt. For politikerne, for seerne, for annoncørerne. Og man kan kun gætte på, hvor frygten kommer fra, men begge stationer er presset og befinder sig i identitetskriser.
DR på grund af et byggeri i Ørestaden og TV 2 på grund af en masse søsatte projekter uden kaptajn til at manøvrere ud af det offentlige og ind i det private. Men i virkeligheden er det vel naivt, hvis de forestiller sig, at det at aflyse en julekalender eller en kritisk dokumentarfilm kan have nogen som helst betydning i forhold til de udfordringer, de reelt står overfor. En seksuelt frustreret skuespiller, en antiamerikansk tv-vært og en magtfuldkommen virksomhed hører til deres mindste problemer.
Men fortsætter de reaktionsmønstret, kan det blive et seriøst problem for ytringsfriheden.
