Når grænserne skrider

Brug og misbrug. Struttende numser og spidse læber. Det er et forholdsvist nyt fænomen, at teenagepiger bruger internettet til at portrættere sig selv, deres ansigter og kroppe. Ofte er det et udtryk for almindelig pubertetsmæssig konkurrence, men nettets lovløshed og frihed overlader især socialt udsatte piger til ældre mænds selvjustits
Grænser skal læres. De helt unge piger er ofte ikke klar over, hvilke grænser, de overskrider, når de f.eks. lægger pornografiske billeder af sig selv ud på nettet. De ved godt, der er noget galt, men kan ikke selv sige stop, fordi de aldrig har lært at forholde sig til deres egne grænser. Foto: Marcel Chassot/Polfoto

Dinlillesmukkebabyh på 15 år vil gerne have en ny frisure skriver hun på sin erotiske profil på sexdating.dk.

"- nogen der giver?" Pris: 5-6000 kroner.

"Jeg ville rigtig gerne blive sangerinde, skuespiller i USA, eller fotomodel. Jeg får jo tit at vide, at jeg har en super flot og smuk krop, så hvad med at bruge min skønhed til noget?! *s*," skriver hun.

I virkeligheden, i klasseværelset og på nettet kæmper mange teenagere en kamp for anerkendelse og popularitet: Det gælder om at være smukkest og hottest.

Unges selvrepræsentation på internettet er et relativt nyt fænomen, som professor og ekspert i køn og ungdomskultur Susanne V. Knudsen undersøger i bogen Generation P?, der udkommer i dag på Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag.

En af de ting, hun fremhæver, er, hvordan det på netmødestederne er populært at give profilerne point. I Danmark gælder det både på ungdomsmødesteder som Arto, hvor brugerne er fra 12 år og opefter, og på pornografiske chatsider som Sexdating.dk, hvor brugere fra 15 år og opefter søger chatsex, billedbyt eller partnere til sex.

Begge steder handler det om at 'score point', selvom billederne på de to sider er af meget forskellig karakter. På Artos forside ses unge selvportrætter, hovedsageligt af ansigter, mens forsiden af Sexdating.dk består af billeder af nøgne mennesker, nærbilleder af kønsdele og videoer af par, der dyrker sex.

Lovgivning

Netprofiler og datingsider er i høj grad et nyt og dereguleret område, og der er flere forskellige opfattelser af reglerne for, hvad teenagere må bruge deres profiler til.

På internetmødestedet Sexdating.dk kan en 15-årig uden videre lægge stærkt erotiske billeder og film af sig selv på sin profil. Og det er ikke lovligt, siger psykolog i Red Barnet Kuno Sørensen, der arbejder specifikt med it-relaterede seksuelle overgreb.

"Udbyderne bag Sexdating.dk har pligt til at oplyse om, at unge under 18 ikke må uploade pornografiske billeder, da det er ulovligt at distribuere, masseproducere eller gøre sådanne billeder af unge på 15, 16 og 17 år tilgængelige. Det betegnes som børnepornografiske billeder," siger han.

Udbyderne af Sexdating.dk mener dog ikke selv, at de bryder nogle love.

"Vi har da undersøgt det en del, vil jeg da mene, men jeg vil da gerne høre, hvis det, vi gør, ikke er lovligt," siger en af de ansvarlige, Bo Jacobsen.

Ifølge professor i strafferet ved Københavns Universitet Vagn Greve er det ikke ulovligt for den 15-årige at oprette profilen.

"Men hvis profilen indeholder pornografiske billeder, kan udbyderne af hjemmesiden som udgangspunkt holdes ansvarlige for videreformidling af utugtige billeder - dog kun hvis de er blevet gjort opmærksomme på, at profilen eksisterer," siger han.

En anonym kilde siger til Information, at der i månedsvis har ligget pornografiske billeder uploadet af blandt andet piger, der hævder at være 15 år på Sexdating.dk. De er nu blevet fjernet, og både myndigheder og Red Barnet er opmærksomme på, hvad der sker på siden.

Sexdating.dk skriver ingen steder på deres hjemmeside, at unge under 18 ikke må uploade pornografiske billeder. Det, mener Kuno Sørensen, er et alvorligt problem for udbyderne, og han mener, at der skal strammes op.

"Sexdating.dk skal informere om, hvad der er tilladt og ikke tilladt. De kan godt klandres for, at det ser ud til, at 15-17-årige har deres kønsorganer direkte smækket på profilbilledet," siger han.

Frihed til at lyve

Brugernes alder er en af de ting, der er svær at overvåge på internettets mødesteder. Dinlillesmukkebabyh skriver, at hun er 15 år, men hun kan sagtens være yngre, uden at nogen finder ud af det.

Politikommissær og leder af NITEC, Rigspolitiets Nationale IT-Efterforskning, Søren Thomassen, fortæller, at det "som oftest er chatudbyderne selv, der bliver opmærksomme på, at der er noget galt og blokerer profilerne".

Oliver Lindhardt er supportmedarbejder og tidligere administrator på datingsiden Scor.dk, et mødested for folk der leder efter kærester og sex.

Aldersgrænsen ligger på 18 år, men flere gange om ugen melder brugerne af hjemmesiden profiler, der er oprettet af mindreårige.

"Selv kan vi ikke gøre så meget, hvis folk ikke sætter billede på. Mange af dem skriver dog i deres profil, at de er 15, 16 og 17 år. Og så har vi nogle administratorer, der låser deres profiler," fortæller han.

Men ikke alle er ærlige omkring deres alder. Nogle afslører det først, når de begynder at chatte med folk på siden.

"De fortæller, at de er under 18 år, og så bliver de anmeldt af dem, de chatter med. Altså, der findes selvfølgelig også nogen, der ikke anmelder det, men udnytter det," siger Oliver Lindhardt.

Han anerkender, at det er umuligt at finde ud af, præcis hvor mange brugere af siden, der er under 18 år.

"Jeg tror da, at de findes. Og nogle venter da også med at fortælle, hvor gamle de er, indtil den dag, hvor de mødes med en person herindefra. Og ja, igen er der naturligvis nogen, der ikke ville anmelde det," siger han og fortæller, at det er blevet diskuteret, hvorvidt Scor.dk skulle kunne opkræve cpr-numre, når folk opretter en profil.

"Men det er der også nogle, der føler sig utrygge ved. De kan ikke lide at oplyse så personlige oplysninger, og i øvrigt kan unge jo altid låne et cpr-nummer fra en ven, der er 18," påpeger Oliver Lindhardt.

Hovedårsagen til, at Scor.dk for nogle år siden ændrede aldersgrænsen fra 15 til 18 år, var ifølge Oliver Lindhardt, at teenagerne var for useriøse, og mødestedet hellere ville fokusere på et ældre publikum.

"Engang blev Scor.dk omtalt som et frygteligt sted og et sted, hvor alt var tilladt. Nu er der kommet flere og flere normale mennesker til. Folk truede dengang med at opsige deres medlemskab, fordi der var så meget teenagefis. Og sådan noget kan jo ramme os på pengepungen," siger han.

Forældrenes ansvar

Rigspolitiet har ikke nogen tal på, hvor ofte mindreåriges profiler med pornografisk indhold bliver anmeldt, men de er bekendt med, at der har været flere eksempler.

"Vi samarbejder med alle chatudbyderne, men særligt i forhold til 'grooming', hvor voksne forsøger at vinde børns tillid over nettet - som det har været tilfældet på chatsiden Arto," siger Søren Thomassen fra NITEC og fortsætter:

"Her er indsatsen forstærket inden for de seneste år, da det gik op for os, at vi ikke havde været skarpe nok i forhold til den problematik, og at vi burde have kigget nærmere på det tidligere. 'Grooming' er et område, hvor der kan sættes ind med en forebyggende indsats, og hvis et seksuelt overgreb mod et barn forhindres, så gør vi en forskel".

På netmødestedet Arto præsenterer de unge også sig selv med billede, men uden at blotte sig, som på de førnævnte datingsider. Alligevel må Arto flere gange om ugen fjerne billeder, der er for seksuelt udfordrende, siger Anne Løhde Rask, presseansvarlig i Freeway, firmaet bag Arto.

Kuno Sørensen fra Red Barnet mener, at det til dels kan skyldes pointsystemerne, der er med til at skabe et gruppepres og en konkurrence omkring, hvor meget anerkendelse og ros, de unge får for deres profil.

"Derfor giver de den lige en ekstra tak og viser lidt mere kavalergang end de andre og håber, at det slipper igennem, så de bliver lagt lidt mere mærke til," siger han, men betegner det samtidig som en forholdsvis almindelig pubertetsmæssig konkurrence.

Arto har tidligere været meget kritiseret i de danske medier af blandt andet Red Barnet, da børn og unge er blevet kontaktet og chikaneret af voksne på siden. Seneste tilfælde var i sidste måned, hvor der fandt grove overgreb sted på en 12-årig pige og en 14-årig dreng, der mødtes med mænd, de havde chattet med på Arto.

På spørgsmålet om, hvad Arto kan gøre bedre, svarer Anne Løhde Rask, at der løbende laves nye tiltag for at skærpe sikkerheden: "På Arto advarer vi desuden gentagende gange brugerne mod at mødes med fremmede uden en kendt voksen. Vi advarer dem også om at udlevere telefonnumre og e-mailadresse. Hvis brugerne vælger at overhøre vores advarsler, er det ude af vores hænder og ovre i forældrenes. Vi opfordrer forældre til at opdrage deres børn til sikker netfærden, lige som de skal opdrage dem til at færdes sikkert i den virkelige verden".

Og Arto har lavet meget oplysningsarbejde målrettet børnenes forældre, som også kan gå ind på siden og få vejledning. Spørgsmålet er, om de når de piger, der er i den største risikogruppe for at overskride nogle grænser.

Hvem er pigerne?

For hvem er de unge, der ikke nøjes med et smilende billede på Arto, men som i en meget ung alder uploader billeder af stærk seksuel karakter på for eksempel Sexdating.dk?

Jessica Larsen er projektleder på chat og -telefonrådgivningen 'Ung på Linie'. Hun oplever, at det er unge piger, der ikke er gode til at tage vare på sig selv, fordi de enten er blevet seksuelt misbrugt som børn, eller fordi de er blevet svigtet af forældre, der for eksempel har et alkoholmisbrug.

"Forældrene har ikke forklaret de unge, hvor grænserne ligger," siger hun.

Kuno Sørensen fra Red Barnet optegner en profil, der ligner Jessica Larsens.

"Det vil jo typisk være børn og unge med en meget problematisk opvækst bag sig, som måske allerede har erfaring med seksualitet, fordi de selv er blevet seksuelt misbrugt, eller fordi de er opvokset i et meget seksualiseret miljø. De har lært, at de kan fange andres interesse og anerkendelse ved at bruge deres seksualitet og krop. Det er en kommunikationsmåde og en måde at skaffe sig selvtillid på, som de har tillært sig i deres opvækst. Det er stadig få tilfælde, der vælger at gøre det på den måde," siger han.

Jessica Larsen oplever, at teenagerne slet ikke er klar over konsekvensen af for eksempel at lægge pornografiske billeder ud på nettet.

"De er ofte godt klar over, at noget er galt, men de har svært ved at sige stop - især på nettet, fordi alt er så flydende. De oplever ikke altid, at der er en fare i det. Vi har flere, der overvejer at mødes med folk i virkeligheden, og jeg er sikker på, at mange også fører det ud i livet. Ingen har vist de piger, hvad de er værd, og så søger de måske også nogle forkerte fællesskaber - lige som i den virkelige verden," siger hun.

Når de unge kontakter Ung på Linie er det altid, fordi, en eller anden form for grænse er blevet overskredet.

"Det kan for eksempel være, at pigerne bliver bedt om at tage billeder af sig selv af seksuel karakter og får dem sendt afsted uden rigtig at tænke sig om. Og det er jo svært for moderatorerne at være inde over alle profilerne. Min opfattelse er, at det generelt er meget svært at styre," siger Jessica Larsen.

Ung på Linie-rådgiverne får også henvendelser fra unge piger, der bliver chattet op og spurgt, om de ikke vil sælge sig selv for penge.

"Pigerne står i et dilemma om, hvorvidt de skal sige ja. Det handler jo om prostitution, men pigerne ser det i et lidt andet lys, fordi det foregår på nettet. Vedkommende virker måske meget sød," siger Jessica Larsen.

Sexprinsessen på 17 år skriver på sexdating.dk.:

"Hej.. Jeg er en ung fræk pige, der søger nogle søde fyre og piger at skrive med... er ikke luder eller lign. så jeg gider ikke høre på tilbud med, at jeg får 1000 kr. for et blowjob eller lignende - gider ikke høre på det".

Chatmærket der sad fast

Red Barnet har i samarbejde med Foreningen af Danske Internetmedier (FDIM) og de store udbydere af netmødesteder for børn, heriblandt Arto udarbejdet et 'chatmærke', der skal skærpe sikkerheden på chatsiderne, ved blandt andet at gemme alle oplysninger i en tidsperiode på 12 måneder.

Kuno Sørensen fortæller, at 'chatmærket' har været klar siden nytår, men sidder fast i datatilsynet.

Janni Christoffersen, direktør i datatilsynet, kan ikke sige noget om, hvornår der kommer en afklaring.

"Vi er nødt til at få undersøgt grundlaget for at lagre de her oplysninger i så lang tid. Og det skal være tydeligt, at der faktisk er brug for oplysningerne. Det er en af de problemstillinger, vi har drøftet," siger hun.

Kuno Sørensen pointerer, at netmødesteder for børn og unge stadig er lidt af et pionerprojekt. Derfor er mange af reglerne først blevet udviklet inden for de sidste par år.

"Det var jo helt nyt for bare fem år siden. Og det betyder, at der er en hel del udbydere af de sociale netmødesteder, som skal gøre sig nogle erfaringer om, hvad det er, der skal til. Både på det menneskelige plan, men også på det teknologiske, blandt andet i forhold til overvågning," siger han.

Kuno Sørensen mener dog stadig, at udbyderne skal drages til ansvar:

"Når Arto skriver, at de har en manuel billedkontrol, så kan man drage dem til ansvar for, at de billeder, der ligger på siden, er gennemcheckede," siger han og fortsætter:

"Også Sexdating.dk kan drages til ansvar for, at de ikke oplyser brugere under 18 om, at de ikke må lægge pornografiske billeder på deres profiler".


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her

Kommentarer

Jeg har et problem med nogle som vil bestemme, hvad der er pornografi eller ikke. Er et billede af en 15-årig pige med blottet bryst f.eks. utugtigt eller er et billede af en 17-årig stive erigerede penis f.eks. utugtigt. I Danmark er der nemlig ikke noget, der hedder 'børnepornografi' selvom man ofte skulle tro det. Der er derimod noget der hedder at det er forbudt at 'offentliggøre mv. utugtige billeder af børn under 18 år'.

Må jeg i den forbindelse minde om at mange mange15-17 tøser og fyre faktisk tagerr frække billeder af sig selv, og sender dem via mobilen til deres kærester.

Må jeg ikke anbefale Kuno Sørensen at gå til angreb på Se og Hørs og Billed-Bladets 'sommerens sødeste sommerpige' hvor 14-17 årige (sådan ca). bliver udstillet for bladenes mandlige læsere, somme tider på en sådan måde, så i hvert fald mandlige læsere ikke er i tvivl om at her er der tale om utugtige billeder... Men se, det tør Kuno nok ikke, fordi han ved, at så vil han et kæmpe sagsanlæg direkte fra Allerkoncernen mm.

Hovedpointen er sådan set, at få folk til at reflektere over, hvad der er utugtige billeder. I 1950erne var det f.eks. dybt utugtigt at se en nøgen kvinde. I dag er det måske dybt utugtigt at se en nøgen pige under 18 år.

Kun Sørensen overser totalt, at kvinder stort set altid har sammenlignet deres kroppe med andre, og brugt deres krop til at konkurrere om hannernes gunst med. Og at drengene, hannerne, har gjort det samme.
Visse evolutionsforskere hævder faktisk at det er genetisk (med)bestemt, men det er vist ikke helt påvist endnu. Pointen er dog stadig at unge mennesker afsøger deres egen sexualitet og lærer hvor deres egne grænser går, ganske enkelt ved at handle...

Kuno Sørensen m.fl. overser totalt at en 15-årig aldeles ikke ville skrive noget sådan som 'din lille baby gør'. Som man kan være yngre end 15 år, kan man altså også være ældre end 15 år. Man kan f.eks. 20 år eller ældre, og blot sige, at man er 15, og det gælder for både piger og drenge. Man kan f.eks. også være heteroseksuel, men lege med tanken om at være homoseksuel....

Mht. Datatilsynet mener jeg det er totalt til grin. Når staten kræver logning siger Datatilsynet 'ja' til alt, men når red barnet gør det samme, ja så...

Hvis det forholder sig sådan at billedbladene fortsat viser seksualiserende billeder af helt eller delvist afklædte umyndige, så er det ulovligt ifølge internationale konventioner.

Artikel 34
Seksuel udnyttelse

Barnets ret til beskyttelse mod seksuel udnyttelse og mishandling, herunder
prostitution og medvirken i pornografi.

Danmark undertegnede den 7. september 2000 en frivillig tillægsprotokol til
artikel 34. Den udvider definitionen af børneprostitution og børnepornografi
og forbyder tillige handel med børn.
Ventes ratificeret i 2003.

Se om artikel 34 i konventionen her:

http://www.unicef.dk/files/DUC%20materiale/B%C3%B8rnekonventionen.pdf

Ifælge FNs konvention er alle under 18 børn, da de ikke er myndige.

Der var engang i 90'erne hvor side 9-pigerne i EB næsten altid var teenagere og ofte under 18. Det fik internationale kræfter sat en stopper for. Idag er de altid over 18 og ofte langt ældre.

Jeg gætter på at Karsten Aaen ikke har børn eller kender nogen mindreårige piger, som han føler omsorg og ansvar for...

Det jeg gerne vil have er en diskussion om hvad der er utugtige billeder af børn og voksne, da dette jo som bekendt er kulturelt bestemt. F.eks. grinte alle danskere højt og længe, da man i USA blev sure over at man kunne se en vis persons kvindebryst i 3 sekunder under en superbowl finale. Det mente de var uanstændigt og utugtigt. Og det er præcis den samme udvikling, vi risikerer herhjemme...

Nu er det nogen år siden, jeg har set sommerens sødeste i Se og Hør og Billed Bladet, men dengang var der tale om 15-16 årige piger, ofte iklædt bikinier mv. Billeder som jeg alså ikke hverken dengang eller i dag vil opfatte som seksualiserede eller utugtige i en dansk kontekst, men som jeg er ganske sikker på ville blive opfattet sådan i en arabisk, katolsk (vatikansk) eller amerikansk kontekst.

Jeg vil stadig gerne have at vide om en 16-årig der uploader et nøgenbillede af sig selv til sin kærestes mobil gør noget ulovligt eller om en 17-årig ung mand der uploader et nøgenbillede af sig selv til f.eks. sexdating eller scor gør noget ulovligt. Eller rettere sagt: Om det er i Danmark er utugtigtige billeder... For hvis det er det, har man i praksis hævet den seksuelle lavalder fra 15 til 18 år i det her land...

Kan du ikke forstå hvad der står? Det er den kommercielle UDNYTTELSE. Og sexdating.dk og Scor.dk er kommercielle sites, hvor der også forekommer handel. Der står sågår > Tjen penge med sexdating.dk

Men du mener måske at 15 årige får en god start på sexlivet ved at blive gjort til handelsobjekter eller søgt lokket ud i noget, som de ikke kan overskue konsekvenserne af?