Da vi har klædt os af og lagt os i min seng, siger hun, vi må skynde os, jeg skal over til min kæreste klokken tre. Jeg bliver irriteret. Hvorfor er du så sammen med mig ? Jeg står ud af sengen og siger at hun skal gå. Hun bliver liggende og ser på mig. Ud med dig, siger jeg. Jeg samler hendes tøj op fra gulvet og går ud i gangen og smider det ned ad trappen. Underlige mand, siger hun og løber nedenunder på klaskende fodsåler og står lænet op ad væggen på ét ben, mens hun fumler med trusserne. På vej ud ad døren bumper hun ind i Agnethe, der åbenbart har stået i vindfanget, udstøder et skrig og forsvinder ud i natten. Jeg savnede dig, siger Agnethe. Du skal gå, siger jeg. Jeg vil være alene. Det er ikke godt at være alene. Det er godt for mig.
Jeg smækker døren i, går ovenpå og kaster mig på sengen, men kan selvfølgelig ikke sove. Næste dag går jeg hen til Agnethes hus, men hun er der ikke. Jeg troede hun var hos dig, siger broren. Jeg leder efter hende hele weekenden, fuld af angst og selvhad. Jeg ringer rundt til de familiemedlemmer der har telefon, banker på hos dem der ikke har det, stopper folk på gaden og spørger om de har set hende. Ja, forleden dag, nej, ikke i går eller i dag. Søndag aften kommer hun. Et lille skråt smil afslører at hun er klar over at jeg har endevendt byen fo at finde hende, men hun afstår fra at hovere. Vi sidder i sofaen og holder hånd og ser en film i fjernsynet. Om natten elsker vi gentagne gange. Vi ligger filtret ind i hinanden på tværs af dobbeltsengen, svedende og gispende, dynen ligger sparket på gulvet. Hun fortæller om en kæreste hun havde. Han var så kilden at han ikke kunne tåle at hun rørte ved ham. Når de elskede, måtte hun holde fast i madrassen, så hun ikke kom til at røre ved ham, for hvis hun gjorde det, begyndte han at skrige. Da vi har ligget tavse et par minutter i mørket, fortæller jeg hende om min fars kærlighed. Hun kommenterer det ikke, jeg ved ikke engang om hun hører efter, eller måske er faldet i søvn. Men så spørger hun, slog han dig ? Spørgsmålet udløser et anfald af skamfølelse hos mig. Hendes egen baggrund er vold og overgreb og druk, og den får min egen historie til at tage sig sølle ud. Samtidig knytter spørgsmålet os sammen. Dette menneske, tænker jeg, kan jeg fortælle alt, føle mig fuldstændig tryg ved. Intet er hende fremmed. Jeg ville ønske hun ville gå sin vej.
I et brev til min far fortæller jeg i en humoristisk tone om mine seksuelle eskapader. Jeg lægger ikke skjul på noget, jeg ved at jeg kan være åben over for ham uden at risikere nogen form for moralske opstød. Men i sit svar skriver han: Når jeg læser dine breve, står det stadig mere tydeligt for mig, at det du trænger allermest til at lære her i livet, er at sætte grænser.
Kim Leines 'Kalak' er udkommet på forlaget Gyldendal
