YANGON - "Hvorfor er verden så interesseret i munkenes demonstrationer? Vi etniske har demonstreret i 40 år!" siger en lokal fredsmægler i Myanmar. Han er fra en af de ledende etniske grupper i landet, der efter tre årtiers væbnet kamp mod militærstyret indgik våbenhvile i midt 90'erne. Det har bragt fred til mange områder, og lokalbefolkningen er vendt tilbage til en hverdag uden åben vold, men det har ikke bragt den økonomiske fremgang eller politiske frihed, som mange håbede på.
"Vi har ikke krig mere, men vi har heller ikke noget liv," udtaler en kirkeleder fra Kachin Staten.
"Folk overlever her, men de lever ikke."
En politisk løsning på de etniske gruppers krav om begrænset selvstyre og respekt for etniske rettigheder såsom sprog og kultur har ladet vente længe på sig. Men uden en løsning på den etniske problematik kan landets aktuelle situation ikke forbedres, mener de etniske ledere i landet.
"Hvis USA og FN ønsker et fredeligt land, så forudsætter det en aftale, der inddrager de etniske," forklarer fredsmægleren.
"Uden dem er der ingen løsning." Han opfordrer Gambari, FN's særlige udsending til Myanmar, til at mødes både med munke og etniske ledere uden sit kommende besøg i landet.
"Hvordan kan de løse det uden at have møder med de etniske og munkene? Vi har bedt om at mødes med ham adskillige gange, men det er ikke sket."
Dyb mistillid
Mistilliden mellem de etniske grupper og burmanere er dyb. Det er en af grundene til at der kun var begrænset opbakning til munke-protesterne i de fleste etniske områder.
"Jeg er ikke burmeser. De har aldrig hjulpet os, så hvorfor skulle vi hjælpe dem?" forklarer en ambitiøs ung kachin med henvisning til protest-marcherne, som han valgte ikke at deltage i. Han har mange burmanske venner, er veluddannet, vil være politiker og kæmpe for sit folk.
"Dette er deres kamp - vores er en anden," tilføjer han.
"Selv hvis det lykkes for dem eller hvis Aung San Suu Kyi kommer til magten, så vil det ikke ændre noget ved vores situation."
"Vi kan ikke stole på burmanerne," slår han fast.
Trods hadet mod burmanerne kan nogle andre etniske unge godt identificere sig med munkenes kamp. Kyaw Win, 21 år og fra Arakan-staten, deltog i protesterne hver eneste dag.
"Der var også mange munke fra Arakan-staten, der deltog," forklarer han.
"Vi er kulturelt og religiøst meget tættere forbundet med burmanerne end kachinerne er, så derfor ser vi også burmanernes frihedskamp som en del af vores," uddyber han.
"Men tag ikke fejl, arakaneserne hader burmanerne og omvendt."
Den manglende tillid har lange historiske rødder. Lokalbefolkningen i de etniske områder har i årtier været udsat for overgreb fra militærstyret og dets burmanske soldater. De mange års kamp har efterladt de etniske grupper splittede. En splittelse som styret har forsøgt at udnytte gennem en effektiv 'del og hersk'-taktik, der også har undermineret de etniske oprørsgruppers opbakning blandt deres egen befolkning.
Et dødfødt barn
"Det er vores eneste chance for demokrati og for at forbedre livet for vort folk. Vi kan ikke fortsætte sådan her i al evighed," udtaler en af toplederne fra Kachin Independence Organisation (KIO), der siden 1962 har stået i spidsen for Kachin-folket i det nordlige Myanmar. I 1994 indgik det en våbenhvileaftale med styret. Ligesom de fleste andre etniske våbenhvilegrupper har KIO valgt at deltage i regimets '7-punkts plan til demokrati'.
"Jeg stoler ikke på styret, men det nationale konvent er den eneste vej fremad. En ny forfatning er bedre end ingen forfatning," understreger toplederen.
Første skridt i planen er at udfærdige en ny forfatning på baggrund af retningslinjer udstukket af et nationalt konvent - hvis deltagere er håndplukkede fra de etniske grupper og forskellige samfundsgrupper. Dernæst vil der ifølge styret være en folkeafstemning og valg. Problemet er bare, at dette første og endnu uafsluttede skridt af processen har taget 13 år.
"I det her tempo bliver det ikke i min levetid, vi får demokrati," siger Aung Kyaw, der er 44 år og taxichauffør. "Måske om 100 år." En hjælpearbejder fra Shan-staten siger: "Styret er som en gravid kvinde, der ikke vil føde af frygt for, hvilket barn hun får. Venter hun for længe er barnet måske dødfødt."
En farce
"Det er en farce at KIO fortsat deltager," forklarer en gruppe engagerede unge mig i Myitkyina.
"De gamle ledere har solgt ud af deres revolutionære ånd for egen vindings skyld. Vi burde gribe til våben igen!"
Blandt den brede befolkning i Kachin-staten og især blandt de unge er der ikke megen opbakning til KIO's deltagelse, men de gamle ledere har valgt at være tro mod processen.
Militærstyret har lagt stort pres på de etniske våbenhvilegrupper for at få dem til at aflevere deres våben og blive omdannet til politiske partier frem for oprørsgrupper. En opfordring som KIO's ældre ledere efter sigende har indvilliget i at følge, men har svært ved at sælge til KIO's yngre ledere. I sidste uge kom det endda til internt oprør i organisations øverste ledelse, da højtplacerede yngre officerer direkte modsatte sig.
Vreden og det interne opgør fik næring, da KIO's topleder troppede op som hovedtaler ved et massemøde arrangeret af styret i Myitkyina for nylig. KIO og militærstyrets lokale kommandør hyldede side om side '7-punkts planen til demokrati', alt imens munke og andre demonstranter blev arresteret, gennembanket og dræbt andetsteds. Den ublu opbakning blev for meget for selv hærdede iagttagere
"KIO er på samme hold som juntaen. Nu har vi ikke mere brug for dem til at befri os i Kachin," udtaler en desillusioneret kirkeleder. Militærstyrets velpolerede strategi synes at virke effektivt efter hensigten.
Sara Olsen skriver under pseudonym fra Myanmar, men hendes identitet er redaktionen bekendt
