NÅR VALGFORSKERE og andre skal se tilbage på valgkampen 2007, vil den vigtigste begivenhed ikke være Ny Alliances storhed og fald eller Villy Søvndals sejrsgang. Det mest iøjnefaldende og det, der kommer til at sætte sig spor i dansk politik er, at det for første gang i seks år er lykkedes oppositionen at stå sammen og udgøre et reelt alternativ til VK-regeringen. I seks år har en af Anders Fogh Rasmussens største styrker været, at han reelt ikke har haft nogen modstand i Folketinget. Når det er gået tilbage i meningsmålingerne for regeringen, så har det som hovedregel skyldtes egne fejltrin, udefra kommende ulykker og direkte dumheder. Oppositionen har med andre ord ikke været i stand til ved egen kraft at svække regeringen permanent, og de grundlæggende uenigheder mellem socialdemokrater, radikale og SF'ere har været af en sådan karakter, at det har været den letteste sag i verden at spille de tre partier ud mod hinanden. Med denne valgkamp er det lykkedes den ellers så udskældte socialdemokratiske leder, Helle Thorning-Schmidt, at samle de tre partier om ikke til et fælles valgprogram, så alligevel om nogle fælles forståelser på følsomme politiske områder.
VED VALGET i 2005 kunne Venstre og Det Konservative Folkeparti med held angribe oppositionen med ordene: Hvis man stemmer på SR, så får man Socialdemokraternes skattestigninger og de radikales åbne grænser for indvandring. Og det virkede. Denne gang er der, både når det gælder skolepolitikken, skattepolitikken og indvandrerpolitikken, langt større fodslag. Et fodslag som desværre nok er kommet for sent til at have den ønskede effekt på valgresultatet og et fodslag, som ikke har været uden omkostninger i de enkelte partiers baglande. Men effekten af det har været, at der takket være almindelig kamelslugning og pragmatisme ikke siden SR-regeringen blev sendt i opposition i 2001, har været så stor forståelse mellem de tre partier.
Havde denne fælles forståelse fundet sin forløsning for et halvt eller et helt år siden, og havde de tre partier kunnet samles om noget, der ligner et fælles valggrundlag, så havde valget i dag formentligt set ganske anderledes ud. En væsentlig grund til samlingen har været Helle Thorning-Schmidts langt mere offensive - nærmest aggressive - strategi i valgkampen.
Den har været med til at tegne et billede af en leder, som vil "slå Anders Fogh." Thorning-Schmidt har for en gangs skyld gået forrest i den skarpe kritik af regeringen, og det har betydet, at radikale og SF'ere har kunnet se konturerne af et fælles projekt foran sig og derfor nu entydigt og udtalt samler sig om hende som deres statsministerkandidat.
DER STÅR hverken i kulissen en Marianne Jelved, som hellere selv vil beklæde posten eller en Villy Søvndal, som borgerlige kommentatorer med held har kunnet udpege til at være oppositionens sande leder. Helle Thorning-Schmidt er uantastet og har med denne valgkamp bevist, at hun er i stand til at bestride jobbet som formand for landets største oppositionsparti, hvad mange har sået tvivl om. Men hun har også vist, at hun er godt på vej til at kunne bestride posten som landets statsminister. Helle Thorning-Schmidt har i valgdueller på tv med den erfarne Anders Fogh Rasmussen formået at spille lige op og endda taget føringen i en grad, så statsministeren har ønsket at begrænse den type dueller til et absolut minimum.
VALGET TEGNER til at blive tæt, men går det som meningsmålingerne peger på, så hedder statsministeren også fremover Anders Fogh Rasmussen. Han har ved at fremskynde valget gjort det igen og vundet over den tredje socialdemokratiske formand på seks år. Det er lidt af en bedrift og vidner om Socialdemokraternes rådvildhed og mangel på evner til at svare igen på det fogh'ske regime. Men meget tyder også på, at statsministeren næppe vil kunne gøre det en fjerde gang. Venstres valgkamp har virket træt og uengageret. Man har i mangel af bedre spillet på de resultater, der er opnået uden at have noget egentligt nyt projekt at bede vælgerne tage stilling til.
Hvis det nye flertal skal findes med både Ny Alliance og Dansk Folkeparti, vil statsministeren gå en særdeles besværlig tid i møde - de interne uenigheder på den borgerlige fløj tage til og resultatet af den slags vil altid være, at statsministeren slides ned - konflikt for konflikt. Derfor er det nærliggende at gætte på, at Anders Fogh Rasmussen med en kneben valgsejr snart vil se skriften på væggen, og at den eneste udvej, hvis han vil undgå at gentage både Poul Schlüters og Poul Nyrup Rasmussens fejltrin, er at træde tilbage og overlade statsministerposten til sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Et kommende valg om tre til fire år med en endnu mere træt Fogh Rasmussen og en endnu mere erfaren Helle Thorning-Schmidt flankeret af Vestager og Søvndal har han næppe den store mulighed for at vinde. Derfor er et godt bud, at vi ikke alene i aften vil se VKO-flertallet forsvinde og dermed en epoke i dansk politik. Det kan meget vel være, at vi også har set Anders Fogh Rasmussen for sidste gang i en valgkamp.
