Afsløringen af NATO’s medansvar for tortur af afghanske fanger bliver mødt med en mur af tavshed fra den danske regerings side. Trods utallige henvendelser har hverken forsvarsminister Søren Gade (V) eller regeringspartiernes forsvars- og udenrigsordførere har kunnet finde tid til at kommentere sagen.
Anklagerne mod NATO fremsættes i en ny Amnesty-rapport, som offentliggøres i dag. Her påvises det, at den NATO-ledede koalitionsstyrke i Afghanistan udleverer fanger til tortur og anden grusom behandling hos de afghanske myndigheder.
Flere oppositionsparter kræver nu, at Danmark omgående suspenderer den hemmelige aftale om fangeudlevering, som Danmark og Afghanistan indgik i sommeren i 2005.
Aftalen skulle sikre, at de fanger, som de danske styrker måtte videregive til afghanerne, bliver behandlet i overensstemmelse med de international konventioner. Men aftalen er ikke det papir værd, som den er skrevet på, fremgår det af Amnesty Internationals nye rapport Detainees Transferred to Torture: ISAF Complicity?
Dansk enegang
Socialdemokraternes udenrigsordfører, Mogens Lykketoft, opfordrer regeringen til at standse al fremtidig udlevering af fanger til de afghanske myndigheder.
“Danmark bør omgående stoppe al fangeudlevering. Den danske regering må sikre sig at fangeaftalen bliver overholdt,” siger han og betegner Amnestys nye rapport som “meget skræmmende.”
“Det er selvfølgelig et problem, som ISAF må løse i fællesskab, men i første omgang må Danmark stoppe al udlevering,” siger han.
I rapporten opfordrer Amnesty til, at ISAF suspenderer al fangeudlevering og bistår de afghanske myndigheder med at få bragt fængselsforholdene i orden. Amnesty anbefaler også, at den NATO-ledede ISAF-styrke selv fører tilsyn med de fanger, som udleveres til afghanerne.
“Et moratorium er måske den rigtige metode i første omgang, men på længere sigt har vi en forpligtelse til at sikre, at Afghanistan generelt behandler sine fanger ordentligt,” siger Mogens Lykketoft.
Han mener også, at ISAF bør føre tilsyn med fangerne.
I øjeblikket tilses de afghanske fanger af ngo’er som Røde Kors, Røde Halvmåne og Afghanistans Uafhængige Menneskerettighedsorganisation, men det tilsyn er ikke tilstrækkelig effektivt, mener Amnesty.
Røde Kors i Kabul oplyser, at organisationen for tiden besøger fanger i ikke mindre end 73 forskellige fængsler rundt om i landet. Men det er ikke nogen garanti for, at alt er i orden, understreger Røde Kors’ talsmand i Kabul, Graziella Leite Piccolo.
Hun understreger også, at Røde Kors ikke løser denne opgave for ISAF eller nogen anden part.
Danmarks ansvar
SF’s forsvarsordfører, Holger K. Nielsen, mener også, at Danmark bør slå hælene i med det samme,
“Den danske regering må med øjeblikkelig virkning stoppe al udlevering af fanger til de afghanske myndigheder,” siger han.
“Danmark har en moralsk og juridisk forpligtelse at leve op til, når det gælder tortur, og derfor må proceduren omkring udlevering af fanger i Afghanistan ændres, så længe der hersker begrundet tvivl om den afghanske efterretningstjenestes metoder,” siger Holger K. Nielsen.
Han peger på, at de afghanske myndigheders mishandling af fanger har været kendt længe. Blandt andet har FN’s højkommissær for menneskerettigheder flere gange udtrykt stor bekymring over de mange rapporter om anvendelse af tortur eller torturlignende metoder i afghanske fænglser.
“Lytter man til FN og Amnesty International tyder meget på, at den fangeaftale, Danmark og Afghanistan har underskrevet, ikke er det papir værd, den er skrevet på. Det vil være ansvarsløst af forsvarsministeren at sidde dette overhørig. Valgkamp eller ej,” siger Holger K. Nielsen og opfordrer forsvarsministeren til at “delagtiggøre den danske befolkning i, hvilke forholdsregler regeringen vil tage for at imødegå risikoen for, at danske styrker mod deres vilje udleverer fanger til tortur.”
Også Enhedslisten mener, at Danmark bør gå enegang.
“Det er fuldstændig uacceptabelt, at ISAF udleverer fanger til tortur. Forsvarsministeren bør klart melde ud, at Danmark ikke udleverer fanger til afghanske myndigheder i den nuværende situation,”, siger Enhedslistens udenrigsordfører, Rune Lund.
Han mener desuden, at Danmark har et moralsk ansvar for de fanger, som andre ISAF-enheder tager.
“Selv om Danmark ikke har udleveret fanger til afghanske myndigheder, så har vi medvirket i utallige operationer, hvor der er blevet taget fanger - og vi har derfor et moralsk medansvar,” siger han og efterlyser klare regler, “også i de tilfælde hvor danske soldater ikke har foretaget den konkrete pågribelse, men har deltaget i operationen på anden vis. F.eks. ved at omringe eller bevogte fangerne.”
Rune Lund mener, at de danske styrker bevidst skubber ansvaret for evt. fanger over på koalitionspartneren i ISAF:
“Vi har siden Hommel-sagen set en klar tendens til, at Danmark ikke længere tager fanger. Vi opfatter dette som en bevidst strategi for at undgå det juridiske og folkeretslige ansvar for fangerne,” siger han.
Afghanernes problem
Søren Espersen fra Dansk Folkeparti er ikke med på at standse fangeudleveringerne.
“Det er ikke vores opgave at tilbageholde og retsforfølge almindelige kriminelle. Hvis det er sikkerhedsfanger, er der andre typer forpligtelser, men generelt må det være de afghanske myndigheder, der står for den slags,” siger han.
Søren Espersen understreger, at Danmark og de andre ISAF-lande bør stille krav til den afghanske regering om at få styr på problemerne.
“De har værs’go at opføre sig ordentligt. Karzai regerer på vores nåde og barmhjertighed. Hvis vi rejser hjem, vil de finde hans lig i en grøft den næste dag. Det skulle han tage i betragtning,” siger Søren Espersen. “Vi må sige til afghanerne, at der er grænser for, hvad vi vil finde os i.”
Amnesty-rapporten samt Danmarks hemmelige fangeaftale med Afghanistan kan læses på www.information.dk








Kommentarer