Der er penge i sikkerhed

TEL AVIV - En stribe nøgletal viser, at der er fuld fart på den israelske økonomi. For fjerde år i træk har landet den højeste vækstrate i den vestlige verden, og hvis tendensen holder, bliver resultatet for 2007 en samlet vækst på 5,2 procent.

"I økonomisk henseende tegner 2007 til at blive et af de allerbedste år i statens historie," siger Gad Lior, der er økonomisk kommentator ved det israelske dagblad Yediot Ahronot.

"Det er lige ved at sætte Israel i liga med de indiske og kinesiske vækstøkonomier."

Sikkerhedsindustrien

Israel bliver i mange sammenhænge fremhævet som det mest udkrystalliserede eksempel på hvordan den gamle tommelfingerregel, at sikkerhedsmæssig og politisk krise fører til økonomisk stagnation, ikke længere har samme gyldighed. I tilfældet Israel forholder det sig stik modsat.

"Verden er blevet vanvittig og uforståelig," siger den politiske kommentator Gershon Baskin.

"Den israelske regering har været i dyb, ledelsesmæssig krise siden krigen i Libanon sidste sommer, og landet har været præget af politiske problemer lige siden starten på Al Aqsa-intifadaen i 2000. Der er ingen fredsproces og heller ikke tegn på, at der vil komme en, og trods dette har økonomien det bedre end nogensinde."

En del af forklaringen finder Baskin i landets omfattende hi-tech-industri, der nok i højere grad end noget andet sted i verden er sporet ind på sikkerhedsindustrien. Nye tal fra Israel Export Institute viser, at denne sektor i 2006 havde en vækst i eksporten på 20 procent og dermed bidrog væsentligt til landets økonomiske fremgang trods den politisk og samfundsmæssigt stærkt belastende krig i Libanon i løbet af sommeren.

"Israel har en enorm konkurrencefordel, idet det militære system helt på statens regning uddanner et stort antal motiverede og stærkt målrettede eksperter på netop dette felt," forklarer han.

"Umiddelbart efter aftjent værnepligt tager de deres viden med sig og omsætter den i privat forretning. Det er en af grundene til, at Israel har verdens største antal start up-virksomheder i forhold til landets størrelse."

Som skræmmeeksempel

Men ved siden af disse indlysende fordele, lever den israelske økonomi højt på det store marked for sikkerhed og forsvar, som udviklet sig i hele den vestlige verden efter 11. september.

Den canadiske journalist Naomi Klein opererer med begrebet 'katastrofekapitalisme', når hun i sin nye bog, The Shock Doctrine, beskriver, hvordan angrebet på World Trade Center har medvirket til at ophæve det velkendte samspil mellem krise og økonomi.

Med det såkaldte våben-mod-kaviar-index i hånden kortlægger hun, hvordan dette samspil er vendt på hovedet gennem de senere år. Mens voksende salg af kampfly (våben) traditionelt førte til et tilsvarende fald i salget af private forretningsjetfly (kaviar), viser tendensen, med Israel og USA som to lysende eksempler, at øget salg af våben nu ogå fører til øget salg af kaviar.

Hvad den amerikanske økonomi angår, er invasionen af Irak et godt eksempel på dette nye forhold, ligesom andre, ikke-menneskeskabte katastrofer som tsunamien i Det Indiske Ocean med samme konsekvens har ført til pludselig vækst på den vestlige verdens værdipapirmarkeder.

"En stadig strøm af katastrofer er nu så forventet, at det konstant tilpassende marked har ændret sig for at passe til den nye status quo - ustabilitet er blevet den nye stabilitet," skriver Naomi Klein.

I Israel kan denne tendens spores endnu længere tilbage end til 11. september. Allerede i slutningen af 80'erne og begyndelsen af 90'erne tilførte en lille million indvandrede fra de tidligere sovjetrepublikker Israel en stor og billig arbejdskraftreserve, der kunne gå i stedet for palæstinensere på lokale arbejdspladser, sammen med et enormt antal højt uddannede eksperter, der kunne give landets hi-tech-industri et kolossalt skub fremad. Dette blev til begyndelsen på den gradvise afskæring af den palæstinensiske økonomi, der ifølge Naomi Kleins analyse førte til intifadaen i år 2000 og med urolighederne også Israels såkaldte sikkerhedshegn og en næsten total adskillelse af de to økonomier.

Udviklingen havde lært Israel, at landets økonomiske trivsel ikke, som hidtil antaget, var afhængig af fred med naboerne. Tværtimod kunne man afskære sig fra en kompliceret omverden og leve godt af katastrofetilstande andre steder i verden ved at kontrere indsatsen om eksport af hi-tech og sikkerhedsydelser til vesten.

"Således ser et samfund ud, når det har mistet incitamentet til fred og når det er dybt begravet i at udkæmpe og profitere i en endeløs krig mod terror, som ikke kan vindes. Den ene part ligner Israel og den anden ligner Gaza."

Et spørgsmål om tid

Benyamin Ben Tal, der er professor i økonomi ved universitetet i den israelske by Haifa, mener at Naomi Klein går lidt for vidt i sine fortolkninger af udviklingen.

"Fred er ikke uvæsentlig for en økonomi," siger han.

"Det er sandt, at den israelske økonomi boomer i disse år, og det uden at der er indgået en fredsaftale med palstinenserne. Men det er udelukkende, fordi Israel har, ja undskyld udtrykket, neutraliseret det palæstinensiske problem med hegnet på Vestbredden."

Han påpeger, at i intifadaens første år, da hegnet endnu ikke var på plads, anrettede palæstinensiske angreb stor skade på israelsk økonomi. Folk blev hjemme fra arbejde i stort tal på grund af frygten for at frlade hjemmet, undelandske investorer holdt sig på afstand og Israels indbringende turistndustri tørrede helt ind frdi gæsterne ikke længere turde komme.

"Denne tid har vi heldigvis lagt bag os, og jeg håber, den aldrig kommer igen," siger professor Ben Tal.

"Men så længe, Israel ikke har løst sit problem med sine palæstinensiske naboer, er det kun et spørgsmål om tid, før nogen finder nye veje til at forvolde skade på den israelske økonomi. Så det er en sandhed, der kan diskuteres, at Israel ikke har noget incitament til fred, " siger Ben Tal.

Voksende uligheder

Tilstandens skrøbelighed understreger han også ved den indre pris, Israel, og dermed også andre økonomier på samme kurs, betaler for den umiddelbare succes. I Israel er den økonomiske succeshistorie også blevet til ved at skiftende regeringer i årevis har ført en aggressiv liberalistisk politik.

"Politikerne har været erhvervsorienterede i en grad, at store samfundsgrupper er blevet tabt," tilføjer Gershon Baskin.

"I 70'erne og 80'erne var de sociale forskelle små, næsten som i Skandinavien, men idag er de ubetinget højest i den vestlige verden, og der er en boble, der før eller siden vil briste og underminere det økonomiske mirakel."

Således lever 20 procent af den israelske befolkning under fattigdomsgrænsen, som svarer til omkring 2.200 kr. til rådighed per medlem af en given husstand, og dette tal er i stigning. Så mens det israelske BNP er i hastig vækst og målt pr. indbygger forlængst har overhalet både Tyskland og Italien, fordeles goderne stadig mere skævt. "Turismen er i hastig fremgang igen efter at have været stendød for bare fem år siden," bemærker Gershon Baskin.

"Internationale flyselskaber åbner ruter til Tel Aviv, der bliver bygget hoteller, og nye restauranter skyder op alle vegne. Politikerne forklarer dette som tegn på stabilitet, og naturligvis kan det til en vis grad bruges som økonomisk indikator. Men ligesom med sikkerhedsindustrien er det også en illusion, der på et eller andet tidspunkt vil blive indhentet af den virkelige verden."