TV 2's LEDELSE kan ikke sige, at den ikke blev advaret i tide, da den for lidt mere end et år siden ansatte Jens Rohde som direktør for den nyindkøbte radiostation, TV 2 Radio.
Ganske vist har der i årenes løb været en rimelig stor trafik af politikere, der er søgt mod medierne, og journalister, der er søgt mod politik. Forhenværende udenrigsminister og V-formand Uffe Ellemann-Jensen og nuværende udenrigsminister Per Stig Møller (K) for blot at nævne et par stykker. Og miljøminister Connie Hedegaard (K) har endda gjort turen tilbage til politik efter nogle år i medierne. Men dels blev Rohde udnævnt til en absolut toppost på en public service-kanal. Dels var han trods uomtvistelige evner som politiker - blandt andet som Venstres medieordfører - kendt for sit noget uforudsigelige temperament og en omgang med sandheden, der fra tid til anden skadede troværdigheden. Mest kendt er nok sagen om en mobbe-historie i en skolegård, som i Rohdes udlægning midt under Muhammed-krisen blev til historien om 12 voksne, muslimske mænd, der truede en lille skolepige. Der blev trukket i land.
Men som sagt er bevægelsen fra politik til medier set før, uden det nødvendigvis har givet anledning til troværdigheds- eller loyalitetsproblemer. Rohde har heller aldrig lagt skjul på, at hvis han en dag skulle lave noget andet end politik, ville han gerne tilbage til den radioverden, han tidligere har boltret sig i hjemme i Viborg. Alligevel hang der en vis mistanke over udnævnelsen af Jens Rohde. For dels var formodningen, at det passede daværende TV 2-direktør, Per Michael Jensen godt at få en regeringsvenlig direktør med et godt politisk netværk i en periode, hvor TV 2 er på vej mod salg, dels troede de færreste, at Jens Rohde kunne slippe sit ry som løsgående missil og leve op til kravene om uafhængighed og troværdighed.
JENS ROHDE HAR da heller ikke skuffet sine kritikere. Blækket var dårligt tørt på kontrakten, før han i et interview i B.T. sagde, at han ikke havde meget fidus til Helle Thorning-Schmidts evner som statsministerkandidat og i øvrigt mente, at hun var blevet valgt som partiformand på grund af sit køn.
Jens Rohde fik en advarsel, og hændelsen blev bortforklaret som en begynderfejl. Men i weekenden slog Rohde atter til. Denne gang som hovedkilde i historien om Henrik Sass Larsens angivelige spionage for Venstre. Ved samme lejlighed kunne Børsen oplyse, at Jens Rohde ved flere lejligheder har truet offentlige myndigheder som Radio- og tv-nævnet med at tage deres arbejde op over for hans tidligere kolleger i regeringen, og samtidig berettes der om samarbejdsvanskeligheder internt på radiostationen. Jens Rohde er nu suspenderet, og et kvalificeret gæt vil være, at han også er fyret, når valget er overstået.
TV 2 Radio havde store ambitioner, da man fik rettighederne til den femte landsdækkende radiokanal. Nu skulle DR's monopol også brydes på radioområdet. Det har vist sig noget vanskeligere end først antaget. Hvor meget af det, der skyldes ansættelsen af Jens Rohde som direktør, er svært at gøre op. Men det har ikke gavnet.




