S vil sikre armslængdeprincip

Fagudvalgene under Kunstrådet skal fremover bevilge støttekroner, hvis det står til Socialdemokraterne, der i dag præsenterer sit udspil til en ny kulturpolitik
Fagudvalgene under Kunstrådet skal fremover bevilge støttekroner, hvis det står til Socialdemokraterne, her kulturordfører Mogens Jensen, der i dag præsenterer sit udspil til en ny kulturpolitik. Foto: PR-foto

»Der har under den borgerlige regering været en tendens til at svække armslængdeprincippet.«

Det er meldingen i Socialdemokraternes udspil til kunststøtten fremover. I det kulturpolitiske udspil, »Kultur er velfærd« som partiet præsenterer i dag, lægges op til en omstrukturering af Kunstrådet. Fremover skal Kunstrådet have en mere vejlende rolle, og de enkelte fagudvalg skal tildele støttekronerne og selv sidde med beslutningerne. Armslængdeprincippet skal sikres, mener socialdemokraterene.

Professor Jørn Langsted, som også er leder Kulturpolitisk Forskningscenter Århus, er positiv over for udspillet.
»Det er sympatiske signaler,« siger han og peger på, at armslængdeprincippet nu styrkes, at den tværfaglige kunst vil få sit eget udvalg, og at rollerne i kunstrådet i det nye udspil vil blive tydeliggjort.

Om armslængdeprincippet, altså en adskillelse af politiske ønsker og kunstfagligt arbejde, siger Jørn Langsted:

»Jeg mener ikke, at Brian Mikkelsen (K) har blandet sig. Det handler ikke om dårlige erfaringer, men det er måske et ønske at gøre armslængden mere helstøbt,« siger han.

Socialdemokraternes kulturpolitiske ordfører, Mogens Jensen, mener, armslængdeprincippet skal sikres, fordi »beslutningerne er kommet for tæt på ministeren.«

»Vi fik i 2001 en minister, som brugte kulturpolitikken til at føre kulturkamp. Samtidig skete der med Kunstrådet en omstrukturering af støtten. Og det er et problem, at det sekretariat, der servicerer kulturministeren, også sidder med uddelingen af støttekronerne,« siger Mogens Jensen.

Faglighed
Derfor ønsker han at omstrukturere Kunstrådet. Fremover skal de enkelte fagudvalg suverænt fordele midlerne, samtidig skal handlingsplaner besluttes i de enkelte udvalg. Tidligere var det kulturministeren, der skulle godkende dem. Kompetencerne skal nu flyttes til de enkelte fagudvalg.

Fakta

Kultur er velfærd

Socialdemokraterne præsenterer i dag udspillet ’Kultur er velfærd’.
Om kunststøtten hedder det blandt andet:
Kunstrådet skal have ny struktur.
De kunstfaglige udvalg skal have endelig og suveræn beslutningsmyndighed vedr. bevillinger og handlingsplaner. Dette skal sikre armslængdeprincippet
Kunstrådet skal ikke være bevilgende, men rådgivende.
Kulturministeren skal udpege formænd for kunstrådet og fagudvalgene samt en tredjedel af medlemmerne. I dag udpeger ministeren to af fem medlemmer.
Kunstrådet skal i højere grad koordinere og anvise retningslinier og have en mere debatskabende funktion, bl.a. ved at afholde konferencer og lignende.

»Det er for at styrke fagligheden. De, der følger med i de enkelte områder, skal tage beslutningerne,« siger Jensen.

Samtidig ligger det i udspillet, at det Kunstrådet skal have en anden rolle.

»Kunstrådet skal sætte kulturpolitiske diskussioner i gang. Ud over at vejlede ministeren skal Kunstrådet være stedet, hvor der er et modspil, hvor man sætter krydderi på kulturpolitikken,« siger Mogens Jensen, som savner, at mere overordnede temaer debatteres:

»Er uddannelsen god nok på de enkelte områder, er vi mangfoldige nok, når man ser på støttede projekter?«

Jørn Langsted mener, det er positivt, hvis Kunstrådet i højere grad bruges, som man gør det i Norge og Sverige.

»Her er man langt mere udfarende og debatskabende. Det kunne for eksempel være en idé at se på kulturpolitikken efter struktursammenlægningen,« påpeger Langsted.

Det kan være et område, hvor Kunstrådet med konferencer kan være med til både at skabe debat og undersøge, hvordan den reelle kulturpolitik fungerer lokalt.

Jørn Langsted peger også på, at den tværfaglige kunst har brug for et løft. I 2007 blev pengene til tværfaglige projekter under Kunstrådet reduceret. Dette vil socialdemokraterne nu råde bod på med et særskilt udvalg til den tværfaglige kunst.

»Dette udvalg signalerer, at der skal følge penge med til nye tiltag på tværs af genrene. Et andet signal er, at man med et særskilt udvalg vil have fagfolk, der specifikt ved noget om tværfaglige projekter,« siger Langsted.

Mogens Jensen mener, at det tidligere har været svært at placere tværgående aktiviteter.

»Vi vil afsætte flere frie midler til de tværfaglige projekter,« lover Jensen.

Færre fagudvalg
Endelig bifalder Jørn Langsted Socialdemokraternes idé om, at antallet af fagudvalg skal drøftes hvert år. Det er et signal om, at man ikke betragter kunst som noget fastlåst.

»Det kan jo være, at der er mange tværkulturelle projekter, og at det derfor er vigtigt at betragte disse adskilt,« påpeger Langsted.

nizw@information.dk


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her