"Vi er bekymrede for fremtiden og for dansk public service - og det bør i som politikere også være"
- Medarbejdergruppe fra DR til Kulturudvalget
Det er prisværdigt, at en så godt som samlet opposition nu forsøger at få Danmarks Radios krisesituation rykket op på dagordenen her i valgkampens slutfase. Lige så prisværdigt er det, at der med et politisk håndslag mellem Ny Alliances kulturordfører, Leif Mikkelsen, og Socialdemokraternes ditto, Mogens Jensen, om at hjælpe Danmarks Radio ud af det økonomiske morads tegner sig et flertal for at gøre noget for institutionen uanset udfaldet af valget.
Det er der brug for. For selv om det i går lykkedes Danmarks Radios ledelse at sælge de sportsrettigheder, som blev sat til salg i foråret, og man dermed for denne gang har afværget den akutte del af krisen, kan det ikke skjule, at der står et forblødt og forslået Danmarks Radio tilbage. Et Danmarks Radio, der både er i økonomisk og identitetsmæssig krise.
Der er med andre ord brug for mere politiske assistance, hvis Danmarks Radio skal hjælpes ud af den økonomiske krise, som man kun kan være enig i, er en kulturpolitisk katastrofe, hvis den får lov at fortsætte.
Og der er noget at bevare. Lande med stærke public service-traditioner på medieområdet er også præget af et højt oplysningsniveau, et højt debatniveau, høje stemmeprocenter og en forholdsvis høj kvalitet i tv-produktionen. Det kan imidlertid - nemmere, end man tror - sættes over styr, hvis ikke der er politisk vilje til at gøre nok. Og som med så meget andet af værdi er det først, når det er væk, at det erkendes, hvad man har mistet. Og samtidig vil erkendelsen utvivlsomt være, at det, der først er revet ned, ikke kan bygges op igen.
I en tid med stort opbrud på mediemarkedet og en eksplosion i informationsmængden, er der mere end nogensinde brug for stærke medieinstitutioner præget af kvalitet og mangfoldighed.
For udenforstående kan det være vanskeligt at forstå, at der ikke tidligere har været politisk vilje til at træde til med økonomisk hjælp til Danmarks Radios underfinansierede public service-aftale og fordyrede byggeprojekt. Det kræver sådan set bare en beslutning, som det er tilfældet med andre offentlige nybyggerier, der overskrider budgetterne. Derfor er det nærliggende at se en del af uviljen som en politisk modstand mod Danmarks Radio som sådan.
Der er grund til at glæde sig over, at der nu tegner sig en anden politiske vilje. Men Danmarks Radio er ikke uden skyld i sin egen krise: Institutionen har længe drevet rundt i mediehavet for de politiske vinde uden evne til klart at redefinere og udvikle et stærkt og kvalitetsbåret public service-begreb til en ny tid.
Derfor er det ikke gjort med at udskrive en check eller udstede garantier. Det burde betinges af, at der også sker de nødvendige saneringer i ledelsen, som kan sikre kvalitet og visioner i fremtiden.
