Der er valgkamp. Her i avisen, på gaden, på tv, på arbejdspladserne, i hjemmene, på lygtepælene og alle mulige andre steder.
Og så er der dokumentarfilmfestival lige om lidt. Midt i en valgkamp, der handler om en hel del, men i høj grad om Naser Khader, velfærd og skattestop.
Det er, som folketingsvalg nu engang er, en dagsorden præget af de nære nationale problemstillinger og så selvfølgelig af de klassiske person-sager; fra kendis-line-up i Ny Alliance over sort eller ikke-sort plankeværk til Paula Larrains DR-exit. Det handler (til dels) om politik, men i høj grad også om underholdning, drama, spin og image. Og ikke mindst om at gøre det komplekse simpelt.
Og hvad har det så med dokumentarfilm at gøre?
For at starte et sted, så har de to ting jo virkeligheden - og i særdeleshed den politiske virkelighed som fælles omdrejningspunkt.
Men måske stopper en del af slægtskabet også her. For hvor valget, som valgdagen nærmer sig, i høj grad handler om positionering og letfordøjelige eller formidlingsvenlige mærkesager, så står dokumentarfilmen tilbage med en ikke så letfordøjelig virkelighed. En virkelighed, der svært lader sig presse ned i politiske oneliners eller overskuelige konklusioner. En virkelighed, der ofte er mere global end lokal, og en virkelighed, der ikke tilpasser sig sidste målinger fra Greens analyseinstitut.
Uafhængig dokumentar
Hvis dokumentarfilmen kan noget, politisk set, lige her midt i valget, så er det netop at give plads til kompleksiteten. At give plads til den lange research, til eftertænksomheden, til dét, der også står tilbage om 50 år og måske vigtigst af alt: til ikke at tækkes de daglige meningsmålinger. Til uafhængigt af folkestemningen at insistere på det ikke-længere-helt-aktuelle, på det, der er begyndt at kede folk, på det, der er for fjernt eller alt for uløseligt. På det, der ikke nødvendigvis giver stemmer.
Om det hedder Irak, Abu Ghraib, Pakistan, Darfur. Eller trafficking, global opvarmning, FN og G8.
Hvis vi ser bort fra TV 2's halvpinlige danske censur-episoder med dokumentarfilmene (Mig og Naser og Opera - med døden i kulissen), så eksisterer den uafhængige dokumentarfilm rent faktisk! Og den findes i flertal på CPH:DOX - som den amerikanske film No End in Sight, der af Time Magazine er blevet udråbt til at være "den vigtigste amerikanske film i 2007". En film om ét af de emner, som har været svært at integrere i valgkampen, nemlig krigen i Irak. Filmen påviser via interview med amerikanske generaler, soldater og irakiske civile, at stort set alt, hvad der mislykkedes i den amerikanske invasion af Irak, på forhånd var blevet påpeget af de eksperter, hvis opgave det var at forudse, hvilke problemer en sådan krig ville møde!
Filmen har rystet amerikanere langt ind i de republikanske lejre og er et blændende eksempel på, hvilken uvurderlig rolle den uafhængige dokumentarfilm spiller i et demokratisk samfund.
Undersøge kunstværk
I samme åndedrag kunne nævnes en af festivalens mest kontroversielle film, Strange Culture, om den amerikanske kunstner Steve Kurtz fra Critical Art Ensemble og FBI's forsøg på at anklage ham for at planlægge et attentat mod George Bush.
Intet kunne være længere fra sandheden, men sagen kører i Guds eget land, og man må se hovedrystende til, mens FBI opfinder en virkelighed, som slår ethvert kafkask mareridt med flere længder.
Og fra den anden side af kloden kommer det tre timer lange mesterværk Fengming: A Chinese Memoir - et personligt vidneudsagn fra ét af de hundredtusindvis af ofre, der overlevede Maos Kulturrevolution. En film, der i sin tyngde, generøsitet og historiske væsentlighed kommer til at skrive sig ind i historien på samme måde som Claude Lanzmanns holocaust-film Shoah gjorde det i midt-1980'erne.
Alle tre film er - i spændvidden fra den journalistiske undersøgelse til det konceptuelle kunstværk - blændende eksempler på en dokumentarisme, der ikke blot indskriver sig i historien, men reelt omskriver den officielle historie ved at insistere på en analyse og et blik, der rækker langt ud over ethvert krav om hurtige konklusioner og benhård aktualitet.
Interessant udfordring
De nævnte film står ikke alene, de er sammen med det øvrige filmprogram et tværsnit ned igennem den internationale dokumentarfilmscene anno 2007. Et tværsnit, der med al tydelighed viser, at dokumentarfilmen er dén filmiske genre, såvel herhjemme som i udlandet, hvor der udviklingsmæssigt sker mest, og hvor der uden sidestykke er mest på spil. En genre på kraftig fremmarch og en genre, der lige nu er udsat for en offentlig opmærksomhed, der er få forundt.
Dokumentarfilmen har i løbet af de seneste år tilegnet sig en selvfølgelig tro på eget værd (Moore, Guldbrandsen), og grænserne for, hvad man må, kan og reelt gør, er i massiv bevægelse.
Nok har genren altid været kendetegnet ved en kreativ fortolkning af virkeligheden, men den har alligevel altid - på godt og ondt - måtte leve med forventninger og krav til en vis form for objektivitet.
Sådan er det ikke længere, eller sådan kan vi ikke længere forvente at møde den.
Om vi befinder os i dén ende af genren, der hedder den journalistiske dokumentarfilm, eller i den kunstneriske ditto, så sker der i disse år en bevægelse ind i nye hybride landskaber: Hvor det personlige engagement møder den journalistiske undersøgelse (fra Michael Moore til "Den 11. time"), hvor dokumentarfilmen møder fiktionen (Det røde kapel af Mads Brügger) og fiktionen møder dokumentarfilmen (Winterbottom, De Palma).
Det er en udfordring til tilskueren, men en udfordring af de mere interessante. For projektet er ikke, som man kunne foranlediges til at tro ved at følge den offentlige debat, at sløre, manipulere eller lyve, men i langt højere grad at udvikle nye måder at indkredse virkeligheden på. At overskride klassiske konventioner for, hvordan noget ser ud, når det er 'objektivt' til fordel for en langt mere aktiv fortolkning af virkeligheden, der, når den er bedst, forener det politiske, personlige og kunstneriske i et greb, som man på alle måder kun kan bifalde.
Det nye dokumentarfilm-tog kører, og alle forsøg på at hænge i bremsen er ikke blot nyttessløse, men set herfra decideret udviklingsangste.
Håber vi ses til CPH:DOX.
Tine Fischer er festivaldirektør på CPH:DOX
