I den aktuelle valgkamp har de dominerende temaer været Skat, Velfærd & Indvandring. Men for en stor gruppe yngre borgere - dem, der er producenter af meget af den kultur, som omgiver os - er skatteprocenten ikke et afgørende tema. Vi har alligevel ikke en hverdag med fast arbejde, men er freelance, midlertidigt ansat, forskere eller undersøgere og borgere af verden på andre måder. For denne gruppe vendes fokus, energi og investering af ressourcer ud og væk, når nationalstatslig smålighed, eksklusiv grænsepolitik og anden forskelsbehandling inden og udenfor ‘den danske ramme’ præger debatten.
Velfærdens genfærd, som går gennem dagligstuer og hospitalsstuer landet over, kommer sjældent forbi hjemme hos den yngre del af befolkningen. Her er dagsordenen præget af, overhovedet at finde en bolig - de er nemlig enten udsolgt eller ikke til at betale. Hvis man er heldig kan man finde en lejlighed, et kontor eller atelier i byernes randområder og dermed være med til at øge ejendomsværdien ved sin blotte ‘kreative tilstedeværelse’. Når kvarteret er blevet investeringsværdigt og attraktivt for dem, der hopper på limpinden, har den kreative armé ikke råd til at være der længere.
Rollemodeller
Denne gruppe af kreative kulturproducenter er rollemodeller for det såkaldt fleksible arbejdsmarked. Vi tilhører den ‘kreative klasse’ for hvem arbejde er en livsstil, vi arbejder altid, hvor som helst og når som helst, og er ‘uafhængige’ i en grad, der udelukker enhver form for sociale rettigheder.
Indvandring og en fejlslagen integrationsmodel hænger sammen med en snæver kulturoptik, hvorigennem dem, der ikke genkendes, dem der træder ved siden af og ikke tænker og agerer idenfor normen ekskluderes. Hvad er det for et ideal, man skal kunne spejle sig i? Hvem kan genkende sig selv i refleksionen? I modsætning til Sverige er Danmark ikke erklæret et multikulturelt samfund. En grundliggende forskel er, at den mangfoldighed af kulturer, som eksisterer side om side indenfor landets grænser, ikke anerkendes som en primær resource i et fremtidigt velfærdssamfund.
Hvis man vil have de yngre kreativt tænkende generationer engageret i politik må man tage deres situation alvorligt. En simplificeret valgkamp, der kun på uhyggelig vis kan siges at pege mod fremtiden, vil kun få denne gruppe til stemmeboksen af solidaritet med andre befolkningsgrupper - det er ikke for at deltage i forestillingen om et fællesskab, hvis selvforståelse begrænser sig til en diffus idé om nationalitet, og hvis kulturelle grundlag kan rummes i en kanon.
Kunstens betydning
Samtidskunsten er en kilde til andre forståelser af verden. Samtidskunst er mere end objekter, der kan sælges i friværdiens navn. Samtidskunsten er i sig selv et rum, hvor refleksion, innovation og diskussion finder sted. Den progressive samtidskunst møder også sit publikum udenfor de vante kunstrammer, dér hvor mennesker lever. Den produceres kollektivt og er projektorienteret, researchbaseret og vidensproducerende. Samtidskunsten er med andre ord alsidig i sin form, sit indhold og sine målsætninger. Det er denne alsidighed, der skal investeres i, og som er med til at skabe et pluralistisk miljø for mange kulturers sameksistens.
Hvem vil love, at der bliver ‘råd til’ kritisk refleksion, udvikling af ideer og nye perspektiver på verden, forskning uden på forhånd definerede mål, kunst, som ikke kun er kommercielt orienteret, og kunst, der rækker udover det kontemplative og i retning af en kritisk vidensproduktion? Hvem tør investere i et progressivt og eksperimenterende vækstlag af kunstarbejdere?
Kommentarer
Jeg kunne ikke være mere enig med Kristina Ask.
Jeg tilhører selv denne, til tider, nedprioteret “kulturrace” hvori skuespillere, dansere musikere mm høre under. Mig i den sidst nævnte kategori må stå uden en egentlig plads i samfundet når det gælder valget. Vi er ikke rigtig en del af det hårdt arbejdene folk, ej heller en del af den akademikerne platform. Men vi fungere som en ligeså essentiel del af samfundet og det er derfor en udfordring ikke at være på tale under valget.
Grunden til at mine kollegarer og jeg ofte står i en gråzone, er måske fordi de fleste mennesker ikke stifter så meget bekendtskab med den kunstneriske del af samfundet. -Det er ikke den brede befolkning som bruger tid på de kunstneriske udskejelser og det er ikke fordi jeg prøver at fordumme en stor del af befolkningen, men et kunstnerisk udtryk er noget de fleste kæmper for at fortrænge - og netop derfor skal der ikke ses vores vej i en valgtale. Jeg har dog alligevel en god fornemmelse i maven når jeg sætter mit kryds ved et parti som nødvendigvis ikke hjælper mig, men tilgengæld hjælper mennesker som jeg ser som at være mest i nød: Den følelse er jeg stolt og glad for.
I det kunstneriske miljø er der en gennemgående tone af tollerance og accept overfor andre, måske fordi vi er de sidste der skal være nogens fjender - nogen af os gennemlever faktisk præcis de samme problemer som de mange uheldigt stillede invandere i vores land:
I en artikel fra November 2007 i fagbladet for professionelle musikere “Musikeren” skriver John Pilkington en rigtig god artikel om hans møde med A-kassen og deres kasser hvorpå de mener samfundet skal bygges - naturligvis kasser som er fremstillet af den nuværende regering i et håb om at gøre alting firkantet så det ikke kan trille. Anyway, John bliver erklæret arbejdsløs på trods af at hanspiller 100 - 120 livejobs årligt. Han havde endda taget 25 underskrevne kontrakter med fra jobs de næste 3 måneder: Men intet hjalp det… Hvis du ikke har fast frokostpause, uniform og navneskilt må du ikke være med til at lege voksen i et land som ellers skulle være openminded. John Pilkington’s titel er freelance musiker, professionel naturligvis: Det ender med at A-kassen foreslår John at skifte branche til rengøringsindustrien og dette bliver altså fremlagt for en person der har spille som professionel de sidste 20 år. Dette mener jeg godt kan sammenlignes med en læge fra f.eks Afganistan som kommer ind på det danske arbejdsmarkede i den tro at han må lave det han er bedst til.
SÅ, der findes efterhånden en del i dette land som har fundet en knist når det kommer til den alternative udtryksform, og flere og flere kommer til.
Det er altså ikke længere noget der kan ignoreres - så er det bare op til vores omgivelser hvornår vi også må være med.
Man kan argumentere for at det netop er modgang som giver den kunstneriske sjæl drivkraft - så lad endelig de blå mænd med pengene vinde…for kunstens skyld.
Tak for din tid.
Hej Ulrich,
Hvis du – og jeg tror vi er mange – sætter dit kryds ved et parti, der ikke nødvendigvis hjælper din personlige situation, men tilgengæld hjælper mennesker i nød, forstår jeg ikke din konklusion: “Lad endelig de blå mænd med pengene vinde…for kunstens skyld”.
Hvis de blå mænd blive siddende på kassen vil der jo ikke blive rådet mere demokratisk over statens penge.
Du sammenligner kulturproducenter med “de uheldigt stillede invandere” for så vidt, at den nuværende situation på arbejdsmarkedet og i A-kassesystemet ikke er gearet til folk, som ikke ‘passer uniformen’, om man så må sige. Jeg tror ikke at du hjælper hverken kunsten eller mennesker i nød ved at lade de blå mænd beholde magten. De uheldigt stillede indvandrere ser det næppe som en ‘drivkraft’ at blive mødt med modvilje på alle niveauer i det danske samfund.
For kunstens og de dårligst stilledes skyld - Stem på alt andet end de blå mænd med pengene!
Kunsten kan og har altid overlevet alt.
Det er menneskets udtryk for at være i live.
Mht at lade de “blå mænd” vinde, hvilket jeg heller ikke selv er helt tilfreds med, så er det et udtryk for min egen erfaring. Jeg er kunstner når jeg ikke får lov - derfor er modgang vigtig…
Kan godt se at de hele har en masse modsætninger, kan også være mig der er dårlig til at forklarer mig.
Så for kunstens skyld bør man velkomme modgang.
For alle de uheldigt stillede sætter jeg gerne mit kryds hos dem der ved hvordan man deler penge ud til alle.