I undergrundsbanen på vej mod det vestlige kvarter Dahlem, hvor Informations korrespondent skal opleve den tysk-tyrkiske advokat Seyran Ates præsentere sin nye bog Multikulti-fejltagelsen, sidder en af de unge muslimske piger, som Seyran Ates i sin bog kalder »meget påfaldende og irriterende«.

Pigen er vel 16-17 år og umådelig smuk. Hendes teint har en perfekt olivenglød godt hjulpet på vej af foundation. Hende store grønne skrå øjne er indrammet af sort kohl. Hun har perfekt plukkede, smalle bryn og lipgloss på sin fyldige læber.

Hun er iført sorte stramme jeans, en sort taljeret jakke med bælte, sneakers med blomster og en lækker sort taske. Om hovedet, så man intet kan se af hendes hår, har hun et stramt turkis hovedtørklæde og derudover et turkis mønstret silketørklæde, som falder ned ad nakken. Ved hendes side sidder hendes fem-seks år yngre småtykke lillebror.

Af med tørklædet
Seyran Ates er en inkarneret modstander af hovedtørklæde til muslimske kvinder. I oktober 2006 opfordrede hun de muslimske kvinder i Tyskland til at lægge det, »da det forhindrer integration og misbruges som politisk instrument«, som hun skriver i sin bog. Samme dag, som artiklen stod i avisen, modtog hun mordtrusler og hadefulde emails, og den politibeskyttelse, som hun allerede stod under, skærpedes yderligere.

I sin nye bog skriver hun om fænomenet modebevidste muslimske kvinder, der til tider sågar kombinerer hovedtørklædet med stumpebluser og navlepiercinger: »Disse kvinder gør sig først for alvor til seksualobjekter, der leger med mænds fantasier om, hvad der gemmer sig under tilhylningen.«

Efter Ates’ mening skal hovedtørklædet af, og især skal det forbydes i skoler og på universiteter.

»Skolen er for mange muslimske piger et frirum, som man slet ikke skal undervurdere. Kun her får de del i en vis respekt og ligebehandling,« skriver hun og fortæller, at mange muslimske piger tager deres tørklæde af, så snart de kommer hen i skolen. Hvis læreren har tørklæde på, vil de måske føle sig nødsaget til at beholde det på.

Beskyldt for højrepopulisme
På det Etnologiske Museum i Dahlem sidder mere end 300 mennesker og venter i salen på Seyran Ates. Kun enkelte af dem har sort hår, de fleste er midaldrende tyske ægtepar, der vil opleve en af de højest profilerede andengenerationsindvandrere i Tyskland live.

Seyran Ates er lille og smilende og iført en kobberfarvet skjorte og bukser. Det korte hår er efterhånden mere gråt end sort, og hun indleder med at sige, at hun bliver anklaget for at polarisere.

»Senest blev jeg sammen med en tysk-tyrkisk kvindelig sociolog og to tyske jødiske mandlige forfattere beskyldt for at være højrepopulistisk i en kommentar i Taz (venstreorienteret dagblad i Berlin, red.). Men ikke sjældent siger tyskere til mig: ’De kan sige det, De kommer fra Tyrkiet. Jeg kan ikke.’ Denne bog er også en opfordring til Dem om at åbne munden. Jeg er opvokset i Tyskland og har gået i tysk skole og lavet mine lektier. Jeg gør bare det, De har lært mig,« siger Ates veloplagt til publikum, mens folk klapper.

At hendes bog er konstruktiv og også giver mange bud på mulige løsninger af problemerne, indikerer undertitlen »Hvordan vi bedre kan leve sammen i Tyskland« også.

Seksuel revolution
»I islam har vi brug for en seksuel revolution,« fortsætter hun. »Det blev jeg klar over efter at have holdt en lang række foredrag om æresdrab, hovedtørklæde, sharia, vold i ægteskabet og tvangsægteskaber.«

Hun taler med en ligefremhed, der står i skærende kontrast til den berøringsangst, hun mener kendetegner det tyske samfund. I bogen skriver hun: »Tyskerne skændes endnu om, om man overhovedet må tale om problemer som tvangsægteskaber, æresdrab, islamisering, kvindeundertrykkelse blandt kurderne og tyrkerne etc.«

Men at Ates ikke er bange for at smide det multikulturelle samfunds problemer ned i en stor gryde og skrue godt op for blusset, bliver man klar over allerede i bogens forord: »Mange tyskere, heriblandt mange venstreorienterede, tror stadig, at drømmen om det multikulturelle samfund engang bliver virkelighed, når bare man lader tingene gå sin egen gang.

Men det er en fejltagelse. Multikulti, sådan som det indtil nu er blevet udlevet, er organiseret ansvarsløshed,« læser hun og fortsætter: »Jeg kalder flertallet af multikultier for ansvarsløse, fordi de udelukkende udviser en uforpligtende tolerance over for andre kulturer. Så længe de ikke bliver påvirket af andre livsformer, kan ’de andre’ gøre, hvad de vil.«

Fra scenen ved siden af udspørgeren Christian Richter, der er boghandler i Dahlem og står for arrangementet, siger hun, at når hun taler om parallelsamfundets problemer, siger mange muslimer til hende: »Du har ret, Seyran, men du skal ikke tale så åbent om det, for det bliver brugt imod os.«

»Jo, vi skal tale om det,« råber hun og fortæller, hvordan tyske feminister før i tiden sagde til hende: Ingenting skiller os, og alle kvinder i verden i forbundne. »Jo, sagde jeg til dem, der er noget, der skiller os, og det har jeg vidst, siden jeg var 15 år: tvangsægteskab. I kan ikke blive udsat for tvangsægteskab. Straks fik jeg mundkurv på. Det kan bruges af højrefløjen, sagde de,« siger Ates, der dog mener, at mundkurven er blevet løsnet noget siden 11. september 2001.

Integrationspolitik er kvindepolitik
Ifølge Seyran Ates skal integrationspolitikken over hele verden orientere sig mod kvindepolitik, hvis den skal lykkes. Hun mener, at de muslimske piger og kvinders situation i Tyskland indikerer, at integrationspolitkken har været fraværende. »Havde sådan én virkelig eksisteret, ville der i dag ikke findes så mange misforhold i mange muslimske piger og kvinders liv,« læser hun.

Ates, der opgav sin advokatbestalling tilbage sidste år, efter at være blevet angrebet på åben gade af en klients mand, kigger op fra bogen og tilføjer: »Jeg har altid villet kæmpe for kvinders rettigheder, og jo mindre vi taler om disse rettigheder, jo sværere er det at kræve dem. Jeg er af muslimer altid blevet kritiseret for at tale om det. Men De? Under De os ikke de samme rettigheder, som alle de tyske kvinder har?«

Fejlslagen integration
Omend hun tydeligt giver venstrefløjen én på hatten for at have lullet sig selv i søvn og langt ind i multikulti-drømmen, langer hun i sin bog også kraftigt ud efter resten af det politiske spektrum. Tre punkter ser hun som betegnende for den fejlslagne integration af Tysklands godt 3,2 millioner muslimer: Rigtige mange muslimske børn taler ved skolestart næsten ikke tysk, mange tysklændere (som Ates kalder indvandrerne med stærk tilknytning til Tyskland) har dårlige eller ingen grundskoleafslutning, og mændene foretrækker stadig at gifte sig med en partner fra hjemlandet.

Rent faktisk er det 20,2 procent af børn med indvandrerbaggrund, der i Tyskland forlader skolen uden eksamen, mens det samme kun gælder for 9,2 procent af børnene med tysk baggrund.
hen@information.dk

Seyran Ates: Der Multikulti-Irrtum. Wie wir in Deutschland besser zusammenleben können, Ullstein Buchverlage 2007, 281 sider, 18,90 euro

Fakta

Seyran Ates er født i 1963 i Istanbul af en tyrkisk mor og har en kurdisk far. Hun fulgte som seks-årig med sine forældre til Berlin, hvor hun har boet siden. Hun flygtede hjemmefra som 17-årig for at flytte sammen med sin tyske lærer, hvorefter hun begyndte at studere jura.
Som helt ung studerende arbejdede hun frivilligt på en retshjælp for muslimske kvinder, hvor hun blev skudt af en mand, mens hun talte med en klient. Klienten døde, og Ates blev livsfarligt såret. Manden tilhørte den fascistiske tyrkiske organisation De Grå Ulve.
Hun gennemførte sit jurastudium og arbejdede som advokat især for de mange af Berlins muslimske kvinder, der ville skilles eller lægge sag an mod deres voldelige ægtemand.
Sidste sommer opgav hun sin advokatbestalling og lukkede sit advokatkontor, da hun og en klient umiddelbart efter et retsmøde blev overfaldet på gaden af klientens mand, og ingen forbipasserende greb ind. Ates var bange for sin egen og for sin tre-årige datters sikkerhed.
Det meste af Berlins advokatstand støttede Seyran Ates offentligt, og i september i år fik hun sin bestalling igen. Hun har dog ikke længere sit eget advokatkontor og tvivler også på, om hun tør arbejde som advokat i samme omfang som tidligere.
Seyran Ates deltager i indenrigsminister Wolfgang Schäubles intergrationstopmøder, som begyndte sidste efterår.