Fatih Birol er ikke ligefrem kendt som hysteriker. Som magtfuld cheføkonom i Det Internationale Energiagentur (IEA) i Paris forbindes han med agenturets traditionelt beroligende, for ikke at sige bagatelliserende linje i spørgsmålet om verdens fremtidige olieforsyning. IEA har i årevis i sine statusrapporter forsikret verden, at der i hvert fald frem til 2030 vil være fin balance mellem global olieproduktion og -forbrug, og at olieprisen derfor vil holde sig pænt nede på 30-55 dollar pr. tønde.

Derfor skaber det panderynken i verdens økonomiske og politiske magtcentre, at Fatih Birol nu er begyndt at råbe med panik i stemmen.

»Vi kan komme til at se meget høje priser, som vil nå et niveau, hvor hjulene falder af,« sagde Birol forleden i et interview i New York Times. IEA’s cheføkonom har netop lagt sidste hånd på dette års statusrapport, World Energy Outlook 2007, der ventes offentliggjort i London i morgen, og Birol siger, at processen dette år har betydet »et jordskælv« i hans egen tænkning om olieforsyningsspørgsmålet.

Ifølge interviewet vil især den voldsomme vækst i Kinas og Indiens oliebehov sætte de globale forsyninger under pres. På sigt, siger Birol, vil Kinas oliebehov svare til hele produktionen i Saudi-Arabien, verdens største olieproducent og i dag måske det eneste olieland med en vis ledig produktionskapacitet.

Derfor vil morgendagens IEA-rapport ifølge cheføkonomen varsle olieprisstigninger meget større end tidligere forudset, med risiko for en alvorlig international økonomisk afmatning til følge.

Fatih Birols tilsyneladende opvågnen til virkeligheden kommer på et tidspunkt, hvor olieprisen har nået 96 dollar pr. tønde og i denne uge frygtes at passere 100 dollar. Og hvor stadig flere ledende skikkelser fra olieindustri og OPEC-lande åbent siger, at vi nu befinder os på toppunktet for den globale olieproduktion, og at alverdens olieproducenter om et par årtier ikke længere kan dække den forventede vækst i efterspørgsel.

Dette er alarmsignal nummer to for en global økonomi baseret på de fossile brændsler. Alarmsignal nummer ét er de foruroligende og accelererende virkninger af den globale opvarmning. Tilsammen er det skriften på væggen for en kort epoke i den menneskelige civilisations historie, hvor umådeholden afbrænding af begrænsede energilagre har mangedoblet økonomien, velstanden og forbruget, men nu fordrer radikal teknologiomlægning og hastig omvurdering af livsstil, vaner og værdier, hvis ikke opturen skal erstattes af økologisk og økonomisk sammenbrud.

Overlevelsen er også blevet et tema i den danske valgkamp, selv om emner som Naser Khaders sorte (?) arbejde, skattefri øer og fri heroin byder på hård konkurrence. Med de radikales ambitiøse klimaudspil i går tegner der sig muligheden for et grønt flertal uden om regeringen for at sætte vidtgående, men nødvendige mål for vedvarende energi, energibesparelser og CO2-reduktion. Det alternative flertal for omstilling af Danmarks energisystem – som vil eksistere, hvis Ny Alliance står ved sine valgløfter – er nødvendigt at aktivere, fordi regeringens politik har vist sig at indebære stigende kulforbrug, stigende CO2-udledning og – i år – fald i den installerede vindkraftkapacitet.

Stående foran denne omstilling er Danmark i en speciel, tvetydig, men også begunstiget situation. Nok er vi som alle andre lande sårbare over for kriser i verdensøkonomien udløst af høje oliepriser og knaphedssituationer. Men som olieland er Danmark samtidig i en position, hvor det økonomiske udgangspunkt for at realisere den store omstilling er ideelt. Som det fremgik af mandagsavisen er olieprisen steget fra 22 dollar pr. tønde til 95 dollar siden indgåelsen i 2003 af den gældende Nordsø-aftale med Dansk Undergrunds Consortium (DUC). Det giver staten en forøgelse af olieskatteindtægten, næste år anslået til 26 mia. kr., og dele af dette beløb kunne danne et solidt finansielt grundlag for den store nationale omstillingsøvelse, der fordrer betydelige investeringer i det nye energisystem. Faktisk er tiden inde til et opgør med de gældende beskatningsregler, der stiller DUC langt gunstigere end olieselskaber i den britiske og norske del af Nordsøen, ja, så gunstigt, at man ifølge Svend Auken må søge til u-landene for at finde tilsvarende selskabsfavorable skatteregler. De Radikale, der er del af Nordsø-aftalen, forlanger nu en genforhandling af aftalen med henvisning til, at »afgørende forudsætninger« er ændrede.

Olieprisstigningerne er med til at gøre omstillingen til bæredygtighed langsigtet rentabel, og de danske olieindtægter kan sikre de nødvendige investeringer. Desværre synes regeringen ikke at have indset hverken situationens alvor eller de nye muligheder. Man vil ikke ved genforhandling sikre en større del af Nordsø-profitten til finansiering af det nye, bæredygtige Danmark. Man vil ej heller binde sig til energisparemål, som ifølge regeringens egne tal kan give samfundsøkonomiske milliardgevinster.
IEA’s Fatih Birol skriger på krisebevidsthed og omstilling af de rige landes investeringsstrømme, inden det er for sent. Mange andre har skreget meget højere, meget længere. Gad vidst, om regeringen snart lytter? Gad vist, om vælgerne gør det om en uge?