I Vi, de druknede fra i fjor sagdes det blot, at kunstmaler Carl Rasmussen faldt over bord “under uopklarede omstændigheder” på en rejse hjem fra Grønland. Nu kan man trygt slå fast, at han får sin død penslet ud.
Jens Erik Carl Rasmussen (1841-93) er, om ikke lige berømt, så dog kendt som Ærøs marine- og Grønlandsmaler. Alene på Marstal Søfarts-museum findes godt 40 billeder af ham, og hans værker handles stadig, tit til pæne priser. Med Carsten Jensens nye roman forvandles han til en figur i et digterisk arrangement, hvis kerne er forsøget på at løse gåden fra dengang: Var det ulykke eller selvmord - eller noget mere mystisk tredje?
Kærlighed og kriser
For at sandsynliggøre sit eget bud på et svar går forfatteren efter de afgørende oplevelser, opbrud og indbrud i hovedpersonens liv. Først scenen, da det på en bakke lykkes ham at samle de ellers så bittert stridende knøse fra Ærøskøbing og Marstal i andægtig lytten til Odysseen og dermed i fælles respekt for kunsten som sjælenes forener. Dernæst ynglingens afsked med skrædderhjemmet, ankomsten til København og hans lammende kærestesorg. Siden optagelsen på Kunstakademiet og hans første rejse til Grønland, efterfulgt af smerten, da han ved hjemkomsten forstår, at hans forlovede Henrietta er død. Videre den krise, der opstår, da han har giftet sig med hendes søster, er flyttet over til Marstal og skal male altertavle til byens kirke og under gevaldigt besvær bruger lokale modeller til såvel Jesus som fiskerne på Genesareth Sø. Og endelig malerens sidste rejse, hvor han dratter eller springer eller drages ud i havet.
Dén fatale tur strukturerer bogens komposition i en stadig klippen mellem nutid og fortid. Indtil sidste afsnit, hvor vi dels følger ligets videre skæbne nede i dybet, dels enkens fortsatte liv som grædekone i fiskerbyen, lader Carsten Jensen fortællingen bølge langstrakt frem og tilbage. Vi, de læsende, skal forstå, at Rasmussens krise på skæbnerejsen lader sig kausalforklare ud fra hans veje som maler og mand.
Traditionel teknik
Modsat Vi, de druknede, hvis brede panorama og myldrende persongalleri blev overlejret og til dels forplumret af et ikke videre velvalgt, lidt flimrende fortæller-vi, holdes Sidste rejse i 3. person med Carl Rasmussen som synsvinkelbærende ledefigur - undtagen altså der, hvor han er død, og vi med enkens øjne får lov at følge døden, der bortriver syv af hendes børn. Det valgte, sikkert fastholdte perspektiv gør teknikken traditionel, men dette kan ligesom skrivemåden opfattes som en pointe i samklang med værkets budskab.
Stilistisk maler Carsten Jensen med såvel den fine som den brede pensel, og han bruger hele paletten. Her er hele serier af åbne spørgsmål, som hovedpersonen stiller sig selv. Her er gode og velprøvede greb som fremhævende ordstilling a la Bang (efter modellen: “Børn fik de jo ikke”.). Her er lange højstemt følelsesfulde passager, og her veksles effektfuldt mellem lapidarsyntaks og udførligt beskrivende, mere fyldige afsnit.
Heri kan der siges at ligge en dyb konsekvens. For Rasmussens problem består i, at han hele livet holder fast i, hvad han ytrede som dreng: “Jeg maler ikke noget, der er grimt”. Det bliver hans credo som kunstner og gør ham til en dyrker af det smukke og gode, et menneske af den ædle slags, der vil oplade og opbygge sindet.
Kniven i øjet
Men denne livs- og kunst-opfattelse får ham også til at opsamle en buldrende vulkan af undertrykt længsel - dels personlig, erotisk, dels og især kunstnerisk, æstetisk. Konflikten mellem helhed og del - den helhed, som tilværelsen nu engang er, og det udsnit af den, som Rasmussen vælger - iscenesættes med en tydelighed som et manifests, da Ærø-maleren møder Gauguin og væmmes ved hans smørerier, hvor farverne vælder utæmmede frem:
“Han havde gjort farvernes uhæmmede, strømmende løb til sin form. Det var ikke noget maleri. Det var et overfald. Det var en kniv, der skar tværs gennem hans øje og efterlod øjenæblet punkteret og lækkende. Og gennem øjet nåede kniven hans livsnerve.”
I Carsten Jensens fortolkning er det da ud fra et dunkelt ønske om at blive forvandlet, forløst, at Rasmussen, skønt etableret som maler, med kone og otte børn i et stateligt hus i Marstal, beslutter at vende tilbage til Grønland. Han vil op og hele sin splittede sjæl, håber at kunne male med en ny sanddru dristighed.
“Han malede sig fra havn til havn, fra næs til næs, fra isbjerg til isbjerg, fra boplads til boplads, fra kajak til kajak.” Men: Resultatet er lutter rutine. Han kender motiverne og paletten nærmest udenad, og arbejdet skrider rask fremad. Men i hans indre vokser et kaos.
Mørket mod lyset
Man tager næppe meget fejl, hvis man ser Sidste rejse ikke kun som et litterært anneks til Vi, de druknede (hvorfra adskillige personer går igen), men også som en praktiseret poetik over den type litteratur, Carsten Jensen går ind for og gerne vil skabe. Han mener, hvad han siger; han siger, hvad han gør; han gør, som han mener: Skider på den gode smag i tiden, som helst dikterer forbud mod sjælsanalyse og skæbne-drama, og som med omhu forsøger at undgå de gammeldags romangreb. Heraf opstår visselig ikke nogen nybrydende litteratur, men Carsten Jensen leverer gladelig varen af den enkle grund, at hans metode kan bruges til noget.
Nemlig i dette tilfælde til at fyre en bredside imod den danske dyrkelse af pænhed og renhed og ublandet national idyl, idet lyset i skikkelse af en kunstner konfronteres med mørket: åndetroen i grønlænderne, samt i det hele taget det kødelige, konkrete, beskidte og vidunderlige liv. Og døden, det indbefatter.
Med denne hensigt, der på samme tid er eksistentiel og politisk, er Jensen denne gang stået til søs, og med den når han æstetisk i havn, sikker og ferm som han er i beherskelsen af sine midler.
Carsten Jensen: Sidste rejse
•324 sider.
•249 kroner.
•Gyldendal.
•ISBN 978-87-02-06330-1. •Udkommer i dag.
Kommentarer