UDFALDET AF DEN MEGET omtalte fredskonference for Mellemøsten, som forventes at blive afholdt i Annapolis i dagene 25. til 27. november, kommer med stor sandsynlighed til af afhænge af, om Saudi-Arabien vælger at deltage eller ej.
Oliegiganten har gennem de seneste par år indtaget en stadig mere central diplomatisk rolle i Mellemøsten, og mens alle andre parter i de mange konflikter graver sig dybere og dybere ned i egne politiske skyttegrave, ses Saudi-Arabien i mange sammenhænge som den eneste aktør, der er i stand til at overskride de dybe kløfter. I den forbindelse er kong Abdallah en mand, vi skal lægge mærke til.
Kong Abdallah har brudt med Saudi-Arabiens lange tradition for tilbagetrukkenhed med en række initiativer, der i mellemøstlig sammenhæng er både modige og iøjnefaldende. Allerede for et år siden aflagde Abdallah som den første saudiske leder i mere end fire årtier officielt besøg i Tyrkiet og brød dermed isen, der dækkede over et højst akavet forhold til en anden af regionens stormagter. Abdallah var også den første saudi-arabiske leder nogensinde til at besøge Kina, han var den første i mere end 50 år til at besøge Indien, og da han tidligere på måneden mødte paven i Vatikanet, tog han et skridt, som mange i den arabiske verden fandt stærkt kontroversielt.
Der kan være delte meninger om kong Abdallah og hans forhold til demokrati og menneskerettigheder. Flere steder i den arabiske verden bliver han kritiseret for at pleje alt for god omgang med George W. Bush og dermed bidrage til at legitimere amerikanernes krig i nabolandet Irak. Men samtidig bør man ikke forklejne, at regenten rent faktisk har taget nogle skridt, der tilsammen udgør en mere selvstændig diplomatisk indsats.
DET VAR TILFÆLDET med det såkaldte saudiske fredsinitiativ, der leverede en frisk indgang til den israelsk-palæstinensiske konflikt. Det gik videre end den amerikansk sponsorerede køreplan for fred og vandt derved større tilslutning i den arabiske verden. Og det er med det afsæt, kong Abdallah også vil kunne yde et konstruktivt bidrag i Annapolis. Den blotte tilstedeværelse af Saudi-Arabien som den arabiske verdens diplomatiske sværvægter vil i den forstand kun kunne samle de delte meninger i regionen.
Kongen holder fortsat kortene tæt ind til kroppen, og det er der god grund til. I sig selv indebærer udsigten til, at saudiske og israelske ledere kommer til at stå ansigt til ansigt på så højt plan, en risiko, hvis ikke indsatsen krones med et resultat. Kongen er heller ikke interesseret i at give George W. Bush en fjer i hatten, hvis det ikke fører til en klar gevinst for den arabiske verden. Hans overvejelser hænger derfor nøje sammen med, om han i Annapolis kan forvente tilstrækkelige indrømmelser fra israelsk og dermed også amerikansk side. Om det kommer til at ske, ser lige nu usikkert ud, men man kan jo altid håbe, at USA med opbakning fra Europa vil gøre en aktiv indsats for at skabe den tilstrækkelige forståelse. Og det burde have en vis interesse, idet Saudi-Arabiens indflydelse vokser i takt med, at olieprisen stiger. faf
