Her er der ingen fremtid

Busserne ankommer og forlader den støvede parkeringsplads bag moskeen to gange om dagen. Om formiddagen forlader busserne parkeringspladsen med kurs mod Bagdad. Om natten, omkring 01.00, kommer de tilbage.

Det er i denne forvoksede, støvede betonforstad, at blodet langsomt ebber ud af Irak, i takt med at hovedparten af dets flygtninge ankommer. Eller ankom.

Efter at have modtaget halvanden million af Iraks flygtninge, har Syrien ligesom de andre arabiske lande, der rent faktisk modtog flygtningene, nået den absolutte smertegrænse og stoppet indvandringen af omkring 2.000 flygtninge per dag stort set fra den ene dag til den anden.

"Busserne er næsten tomme, når de kommer ind. I nat var der måske 10 med," konstaterer en vagt i skuret ved siden af parkeringspladsen, mens en lille strøm af mennesker passerer forbi en rute til en destination, de færreste ville misunde dem: Bagdad. Et par af dem er to ældre herrer, der begge ser ud til at være alt for gamle til at tage turen tilbage over grænsen.

"Hvad kan vi gøre? Vores familier er der. Vi er nødt til at tage tilbage," konstaterer den 78-årge Muhamed al Dinsaleh, mens hans ven løfter op i sin kjortel og viser ar op ad begge ben fra en bombe.

"Min søn forsvandt i sidste uge. Der kom en flok mænd og hentede ham, og siden har ingen set ham," forklarer den gamle mand. Han gør en sigende, men upassioneret bevægelse med fingeren hen over halsen, mens bussen gasser op, og chaufføren skynder på passagererne for at komme ind.

"Han er død. Jeg behøver ikke at se hans lig for at vide det."

Naboens er lige så slem

Der er fyldt med den slags historier i de overfyldte, støvede gader. Det er historier, der fortælles uden tårer, uden følel-sesudbrud. Nærmest lidt upersonligt som om deres gru drukner i den trivialitet, de pludselig bliver forvandlet til, når hver eneste person ved siden af har en lignende historie om dræbte sønner, fædre, mødre, torturerede brødre og voldtagne søstre. Ind imellem antager de nærmest en slags grotesk humor, som historien om en familie, hvis fader blev bortført, hvorefter kidnapperne forlangte 50.000 dollars i løsepenge. Da familien måtte erkende, at de ikke kunne skaffe pengene, fik de i stedet et andet tilbud: At betale 10.000 dollars for hver afskåret femtedel af hans døde legeme. En gadehandler fortæller med opremsende monotoni om sine brødre: "Min første bror blev sammen med en søn dræbt af en bombe. Min anden bror forsvandt bare. Min tredje bror blev kidnappet på gaden sammen med sin søn. En uge efter fandt vi dem på hospitalet, døde og torturerede. De brød ind i huset hos min tredje bror og dræbte ham og hele hans familie. Min sidste bror flygtede hertil sammen med mig, men han kunne ikke klare sig. Han blev nødt til at tage tilbage til Bagdad."

Historierne bliver fortalt af beboerne rundt omkring Sahet el Irakiyeh, irakernes plads. En forblæst, trøstesløs plads i midten af byen, som paradoksalt nok engang var attraktivt udflugtsmål, hvor shiamuslimer fra hele Mellemøsten flokkedes for at besøge en af religionens største relikvier Zeinab-moskeen, hvor profetens barnebarn ligger begravet, og samtidig køle af fra sommerheden i et af den arabiske verdens køligste områder.

Rejsebureauet til dem, ingen vil have

I dag er fornemmelsen i bydelen helt anderledes. I lejlighederne deler flere familier et enkelt værelse, op til 10-15 mennesker, mens folk går hvileløst rundt på gaderne. Irakerne må ikke arbejde, og selv om nogle finder en vej uden om forbuddet, er der alligevel ikke engang arbejde nok til syrerne selv. I stedet går tiden med at kigge ud i luften og tænke over fremtiden, som de fleste med en desperat drøm håber ligger i Vesten.

"I starten var det godt herovre," forklarer ingeniøren Jasein Hassan, der flygtede til Syrien som en af de første i 2004 og med en nærmest sarkastisk situationsfornemmelse har åbnet et rejsebureau til de folk, ingen vil tage imod.

"Syrerne tog godt imod os, som brødre. Men sådan er det ikke længere, det bliver hårdere og hårdere hele tiden. De er trætte af os, og jeg kan godt forstå det. Vi påvirker deres situation direkte, vi gør dem fattigere og skaber problemer," siger han.

Ude på gaden opstår der lidt tumult. Et par slag ryger igennem luften, rettet mod en ung knægt. Butiksejeren krympe sig.

"Den slags tør jeg ikke blande mig i. Hvis der er ballade, og irakere er involveret i det, står der lynhurtigt syv-otte syrere, og så har man problemer," forklarer han.

Som de fleste andre eksilerede irakere, Information taler med, venter han stadig på i det hele taget at blive registreret som flygtning. UNHCR, der i store træk løfter opgaven alene med at registrere og hjælpe de mange flygtninge, fordi Syrien hidtil har været modvillig mod at lade nationale ngo'er arbejde i landet, har foreløbigt registreret godt 130.000 flygtninge, dvs. under 10 procent, af det samlede antal flygtninge og har med under 300 medarbejdere til rådighed en gigantisk opgave.

Når de efter måneders ventetid kommer til, sker det i en stor konverteret varehal i den anden ende af Damaskus. I hallen venter et par hundrede irakere tålmodigt på, at det bliver deres tur. En gruppe klovne bryder monotonien i den bare lagerhal i et legeområde midt i rummet. Selv fra Irak flygtede de, da flere medlemmer af truppen blev myrdet.

En tre-fire-årig dreng sidder ved et lavt bord med kulørte duploklodser foran sig og kigger på klovnene med åben mund. Han samler nogle få af klodserne sammen til et primitivt gevær i gule, lilla og turkis farver, retter det mod en af dem og samler læberne til et lille uhørligt ' bang!'.

Hun har ingen chance

Ansøgerne bliver forhørt bag hvide forhæng i en række båse nede ad en gang for enden af hallen. Bag et af dem sidder en ung kvinde fra UNHCR og interviewer en ung, lidt kraftig kvinde. Kvinden er fra Basra.

"Jeg så godt de danske soldater i Basra i deres tanks. Men jeg snakkede aldrig med dem," siger hun. Hun flygtede fra den sydlige by, efter at en milits havde truet med at dræbe hende, fordi hun som shia var gift med en sunni, fortæller hun til sagsbehandleren. Hendes mand, som hun blev tvunget til at blive separeret fra, ved hun ikke, hvad der er sket med. I Syrien bor hun hos en søster og lever af de penge, det indimellem lykkes familien at sende hende fra Irak.

"Hun har ikke en chance for at komme i betragtning," konstaterer sagsbehandleren nøgternt, da kvinden har forladt aflukket.

"Jeg er ked af det på hendes vegne, men vi drukner i sager, der er så meget værre end hendes," konstaterer hun.

Arbejdet med de irakiske flygtninge er det muliges kunst, erkender UNHCR's talsmand i regionen, Sybella Wilkes.

"Vi kan kun dække en lille gruppes behov, de mest sårbare, og dem, der i det hele taget kommer til os. Men der er mange flere, og det er ikke nødvendigvis de mest trængende, vi får fat i," konstaterer hun.

"Vi har alt for få midler, og den syriske regering kan ikke overkomme opgaven. Internationalt er der mange regeringer, der udtrykker deres støtte. Men de kommer ikke med nogen hjælp. Vi har udsendt mange appeller, men vi får ingen respons," siger Wilkes, som i samme ombæring nævner, at den danske regering faktisk yder et væsentligt økonomisk bidrag, men samtidig pointerer, at det, der virkelig er brug, er, at flere lande tager imod flygtningene.

"Vi har brug for at repatriere titusindvis og atter titusindvis af irakere. Det er den eneste løsning, de kan ikke blive her i regionen. Men ingen vil tage imod dem," siger Sybella Wilkes, som bliver bekræftet af antallet af irakere indstillet til repatriering i vestlige lande.

Det samlede antal fra Syrien er lige knap 6.000. Antallet af flygtninge, som andre lande faktisk har taget imod, er 451. Ingen af dem i Danmark.

"Antallet af folk, vi indstiller til repatriering i vestlige lande, er kun en dråbe i havet, fordi det er så tidskrævende, og vi har ikke ressourcer til det. Vi forsøger kun, hvis der er en perifer chance for, at det måske kan lykkes engang," siger talsmanden, der ikke er i tvivl, om, hvad konsekvensen er: "De irakerer, der er her, bliver fattigere og fattigere og mere og mere afhængige af hjælp. Prostitutionen stiger allerede blandt flygtningene, og det samme vil kriminaliteten og slavearbejdet. Der er intet håb for folk her, og situationen vil blive værre."

Kidnapninger og massevoldtægter

Tilbage i Zeinabs fyldte gader er en af de få danskere, der foreløbig har fået lov til at arbejde i Syrien, også pessimistisk:

"På et tidspunkt eksploderer det hernede. Ikke fra syrisk side, men internt blandt irakerne," siger UNHCR-medarbejderen Gert Holtze, der er udlånt fra Dansk Flygtningehjælp til FN-organisationen, som sammen med Røde Halvmåne og den syriske stat er stort set ene om at hjælpe de irakiske flygtninge.

"Foreløbigt er her overraskende fredeligt, men situationen bliver værre hele tiden. Jeg tror, grænsen er nået, og den syriske stat er ved at vælte af presset," konstaterer nødhjælpsarbejderen, der læser stakkene af ansøgninger om flygtningestatus igennem fra de irakiske flygtninge.

"Lige nu sidder jeg med en sag med en 13-årig dreng, der blev kidnappet og holdt fanget i en måned, hvor han blev voldtaget gang på gang. Den slags historier er der mange af. Kvinder, der bliver holdt fanget i månedsvis og voldtaget hver nat af grupper på syv-otte mennesker. Som regel vil folk ikke fortælle om dem, fordi det er et tabu. Men alle har familiemedlemmer, der er blevet kidnappet og voldtaget eller dræbt. Der ligger 50 sager på mit bord af den slags. Der er ingen, der ser nogen fremtidsperspektiver, fordi der ikke er nogen, der tror, at det her er overstået om tre-fire år. Der er ingen fremtid her, og ingen der vil tage imod dem," siger Gert Holtze og kan ikke lade være med at lade en personlig bemærkning flyde ud mellem læberne: "Danskerne skulle få øjnene op for den rå realitet hernede. Det her er virkeligheden. Vi betaler penge, men det er jo bare aflad. Vi har været med til at skabe problemet, og vi burde også være med til at løse det. Ved at tage imod flygtningene."