Hvordan skal kunsten spejle virkeligheden for børn - gennem pænheden eller grimheden? Skal der være flæser på kjolerne eller lort på bukserne? Skal teksten rime, eller skal bare bestå af bandeord? Skal spillet være realistisk, eller skal det stiliseres?
Det er nogle af udfordringerne i to nye børneforestillinger, der begge forsøger at åbne øjnene på de 10-14-årige: Oliver! i Tivolis Koncertsal og Kong Ubu hos Corona-La-Balance i Vanløse. Altså Dickens' gamle socialrealistiske historie om forældreløse børnearbejdere i London i 1830'erne - og Jarrys gamle absurde historie fra 1880'erne om en tyrannisk konge, sådan i de ikke-eksisterende lande "Olen" og "Usland" ...
Hvis teksterne var skrevet i dag, ville emnerne nok være blevet skærpet. Så var Dickens' børnearbejdere måske traffickede sexarbejdere eller organdonorer, og så hed Jarrys Kong Ubu måske Kong Ubush ...
Begge disse forestillinger får ungerne i tale. Men hvor Oliver! skræmmer ungerne med sin traditionelle teatergru med mørke-lys og spændingsmusik, så får Kong Ubu børnene til at flygte væk fra første række i væmmelse over spillernes brutale slåskampe. Hvor Oliver! bevarer børnene som tilskuere, gør Kong Ubu dem til medspillere og medskyldige.
Grumme gøglere
Kong Ubu er den mest ambitiøse opsætning, fordi den vil formidle absurdismens opgør med magthaverne til ungerne. Lotte Faarup og scenografen Signe Beckmann har iscenesat historien med besk enkelhed: Et beskidt lokum på hjul og et hvidt stykke gulvvinyl på en rulle - og så en omgang uniformer til Jesper Egelunds velklimprende, klezmeranakistiske militærorkester. Hug en sav og bank en sax ...
Performerne er sminket askegrå i hovederne med kul på kinderne og sult i øjnene. Jan Overgaard Mogensens psykopatisk-energiske Far Ubu stjæler kongekronen, hvorefter han sprætter folk op, som det passer ham. Og den fysiske performer Øyvind Kirchhoff spiller Mor Ubu med de mest forunderligt knækkede knæ som den udnyttede kone, der forsøger at slå igen. Hvilken gøglergrumhed!
Og dog bliver forestillingen mest ubærlig i scenen, hvor Kong Ubu drukne-kvæler sine undersåtter i lokummet én efter én. Her ser børnene væk og bliver fjerne i blikkene.
Måske skulle forestillingen kortes et kvarters tid, alene fordi den megen gru kan få ungerne til at slå fra. Men samtidig er forestillingen noget af det mest nådesløse og modige længe set i dansk børneteater, netop fordi den afliver forestillingen om voksne som ansvarlige. Forestillingen sender mange kærlige hilsner til Brecht. Alligevel bliver det op til ungerne selv at skabe en morale. For historiens fiktive personer har for længst myrdet hinanden...
Hyggelige gangstere
Til sammenligning er det ren juleidyl at se Mikael Melbye æstetiserende fortolkning af den 47 år gamle (og en halv time for lange) musical over Oliver Twist. I Tivolis Koncertsal bliver selv den usleste gangsterhule til en hyggestue. Og selv om Melbye denne gang har overladt kostumerne til den engelske designer Deirdre Clancy Steer, så er selv de fattigste kjoler syet med æstetiske pyntebånd, så man skulle tro, det var løgn.
Og det er jo det, det er: Løgn. Det er løgn, at fattigdommen er smuk. Alligevel lykkes det skuespillerne at give rollerne kød og blod og mere nerve, end de har i manuskriptet.
Charlotte Guldberg spiller heltinden Nancy - en luder, der er masochist-kæreste med gadens stærkeste psykopat, værsgo! - med sin kolossale stemmekraft og en varm oprigtighed, som stråler ud gennem de kunstfærdige hårtjavser.
Og Kristian Boland gør sit portræt af Fagin til en næsten skizofren skildring af den gamle drengeopkøber - uforudsigelig i sin tvivlen mellem høje idealer og uhæmmet egoisme. Alligevel er den 14-årige Jamie Morton forestillingens trumfkort. Han spiller garvet gadedreng med overrumplende charme, akkurat som da han for to år siden spillede Peters Jul; et virkeligt talent.
Det er netop Jamie Mortons overleverudstråling, der her skal få børnetilskuerne til at få øje på løgnen. Og til at gennemskue dens alt for nydelige indpakning.
Oliver! Musical af Lionel Bart (1960) baseret på Charles Dickens' roman fra 1838. Oversættelse: Karen Hoffmann. Instruktion og scenografi: Mikael Melbye. Kostumer: Deirdre Clancy Steer. Koreografi: Susanne Breuning. Kapelmester: Frans Rasmussen. Tivolis Koncertsal til 30.dec. 2 t 45 min. Min. 8 år. www.tivoli.dk
Kong Ubu. Frit efter Alfred Jarry (1896). Oversættelse: Klaus Hoffmeyer. Instruktion og bearbejdelse: Lotte Faarup. Scenografi: Signe Beckmann. Musik: Jesper Egelund. Statsensemblet Corona La Balance. Til 27. nov. i Smedehallen, Vanløse. Herefter turné. 70 min. Min. 8 år. www.corona-la-balance.dk
