Eksperimentet mislykkedes

"Jamen, altså jeg tror, at det har meget at gøre med, at det har været svært for os at forklare det budskab, at vi peger på Anders Fogh Rasmussen som vores statsminister, men vi gør det ikke betingelsesløst. Og det har forvirret nogle vælgere."

Partiformand Naser Khader, Ny Alliance

DET LIGNEDE længe en jordskredssejr for Ny Alliance, der med sin ambition om at svække Dansk Folkepartis vetoret i dansk politik og etablere en ny flertalsmulighed for VK-regeringen tordnede frem i meningsmålingerne. Da partiet blev lanceret 7. maj i år, vendte det nye protestparti straks op og ned på det politiske billede og stod på et tidspunkt til helt op til 15-20 mandater. Siden faldt det, men for blot en uges tid siden og altså midt i valgkampen lå det komfortabelt på 9-10 procent af stemmerne og tegnede til at blive en endog betydelig tunge på den nok så berømte vægtskål.

Sådan skulle det ikke gå. Den sidste uge af valgkampen har været en decideret katastrofe for partiet, og under de tv-transmitterede partilederrunder stod det klart, at Naser Khader var godt i gang med at tale sit parti helt ud af Folketinget.

Der vil sikkert blive spekuleret kraftigt i, hvad det er, der har haft afgørende betydning for, at Ny Alliances historiske triumf blev forvandlet til et historisk flop. Var det Se & Hørs smagløse og faktuelt mangelfulde angreb på Naser Khader for at have fået udført sort arbejde, der flyttede stemmer? Var det de ustyrlige kendis-kandidater, som dårligt var kommet inden for i partiet, inden de så stort på partilinje og gik i marken med spektakulære og ofte ufrivilligt komiske forslag om Fyn som skattefrizone eller førerløse folkeskoler, der har svækket troværdigheden? Eller var det dårlig rådgivning, svag organisationsstruktur, dårlig forberedelse og i sidste ende en dårlig ledelse?

SVARET ER SIKKERT, at det hele har haft betydning og også har haft indflydelse på partiformand Naser Khaders vaklende og ufokuserede præstation i valgets sidste fase. Men politik er en ubarmhjertig branche, og i sidste ende har Khader ansvaret for, at man ikke har været i stand til at forklare partiets politik.

Et er, at man sidder tilbage med indtrykket af, at partiets egentlige chefideolog er erhvervsmanden Asger Aaamund, der som smagsdommer har givet stilkarakterer til Khader, der som en anden bugtalerdukker har fulgt hans mindste vink. Noget andet er, at partiet ikke har haft en ledelse, der var i stand til at forklare sine krav til VK-regeringen, men kun har skabt forvirring. Ganske vist ligger en væsentlig del af mærkesagerne på den røde side af midten, men sympatipilen har hele tiden peget på Fogh, som Naser Khader, når alt kommer til alt også deler flere værdier med. I en valgkamp har det været en eklatant fejl ikke at melde klarere ud, men i stedet insistere på en vaklende og dårligt argumenteret strategi. Det har dels vækket den skepsis, som mange vælgere uden tvivl har haft over for partieksperimentet, uagtet det også blev modtaget med jubel, fordi det imødekom et ønske hos mange borgerlige vælgere, som har haft det svært med VK's samarbejde med Dansk Folkeparti. Dels åbnede det en ladeport af angrebsmuligheder mod Ny Alliance for især Pia Kjærsgaard, men heller ikke de konservative og oppositionen har undladt at angribe en Naser Khader, som så tilmed har virket usikkert famlende og dermed utroværdig.

Han har på den hårde måde erkendt, at der er stor forskel på at være en favoriseret og populær enkeltsagspolitiker og en partileder, der har skullet bære en hel politik.

MEN IND KOM Ny Alliance, ikke med et jordskred, ikke med mulighed for at kunne udfordre Dansk Folkeparti, der endnu engang blev undervurderet af medier, kommentatorer og andre ønsketænkere, som ikke bryder sig om, at en ikke uvæsentlig del af befolkningen bakker op om partiet.

Og oppositionen kan se frem til fire år mere i, ja opposition. På trods af et fantastisk valg til SF, der blev valgets store vinder, selv om sejren ikke kan bruges til meget, og en overraskende stærk valgkamp af Helle Thorning-Schmidt, der formåede at samle oppositionen og med et længere tilløb måske kunne have opfyldt løftet fra 2005 om at slå Anders Fogh Rasmussen, så fortsætter VK.

I DEN SIDSTE fase af valgkampen var fornemmelsen, at det langsomt og for sent gik op for hende, hvor tæt hun egentlig var på at slå en Anders Fogh, som har ført en noget mere lavmælt valgkamp end tidligere, blandt andet fordi hans flertal så ud til at være væk, og kontraktpolitikken dermed ikke kunne gennemtrumfes som tidligere. Den gode historie ved valget 2007 er, at danskerne endnu engang satte Europa-rekord i valgdeltagelse. Men i skrivende stund er den dårlige nyhed, at VKO-flertallet i fire år mere kan fortsætte sin for det danske folkestyre så usunde blokpolitik på en række væsentlige områder. Tilbage står en opposition, som muligvis vandt valgkampen, men tabte valget, og ikke mindst står en Ny Alliance, som drømte om et nyt politisk Danmark hen over midten, men endte som et mislykket eksperiment, der nu skal samle sig om en politik, der kan overbevise.