Økonomerne er uenige om den økonomiske politik. Heri er der intet nyt. Men hvori bunder uenigheden? Det har jeg kikket nærmere på i en længere afhandling med den ikke særligt ophidsende titel Makroøkonomisk metodologi. Min konklusion er for så vidt ganske simpel - at de makroøkonomiske anbefalinger er bestemt af den teori og den analysemetode, som bliver anvendt. Da der er betydelig uenighed om både økonomisk teori og metode, så følger det nærmest som en selvfølge, at der også må være uenighed om den rigtige økonomiske politik. Det nye er, at det mere overbevisende end tidligere kan begrundes, at inden for samfundsvidenskaberne bør de videnskabelige arbejder, der har størst empirisk gyldighed også tillægges en større vægt ved tilrettelæggelsen af den økonomiske politik.
Den makroøkonomiske virkelighed er ikke en social konstruktion, men en håndgribelig realitet, der er bestemmende for almindelige menneskers livsvilkår. Økonomiske teorier må vurderes på deres kapacitet til at forklare og begrunde den økonomiske udvikling. Når kvaliteten af den økonomiske forskning skal afgøres, må det derfor blive den økonomiske virkelighed, som tildeles rollen som overdommer.
Den makroøkonomiske disciplin har lige siden den engelske økonom John Maynard Keynes udgav sit hovedværk, The General Theory, i 1936 været i et metodemæssigt opbrud. Han så som en af de første, at den økonomiske videnskab i stigende grad blev domineret af virkelighedsfjerne urværksmodeller, hvilket i 1930’erne havde ført til en række politik-anbefalinger, der havde forstærket den økonomiske krise. Han argumenterede i stedet for en kausal økonomiforståelse, der skulle være forankret i virkeligheden, og hvor ikke mindst betydningen af usikkerhed blev inddraget eksplicit i de økonomiske analyser. Keynes satte herigennem en ny forskningsmæssig dagsorden, som i dag forbindes med kritisk realisme. I de mellemliggende 70 år har disse to helt forskellige forskningsprogrammer udviklet sig sideløbende.
Urværksøkonomerne var metodemæssigt inspireret af den logiske positivisme. Deres ambition var at udarbejde en matematisk model med samme almene gyldighed for økonomi som Newtons planet-model for astronomi. De var overbeviste om den ideale markedsøkonomis grundlæggende stabilitet - uanset om der skulle ses 20, 30 eller 40 år ud i fremtiden. Urværksmodellen blev derfor designet, så det økonomiske kredsløb kunne beskrives ved en generel ligevægt, hvor efterspørgslen matcher udbudet på alle markeder. Antagelsen om denne markedsmæssige ligevægt er aksiomatisk bestemt. Den blev ikke gjort til genstand for en empirisk test. Det betragtes som en indiskutabel sandhed, at et velfungerende markedssystem kan gives en matematisk beskrivelse. Begrebet ‘velfungerende’ er samtidig en karakteristik af prismekanismen, idet ligevægten etableres gennem en fri tilpasning af markedspriser (og lønniveau). Lignings-systemet udformes således, at samtlige markeder er i ligevægt, når priser og lønninger har tilpasset sig. Også denne antagelse er aksiomatisk bestemt og unddrages ligeledes empirisk afprøvning.
I trit med virkeligheden?
Ligevægtsøkonomerne har ved udformningen af de matematiske ligninger sikret sig, at der løsningsteknisk nås en ‘ligevægt’ på alle markeder. Heraf tilnavnet en ‘urværksmodel’. I en generel ligevægtsmodel kan f.eks. beskæftigelsens størrelse beregnes med stor præcision langt ud i fremtiden. Men, og det er det store men, har denne modelberegning overhovedet reference til virkeligheden? Urværksmodellen er en matematisk konstruktion, der indeholder en stribe forudsætninger om virksomheder og husholdningers adfærd (fuld forudseenhed) og markedsøkonomiens funktion (generel ligevægt), hvis empiriske indhold ikke er testet. Forudsætninger, der primært er bragt i anvendelse for at sikre, at der kan nås en matematisk løsning. Men hvis denne fremgangsmåde indebærer, at løsningen ikke er empirisk relevant, så ryger barnet ud med badevandet.
Lad mig give et praktisk eksempel. Velfærdskommissionen benyttede sig af den generelle ligevægtsmodel DREAM i sine vurderinger af udviklingen i dansk økonomi frem mod år 2050. Udgangspunktet var som nævnt en antagelse om, at dansk økonomi kunne karakteriseres ved ligevægt bl.a. på arbejdsmarkedet. Da Kommissionen påbegyndte sit arbejde blev arbejdsløsheden opgjort til ca. 150.000 personer - i dag er den registrerede arbejdsløshed under 100.000 personer. Virkeligheden afviger således markant fra modellens antagelse om en konstant (strukturel) arbejdsløshed. Velfærdskommissionens hovedkonklusion, at kun en forringelse af velfærdsydelserne kunne forøge beskæftigelsen og reducere arbejdsløsheden, er her mindre end to år efter arbejdets afslutning, blevet falsificeret. Hvis udviklingen igennem blot tre år i den grad kunne få urværksmodellens fremskrivninger og det virkelige forløb til at divergere, så tør man knap nok spekulere på, hvor store divergenser, der vil kunne opstå over den 35 års periode som kommissionen udtalte sig om.
Keynes’ metodologi
Kausal-økonomerne ser derimod ikke den hidtidige økonomiske udvikling som bestemt af generel ligevægt endsige af evigtgyldige og forudsigelige ‘planet-baner’. Tværtimod er der et åbenbart element af uforudsigelighed i enhver fremtidsvurdering, der bør inddrages i den samlede analyse. Det må dog straks tilføjes, at kausal-økonomerne heller ikke havde forudset et så kraftigt konjunkturomsving. Den afgørende forskel er blot, at selve omsvinget ikke var i modstrid med den analyse, der var blevet fremlagt af kausal-økonomerne, der netop fremhævede ‘forårspakkens’ ekspansive virkning.
Som nævnt er kausal-analysen inspireret af Keynes’ metodologi. Hans udgangspunkt var det simple, at selvom fremtiden er usikker, så skal husholdninger, virksomheder og politikere træffe dispositioner, som rækker ud i denne for dem uvisse makroøkonomiske fremtid. Disse beslutninger må derfor basere sig på usikre forventninger, hvilket er et uomgængeligt empirisk forhold. Keynes’ makroøkonomiske teori søger netop at besvare dette spørgsmål, hvorledes formuleres en realistisk teori, hvori usikkerheden ikke undertrykkes? Han skrev sit hovedværk i midten af 1930’erne, hvor arbejdsløsheden var rekord høj. For ham var det ikke mangel på arbejdskraft, men mangel på job, som var det altoverskyggende problem. Han var dybt skeptisk med hensyn til udarbejdelsen af enhver form for mekanisk evighedsmodel, hvor usikkerhed var fraværende; for ham var ‘generel ligevægt’ ikke et relevant analytisk begreb. Den makroøkonomiske teori skulle indoptage det uundgåelige element af usikkerhed, som var en del af virkeligheden. Økonomiske fremskrivninger måtte forholde sig analytisk til denne usikkerhed, først derefter kan der med tøvende hånd trækkes nogle udviklingslinjer baseret på historiske erfaringer og viden om ikke alt for ustabile makroøkonomiske sammenhænge. Sådanne udviklingsforløb vil ydermere være institutionsafhængige. Aktørerne vil f.eks. tilpasse sig de velfærdsstatslige ordninger, hvor effekten af at fjerne dem igen vil være stort set uforudsigelig. Det historiske forløb er med andre ord irreversibelt.
Marshalls vise ord
Den kausale analyse udelukker dog ikke, at der kan formuleres politikanbefalinger på et videnskabeligt grundlag. Analyserne vil blot føre til mindre specifikke anbefalinger, ligesom tidshorisonten for disse anbefalinger vil være langt kortere, end det urværksøkonomerne kan formulere. For jo længere ud i fremtiden, der skues, desto mere usikkert bliver erkendelsesgrundlaget. Man må prøve sig frem i den økonomiske politik afhængig af konteksten. Hvis arbejdsløsheden er høj, som den var i 1993/94 og atter i 2003, så er det ikke så vanskeligt at anbefale en ekspansiv finanspolitik til nedbringelse af arbejdsløsheden; men er råderummet på arbejdsmarkedet derimod indsnævret, som i dag, så må der anbefales ekstra små skridt i den økonomiske politik, da grundlaget for vurderingen er ekstra usikkert. Den økonomiske politik skal altid vurderes i kontekst, der findes ingen evigtgyldige økonomiske sandheder.
Cambridge-økonomen Alfred Marshall (1842-1924), der var Keynes’ læremester, sammenfattede metode-diskussionen på følgende illustrative måde: “Jeg foretrækker med en vis usikkerhed at være på rette spor (vaguely right), frem for med stor sikkerhed at være på vildspor (perfectly wrong).”
Jesper Jespersen forsvarer sin doktorafhandling i dag, fredag den 9. november kl. 13.00 på Roskilde Universitetscenter, St. Auditorium, bygning 01
Kommentarer
Jeg tror vor tids miljøproblemer først og fremmest skal angribes via en lidt mere ambitiøs refleksion over det moderne samfunds evne til at se sig selv i sin sammenhæng. De økonomiske, politiske, juridiske, moralske, psykiske og videnskabelige realitetsprincipper er funktionelt autistiske af natur.
De to legekammerater er ufrivilligt offer for selvmodsigelsen i deres selvforståelse, som en ekstern iagttager kan se ved at fokusere på dem i deres kontekst, sandkasse. De prøver kommunikativt at overbevise deres omverden om at den kun er et internt fænomen, og med mindre den eksterne iagttager reducerer Bo og Einar + sandkasse til status af at være sin egen forestillede forestilling, så er de her afsløret i deres selvmodsigende selvforståelse.
Solipsismen er teorien om, at alt, hvad der viser sig, kan reduceres til det at være det samme som det det viser sig for, ånden fx . Hvis Einar eller Bo var konsekvente og entydige i deres selvforståelse og deri funderede eksternt tilgængelig adfærd, skulle dialogen fortsætte sådan her:
Bo:
”Jeg er da fløjtende lige glad med din benægtelse af at du er mit mentale surrogat Einar, for det er jo en del af din surrogatnatur og det er således en del af min konstituering af dig som mit mentale surrogat når du siger: ”Forkert! Det er dig, der ikke eksisterer… Du findes kun i min fantasi, Bo”.
På Einar´s vegne ville det hedde: ”Jeg er godt nok imponerende i min kreative performance. Han er som en del af mig ufatteligt realistisk i sin evne til at gengive mig som den der gengiver den der gengiver ham. På et eller andet tidspunkt må jeg sige, at jeg ikke kan overskue mig selv som skaber længere”.
Det danner mening at tale om kommunikationen, et kommunikativt forløb som sit eget, sin egen rekurssive etablering af betingende betingelse for sig selv, sin egen autonomi, for ikke at sige som forudsætning for hvad der meningsfuldt lader sig sige i et bestemt kommunikativt forløb Et kommunikativt forløb er i sin selvbeskrivelse kun en del af dette. Og selvbeskrivelsen er en del af mulighedsbetingelsen for at kunne referere til egen autonomi.
Bevidstheden er også lukket om sig selv som del af sin egen mulighedsbetingelse. Det er ikke uforeneligt med at omverdenen i sin unikke betydning for bevidstheden, lever ved denne lukkethed, bevidsthedens unikke udgrænsning i forhold til alt andet end sig selv. For omverdenen er også for bevidstheden i helt ufattelig grad betingende og medkonstituerende for bevidstheden selv.
Selvreference:
Kommunikationen kommunikerer om kommunikation. Beskrivelsen omhandler sig selv som beskrivelse. Bevidstheden tematiserer sig selv som bevidsthed.
Kommunikationens selvbeskrivelse afhænger af, hvordan den konkret genfinder sig i sig selv. Bevidsthedens tanke for sig selv afhænger af hvordan den genfinder sig i sig selv.
Kommunikationen er i sin selvbeskrivelse det omfattende, ved hvilket kommunikationen refererer til sig selv som kommunikation. Kommunikationen er det omfattende som kun manifest kan referere til sig selv. Som betinget betingelse kan den ikke træde ud af sin konkrete forpligtelse på øjeblikkets nedslag. Lige meget hvordan der tales om at tale, skrives om at skrive så er der kaskader af forudsætninger på spil som muliggør talens og den skriftlige ytrings nedslag og kommunikative forløb. At det giver mening, at det lader sig gøre, og at der er tale om elementer, der både har sin egen struktur og plads i et identisk forløb, dvs. som rekursivt danner forudsætning for sin egen autonome identitet, alt det skyldes også de kaskader af forudsætninger som findes i kommunikationens omverden. Og lige meget hvordan og hvor meget kommunikationen eksplicit refererer til sig selv og sine forudsætninger, så vil den altid komme i forlegenhed i forhold til sig selv. Den er altid meget mere end det eksplicitte. Dens konkrete selvreferencer etablerer det kommunikatives interne eksplicitte selvidentificering. Men det implicitte, fx som det en ekstern iagttager ser som det kommunikatives forudsætninger, er konkret noget andet, lige som det kommunikatives sande forudsætninger også altid er mere og andet end det eksplicitte. Uanset hvordan det kommunikative forløb centrerer sig om selvbeskrivelsen, så må det som udgangspunkt komme frem til, at det ikke kan omfatte og være sit eksplicitte indhold samtidigt.
På samme måde er min bevidsthed om mig selv og min omverden, dvs. distinktionen mellem mig som psykisk system og min omverden, mellem skriften som tegn og de referencer, som er deres på min side identificerede mening, mere end mig selv for mig selv. Hvad jeg er i mig selv, er ikke kun hvad jeg er for mig selv. Når jeg tænker på mig selv, er jeg ikke kun den tematiserede genstand for tænkt genstand. Uanset hvordan jeg vælger at tænke på mig selv, så kommer jeg i forlegenhed i forhold til mig selv. Samtidigt er og har jeg ikke anden erfaring af mig selv end denne interne selvreference. Bevidstheden lukker sig operativt om sig selv. Den arbejder ikke uden for sig selv.
Tænkningen tænker kommunikationen, men er operativt kun tænkning. Kommunikationen kommunikerer, dens forløb er sit eget og dens kommunikative selvbeskrivelse er et kommunikativt fænomen. Kommunikationen kan ikke kommunikere tænkningen, den kan kun kommunikere.
Både bevidstheden og kommunikationen lukker sig operativt om sig selv og er principielt utilgængelige for hverandre. Den ene bevidsthed kan ikke tænke den andens og vise versa. Omverdenen er principielt kun tilgængelig for disse systemer på deres egne funktionelt lukkede betingelser. Hvis omverdenen til bevidstheden ikke kunne byde på orden, dvs. hvis ikke omverdenen til et psykisk system var omgivet af orden, matematisk set helt ubegribelige former for usandsynlighed, negentropiske fænomener, dvs. hvis alt var lige sandsynligt, ville bevidstheden ikke være i stand til at etablere nogen form for organiseret kompensation for det faktum, at den ikke er som sin omverden, at den dybest set ikke kan se andet end sig selv med sine fremmedreferencer. Et hvert system er omgivet af meget andet end kaos. Noget er tilfældigt, men det er ikke noget tilfælde at det gør en forskel at opfører sig som om det ikke var det.
Bevidsthedens interne referencer lever ved sin egen orden. Semantiske strukturer og distinktioner kan ses som bevidsthedens forventning til sig selv og andet. Forventningen til de fænomener der ligner tegn og bogstaver er anderledes end dem der retter sig mod himlen, og verden belønner eller miskrediterer på alt andet end tilfældig vis. Begge fænomener kan ses som bevidste tegn på andet end sig selv, de kan fungere som referencer/have betydninger. Skyerne refererer for bevidstheden til regn, og bogstaverne til eksternt etablerede meningsstrukturer (hvis man møder teksten i en social sammenhæng, forventer man at den er opmarcheret i en struktur som er skabt ud fra en i forhold til sig selv, Ego, komplimenterende forventning om kompetence inden for det at danne mening).
Det skriftlige nedslag falder i en tradition. Bevidstheden har ikke patent på denne tradition, og traditionen og ikke bevidstheden afgør om et nedslag får kommunikativ effekt. Det er ingen tilfældighed, hvis det der står her giver mening. Dels forstår jeg det. Dels forestiller jeg mig at andre gør. Og hvis det giver mening, så er det fordi der er tale om en hændelse der i evolutionsteoretisk forstand overgår enhver statistikkers realistiske æstimering af sandsynlighed. Det er umuligt på entydig vis at redegøre for det sociale i social sammenhæng. Men det kan man så til gengæld godt sandsynliggøre det umulige i, hvilket er et hamrende godt udgangspunkt for det nærmeste jeg mener man kommer et rigtigt erkendelsesteoretisk udgangspunkt.
På den ene side er et kognitivt system bundet op på sin operative lukkethed, sin egen fremmedreference, sit realitetsprincip. Refleksionen over det medfører at man bliver opmærksom på sig selv som betingende betingelse for det der opleves som ens egen omverden. Man må i refleksionen over sig selv som kognitivt system med egne begrænsninger og muligheder samtidigt indrømme at den forlegenhed som evt. kunne melde sig i forholdet til sig selv, er om muligt endnu mere velbegrundet i forholdet til omverdenen på den anden side. Dvs. når man opdager at man har stået og banket sit eget realitetsprincip i hovedet på omverdenen uden blik for sig selv i sin sammenhængen, ja så byder omtanken en at indføre forsøget på at mediere det for en indlysende som skabt på uhyre begrænsede forudsætninger og dermed på baggrund af alt andet end adækvate gengivelser af omverden og medmennesker. Udfordringen er nogle gange at sammenligne med bestræbelsen på at se sig selv i sandkassen, sin sammenhæng ude fra. At kunne se ”hvordan man ser”, og altså mere end det sete som set. Én er latterlig i den andens perspektiv, fordi den anden ikke kan se sig selv, som den der ser i sin sammenhæng, og vise versa. Jeg siger ikke at realitetsprincipperne er luftkasteller, ingenlunde, de er en del af sandkassen. Men at de er udtryk for sine egne begrænsninger og mulighedsbetingelser er dog mindst lige så sandt.
Det moderne samfund er ikke kognitivt på højde med sig selv og endnu mindre på højde med sin rolle i forhold til dets mulighedsbetingelser, sådan som de findes i dets omverden i form af natur og ressourcer.
Jeg tror vor tids miljøproblemer først og fremmest skal angribes via en lidt mere ambitiøs refleksion over dets evne til at se sig selv i en sammenhæng. De økonomiske, politiske, juridiske, moralske, psykiske og videnskabelige realitetsprincipper er funktionelt autistiske af natur. De lukker sig operativt om deres egne primære semantiske distinktioner.
Hvad der kan betale sig og hvad der ikke kan betale sig er fx betragtninger der begrænser sig til det økonomiske systems rationalitet.
Den politiske selvbeskrivelse som medierne performer er udtryk for sin egen logik. Magten, tæt associeret med pengenes udgør en kode, nøgle til det politiske systems rationalitet.
Loven med dens to sider er neutral i forhold til det at helheden tenderer mod at negere sin egen rationalitet. Den er lige så neutral i forhold til samfundets potentielt selvnegerende adfærd, som den altid har været i stand til at se bort fra moralens distinktion mellem retfærdighed og uretfærdighed. Det lovlige er lovligt, og det ulovlige er det modsatte uanset hvad moral så er.
Moralske iagttagelser og de forskellige kvalificeringer af betragtninger over hvad der er godt og ondt, kan i sig selv ikke overtage det modernes funktioner. Den er et appendiks.
Psyken er ekstremt likvid. Det heles mulighedsbetingelse. Men overhovedet ikke udtryk for nogen natur der går sikkert mod nogen form for telos.
Videnskabens udfordring er at kvalificere omgangen med distinktionen mellem hvad der er sandt og hvad der er falskt. Måske er største og væsentligste udfordring her.
Det drejer sig om at forstå på det moderne samfunds betingelser, at der måske er nogle udfordringer som overstiger det de herskende former for kognitiv praksis egner sig til at bearbejde. At det måske drejer sig om at se begrænsningerne i det modernes evne til at se sig selv i sin kontekst.
Jeg vægrer mig ved at bruge rationalisternes beskrivelse af det moderne som selvforskyldt umyndiggjort. Men jeg tror ikke at det moderne samfund kan bearbejde og forstå sig selv i tilstrækkelig grad
Der var lagt en vittighedstegning ind af Wulfmorgenthaler i mit indlæg. Det forsvandt ved overførslen. Sandsynligvis fordi der er et program i Ínformations bearbejdning af indlæg, som sorterer den slags fra.
Første del af mit indlæg er derfor fuldstændigt uforståeligt. Der mangler følgende fra og med linie 6: Venskabet bristede, da der opstod tvivl om, hvem af de to, der var den andens imaginære ven.
Bo stod og råbte til Einar fra sin ende af sandkassen: ”Nej, du tager fejl, Einar. Du er et mentalt surrogat, jeg har skabt, fordi mine forældre ikke giver mig opmærksomhed nok”!
Einar fra sin ende af samme sandkasse: ”Forkert! Det er dig, der ikke eksisterer… Du findes kun i min fantasi, Bo”!