Danskerne er dumme. Der er ikke særligt langt fra bekymringer om verdens sande tilstand over et blik på den danske valgkamp til den konklusion: Danskerne er selvoptagede og dumme.
Oliepriserne er på vej mod over 100 dollar pr. tønde. De kostbare ressourcer synes ved at blive brugt op, og det er ikke kun krigen i Irak, som kan anskues som den globale kamp om de sidste ressourcer. Det er ikke længe siden, Ruslands præsident Putin truede med at vende sine langdistanceraketter mod mål i Europa som i Den Kolde Krigs tid. Kontinentaleuropa er stadig afhængig af russiske energiressourcer. Og den globale konflikt med ayatollaherne i Iran synes sat på spidsen af det forhold, at landet antageligt råder over verdens tredjestørste olieressourcer.
Men måske er det i virkeligheden en gave, at olien er ved at slippe op. For der er også rapporterne fra forskere, kommissioner, FN’s klimapanel og Al Gores film og bøger, som advarer mod dramatiske klimaforandringer i en ikke særligt fjern fremtid. Faktisk finder de allerede sted: Brande i Amerika og Grækenland, som ikke kan slukkes, oversvømmelser overalt i verden, som vi ikke kan dæmme op for og de stadige orkaner med drenge- og pigenavne, som vi kan forudse, men ikke afværge, er alle indikationer på, at naturen ikke længere kan anskues som materiale for vores beherskelse. Det er, som om vi i det 21.århundrede må erkende, at vi selv har påvirket naturen, men ikke længere kan kontrollere effekterne af vores egen påvirkning. Civilisationen bliver indimellem afmægtig, små samfund udstilles som forsvarsløse og mennesker mister livet. Vi så det komme, men kunne ikke gøre noget.
Og som om det ikke var nok. Der er krigen i Afghanistan, som truer Nato’s eksistensberettigelse: Hvis de 26 lande kan blive enige om at besætte et land for at befri en befolkning, men ikke kan blive enige om at sende styrker til landet for at sikre et minimum af stabilitet, hvordan kan NATO så opretholde sin legitimitet? Og der er den katastrofale krig i Irak baseret på offentlig vildledning og realiseret så dilettantisk, at selv hærdede krigstilhængere chokeret har revideret deres syn på invasionen. Men alligevel spiller det tilsyneladende ikke nogen afgørende rolle for krigsførende ledere som Bush, Blair og Fogh, der alle er blevet genvalgt.
Historiske tider
Det er i den forbindelse let at resignere over dansk politik og en valgkamp, som bestemt drejer sig om rigtigt meget, men alligevel ikke rigtigt handler om noget.
Irak bliver nævnt, men ikke tematiseret, klimaet er blevet et problem, som anerkendes, men det anfægter ikke vores tilværelse radikalt. Velfærd forstås ikke som en demokratisk realisering af velstand, men derimod som noget, man kan få ‘mere’ eller ‘mindre’ af. Skatten diskuteres som noget, der enten går ud over den danske konkurrenceevne eller er en forudsætning for endnu mere velfærd.
“Dette er et historisk øjeblik,” sagde statsministeren selv, da de 10 forhenværende kommunistiske lande i 2002 blev optaget i et samlet Europa, som i 2005 gennem en ambitiøs manøvre skulle konstituere sig som et demokratisk politisk fællesskab. Nu er den demokratiske manøvre opgivet, den nogenlunde samme forfatning reduceret til endnu en reformtraktat og et anliggende for ‘juristerne. Det er også et historisk øjeblik, men det er anderledes tavst. Og det forbliver tavst i den danske valgkamp.
Det forbandede demokrati
Og så tager oplyste og engagerede intellektuelle sig til hovedet over Folketingsvalget 2007. Som eksempelvis Carsten Jensen erklærede allerede inden valget:
“Irakkrigen spillede ingen rolle ved sidste valg. Det kommer den heller ikke til ved næste, og jeg vil skamme mig ned i det sorteste helvede, når jeg skal høre på en debat, der kun handler om skattelettelser og velfærdsstat.”
Han kender de objektive problemer, som valget burde handle om. Og han kan kun skamme sig over sine medborgere og sine politikere. Her taler en mand, som på tv har udtalt, at han ville dø for demokratiet og stadig foragter den demokratiske debat og kultur i sit eget land. Denne position er hverken original eller enestående, men som den franske filosof Jacques Rancière beskriver i sin bog La Haine de la démocratie (Hadet til demokratiet) ligeså gammel som demokratiet. Oplyste og veluddannede intellektuelle foragter debatten og bevidstheden hos dem, der ikke er ligeså oplyste som dem selv. Principielt er de absolutte demokrater, men praktisk skammer de sig over de andres ‘indre svinehund’, ‘forbrugerindividualisme’ og uvidenhed. Denne position er tilhænger af demokratiet i sit eget billede, men foragter de tanker og forestillinger, som andre borgere i samme demokrati har.
Over for denne position står den radikale modsætning: Den strategiske tænkning, der kun fokuserer på, hvad folk har inde i hovederne. Den læser meningsmålinger og opinionsundersøgelser som foranderlige facitlister for politisk sandhed.
Den evaluerer politiske initiativer på deres forventede effekt i ‘meningsmålingerne’. Politikere er i den optik ikke andet end sælgere, der skal overbevise vælgerne som købere.
Denne position bekymrer sig overhovedet ikke om ‘objektive problemer’ ude i den sociale, globale virkelighed, hvis de ikke allerede er inde i hovederne på vælgerbefolkningen.
Små skridt
Den ene position er resigneret revolutionær: Den vil forandre befolkningens tanker, men tror ikke på det. Så den vælger at skamme sig over demokratiet i et land med relativt lille fattigdom, stor homogenitet, højt uddannelsesniveau og rekordhøj valgdeltagelse. Den anden position er reaktionær: Den siger ‘rigtigt’ til de politikere, som leverer det, befolkningen formodes at ville have og ‘forkert’ til det, der ikke brænder igennem.
Den ene position vil skamme sig over valget 2007 ligegyldigt hvad. Den anden position vil overse, at tanker formuleret som argumenter i offentligheden, diskussioner af politik, billeder af ofre og en mangfoldighed af følelser faktisk har bevæget ‘opinionen’, så klimaet ikke længere ignoreres, udviklingsbistanden ikke foragtes som godhedsindustri, og de afviste asylansøgere ikke skal behandles så dårligt som overhovedet muligt for at sikre, at vi ikke bliver en ‘magnet’ for strøm af ukvalificerede, dovne og strategiske flygtninge.
Det er disse små skridt, som den oplyste og engagerede position må tage udgangspunkt i og anerkende, hvis den vil gøre sine ‘objektive’ problemer til demokratiske anliggender for de andre borgere. De er så små, at de inspirerer den sædvanlige selvtilfredse resignation, men de er der trods alt - og de minder om, at dumheden ikke kun er de andres problem.
Kommentarer
Hr. Larsens vås er så omfattende, at man ikke har kalorier til at udlevere ham.
Brandene i Grækenland og Californien var påsatte!
Hvorfor får vi ikke atomkraft,- det er fra alle vinkler den bedste energiform?
Carsten Jensen er berejst og har set verdens sammenhæng. Allerede med Platon Hulelignelse blev emnet taget op, med de folk der isolerede sig i deres hule, og havde alle mulige forklaringer på de skygger solen var med til at kaste på hulens væg. Og livet uden for hulen virkede skræmmende, og folkene derinde var bange for at gå ud af hulen til det der var der ude var ukendt skræmmende.
Så når vi taler velfærd osv. Så ved mennesket, som har været ude af hulen, og har ser solen stå op og gå ned, set hvad der kaster skyggerne, at verden hænger sammen. Så det der gør Danmarks velfærd muligt er ikke, at vi husker at bruge vores spareskillinger i det lokale Superbrugsen, men samhandel og ” kundepleje” af verden der omgiver vores egen lille hule i den store verden kaldt: Danmark.
Netop fordi Danmark ikke har råstoffer, så er vi endnu mere afhængig af videnskapital, dvs. være åbne indad til for at være førende og åben udad til for at kunne sælge vores viden.
Så de der i dag udgør de intelligente eller vores intellektuelle er de mennesker, som gør Danmarks velfærdsstat muligt – og det er ikke overvejende dem, som stemmer på Dansk Folkeparti. Det er de andre, og derfor er de skræmte. Og de kan ikke se, at de går imod deres egne interesser, først og fremmest ved at støtte et parti som i høj grad gennemfører privatiseringer af velfærdsstaten, og på den anden måde ved at være nationale. For i den sidste ender, så overlever de intelligente og intellektuelle alligevel mens DFerne begår kollektiv selvmord i førerbunkeren samme med Pia Kjærsgaard og co.