Jeg har brevstemt, så jeg kan slappe af fra den mærkværdige valgkamp, der går ind i sin forvirrede, maniske slutspurt i lige så maniske medier. To af mine tidligere kolleger fra TV-avisen stiller op for hver sit borgerlige parti. Den ene er en midaldrende mand. Den anden er en yngre kvinde, der foruden dette mediemæssige fortrin også har været studievært på en landsdækkende station.

Den ene kollega - Poul F., som vi kaldte ham, da han var journalist - har jeg ikke set noget til i landsdækkende tv. Paula Laurain fik et kamerahold fra TV2’s Dags Dato efter sig i 24 timer og havde svært ved at skjule sin glæde, selv om hun huskede at sige, “at det er enormt hårdt, sådan at være i pressens søgelys”. Den tror vi selvfølgelig alle sammen på.

Hun får opmærksomheden, fordi hun allerede er kendt som studievært, så er det ligegyldigt, at blækket på hendes underskrift på det nye partikort næppe er tørt endnu.

At være studievært på en almindelig nyhedsudsendelse i tv kræver et talent for at lade, som om man ved en masse. På virkelig hårde dage skal de forberede to korte liveinterviews ellers skal de læse op, hvad andre har skrevet i en udsendelse, som redaktionssekretæren eller nyhedsredaktøren har strikket sammen. De er, som man meget rigtigt siger i USA - a face.

I en valgkamp som den nuværende burde alle lige gense Broadcast News med William Hurt, så den nødvendige distance til fjernsynets dragning kan sættes ind i et mere jordnært perspektiv. Danskerne ser som amerikanerne mindre og mindre de klassiske nyhedsudsendelser på tv. Tv-stationerne er frygteligt bekymrede. Jeg ser det som et sundhedstegn.

Men nu er det snart slut med den messende snak om velfærd mig her og velfærd mig der. Tyske Der Spiegel spurgte mig om bl.a. velfærdsspørgsmålet splittede de store partier i Danmark. Jeg svarede, at der kun på overfladen var tale om splittelse. Alle partier går ind for velfærd i Danmark. At være mod velfærd i Danmark ville være lige så absurd som at være mod juleaften. Vi taler om grader, men i detaljen ligger djævelen selvfølgelig be-gravet i et rigt land som vort.

Så har det været mere interessant med udlændingedebatten, som forsvandt i en valgkamp, hvor jeg var ved at tabe mine briller ned i morgenkaffen, da jeg så Politiken rose de engang så radi’cool Radikale, fordi de nu går ind for både 24 års reglen og tilknytningskravet, så de kan danne regering med socialdemokraterne. Lederskribenterne på min morgenavis har ellers i seks år tordnet mod ‘umenneskeligheden’. Selv den dårlige sommer har Politiken stort set givet regeringen skylden for, så vi regner med en bedre næste år, hvis vi får et regeringsskifte. Og forstår, at både 24-årsreglen og tilknytningskravet er menneskelig politik, hvis Socialdemokraterne står for det.

Det er sikkert et tegn på, at man nærmer sig de gamle mænd i Muppet Show, når man begynder at savne de gamle politikere. Der var, som jeg husker det, en større saglighed eller var det bare massemedierne, der var mere ansvarlige?

Kultur spiller stort set ingen rolle i valgkampen, der foregår i et af verdens absolut rigeste lande, hvor Anne Knudsens ord mere end nogensinde passer på de politiske aktører: Her går det godt, send flere penge. Men hvad kan man forvente i en nation, der beder børn i konfirmationsalderen tænke på deres efterløn?

Sagde nogen alligevel kulturpolitik? Har det været en del af valgkampen? For ikke at tale om dansk litteratur. Romaner og anden skønlitteratur var engang uomgængeligt for toppolitikere. Jens Otto Krag kunne ikke drømme om at tilbringe en dag i sit liv uden, at han læste nogle sider i en roman. Læser man Anker Jørgensens dagbøger indgår det fuldstændigt naturligt for ham at læse skønlitteratur og bruge det i sin tankevirksomhed. Den sidste Venstre-statsminister Poul Hartling var en belæst mand, som havde stor viden om litteratur, og det havde mange af hans politiske kolleger og modstandere også, fremgår det af hans erindringer. Anders Fogh vil ikke sige, hvilke eller om han overhovedet har læst en roman - på sin ferie. Ellers har han nemlig ikke tid. Havde Krag ikke travlt? Havde Hartling ikke? Alligevel var litteratur for dem uomgængeligt. Nyrup Rasmussen bad sine embedsmænd og spiondoktorer om at give ham fire linjer, hvis de havde læst eller hørt om en ny roman, ‘så han kunne snakke med.’ Sådan indvarslede han vor spindoktortid. Det er som, da Ronald Reagan blev spurgt, om han havde læst en bestemt roman. Nej, sagde han. Jeg venter til den kommer på video. Never mind. Godt valg til de fleste efter en valgkamp, som det britiske tidsskrift the Economist meget betegnende døbte: dansk alfabetsuppe.