Det er en anden Axel, han er i bevægelse, flytter sig hurtigere, når han da ikke som nu, beruset af kedsomhed, af vin og tømmermænd, forsøger sig som livsnyder, ingenting gider.
Kan du rokke med ørerne.
Nej.
Jo, lad mig nu se.
De ruller rundt på tæppet i klitterne ved Bovbjerg, efter de først har besteget fyret, efter de har stået og ladet sig blæse igennem, og Axel har råbt, tømt sine lunger i blæsten, bare råbt sin glæde ud, sin forelskelse, sit nærvær.
Der er noget desperat over ham, også selv om han bare ligger ned, lader sig kilde med et strå, ligger med halvt lukkede øjne og måske er lige ved at falde i søvn, så runger det i ham.
Han er ikke fyldt, han er hele tiden til stede med sin sult. Med håret ned i panden, det stride hår i øjnene, som en syttenårig, selv om han allerede er midt i tyverne.
Der er noget fanatisk over hans projekter, som nu på stranden, hvor han leder efter fossiler, selv om han bare leder efter fossiler, selvom han bare samler indtryk, selv om det bare er horisontens forsvinden i dis, næsten som hos Turner, en tømning, i et fravær af lys.
Selv om det bare er, at de sidder inden på cafeteriet og drikker noget alt for tynd kaffe. Mens markvejen skærer sig gennem landskabet, gennem det høje bølgende græs, og mens skyernes skygger driver op over bakken, driver over det vidstrakte land, græs, korn, et hegn af tjørn, over vejen og videre.
Videre endnu.
En eftermiddag om sommeren.
Han ryger uafbrudt, hænger ind over bordet, tænder den ene cigaret efter den anden og reciterer Schade:
Velkommen til Holsterbro - der finder du fjerne Heder
og øde, flade Marker med tyndt Græs og Korn.
Der er langt imellem Straaene. Og Købmandens Dør
lyder øde og dejligt,
naar den en gang imellem aabnes. Da dufter der
af Rosiner og Mandler fra Udlandet, noget
som aldrig kommer til det øde Vestjylland ad Jordens Vej,
men maa sejles tværs over Have, og køres.
Det dufter af Kaffe og Vin, af Chokolade og Tobak,
dérude driver de graa Skyer hen over Kornet
i Eftermiddagssolskin. - Og forbi Døren med Skiltet:
en ung Pige med en Cigaret
i Munden og mellem to Fingre.
Der er noget fanatisk over hans omfavnelser af hende, som næsten mere er en omfavnelse af ham selv, et forsøg på at holde sammen på det, de dele, der er ham, når han stikker sin tunge ind mellem hendes tænder og lader spidsen røre, når han igen standser bilen, og de skal se noget tættere på, højere oppefra, en dusk klokkelyng, et strå, der som en passer har ridset sin cirkel i sandet i klitten.
Hun bliver træt, hun kan ikke blive ved, det bliver mere og mere ham, eller det har hele tiden været ham, hun er bare tilskuer. Det er de små sprækker, der opstår imellem dem, allerede nu, som vel altid opstår mellem mennesker, nyforelskede, som skal være der, men som samtidig gør så ondt.
Men det er ham, hun ser på, meget mere end horisonten, meget mere end klokkelyngen, de vættelys, de har fundet, lammene. Hun elsker ham.
Hun aner allerede, hvor farligt det vil blive, at han aldrig vil kunne få nok, at hans sult aldrig vil blive stillet, at hun vil blive spist.
Han bliver aldrig træt.
De flytter på landet, det er det ny.
Læs også Peter Nielsens artikel i dagens avis: Landbolitteraturens store mester
