BORGERLIG ANSTÆNDIGHED burde jo trives under en borgerlig regering. Men ærligt talt, er det sådan, det er gået siden regeringsskiftet i 2001?
Nej, vel? Dansk Folkeparti har ikke fået lov til at beholde en eneret på appel til menneskets dårlige egenskaber. F.eks. forestillingen om, at samfundet bliver bedre, des mere det sætter folk i fængsel.
I årtierne efter Anden Verdenskrig og den tyske besættelse af Danmark var der bred enighed om, at målet for straffepolitikken var at straffe så lidt og så humant som muligt. Det skyldtes blandt andet, at ledende borgerlige politikere var præget af de erfaringer, de havde gjort som tyskernes fanger i danske fængsler. Hertil kom, at den kriminologiske forskning kunne påvise, at udsigten til straf hverken påvirker folkemoralen eller den enkeltes trin på dydens sti.
Der var også enighed om, at hensynet til ’retsfølelsen’ – denne noget diffuse størrelse, der mere konkret kan omsættes til ønsket om at undgå de forurettedes selvtægt – tilsagde, at straf var et nødvendigt onde. Men helst så lidt som muligt.
DENNE HUMANE tid er omme. Med indlån fra
angelsaksiske landes højrehysteriske krav om ’lov og orden’ har VKO forlangt straf, mere straf og længere straf og til flere og flere. Bliver det et praktisk problem at opbevare alle de indeburede, bygger vi bare flere fængsler, ja vi gør så. Og vi er inderligt ligeglade med argumenter, om at det ikke nytter noget, men gør ondt værre, f.eks. at anbringe unge i det, som kriminologer kalder »kriminalitets-universiteteter«. Vi følger nemlig vores retsfølelse, og det føler vi det vældigt godt med.
Den førende kraft i henvisningen til retsfølelsen og dens krav om tugt og spjæld har været justitsminister Lene Espersen (K). Indimellem har hendes straffekrav lydt så skingre, at man kunne føle trang til at spørge:
Møder den kvinde dog aldrig en straf, hun ikke er glad for?
AT ESPERSEN i sin straffetørst har mistet dømmekraften, beviste hun i gårsdagens morgenradioavis: Nu forlanger hun børn helt ned i 10-11-års alderen anbragt på lukkede institutioner – under lås og slå – hvis de begår grov kriminalitet. Og ikke noget med omsorg her. Ministeren foreslår, at personalet til at holde børnene indespærret skal komme fra politiet eller fængselsvæsenet.
Ønskede man at høre en menneskelig røst i denne sag, måtte man vente på, at juraprofessor Eva Smith, formand for Det Kriminalpræventive Råd, kom til orde i Radioavisen. Eva Smith sagde:
»Altså, det er børn, vi taler om. En 10-årig, det er kun et lille barn – i virkeligheden. Hvis man er nødt til at fjerne børn fra hjemmet i den alder, så må en plejefamilie – i hvert fald som udgangspunkt – være det rigtige sted at anbringe et barn.«
Varmt sagt, Eva Smith! Hvis der er nogen, der skal fjernes, er det navnlig justitsministeren. Og hun behøver såmænd ikke komme under lås og slå. Bare hun får frataget nøglen til Justitsministeriet. ò
