PARIS - Malika Gouardets tålmodighed er for længst brugt op. Den spinkle 62-årige kvinde bor i en forstad til Paris, men holder hus i den indre bykerne. Og som stort set hele den hær af privat-ansatte servicearbejdere, der betjener den velstående del af den parisiske middel- og overklasse, har hun nui over en uge kæmpet for at komme på arbejde:
"Først blev jeg hjemme nogle dage. Min arbejdsgiver forstod det godt. Så tænkte jeg: 'Nej, jeg må af sted. Der er ingen strøgne skjorter, der skal gøres rent, familien har brug for mig.' Så fredag hentede min søn mig på vej til sit eget arbejde. Det tog mig tre timer at komme ind til Paris. Men da jeg så skulle hjem om eftermiddagen, måtte jeg gå hele vejen. Jeg har stadig vab-ler. Det tog seks timer, og jeg var hjemme kl. 22.00. Det kan man ikke byde nogen. Jeg kan ikke tage det mere."
Hun viser Informations korrespondent sine fødder, der er fyldt med vabler. Og fortsætter:
"Jeg forstår godt de strejkende lokoførere. De vil gerne beholde deres fordele. Det er ikke sjovt at arbejde under jorden meget af tiden på skiftende tidspunkter. Jeg er ingen tilhænger af præsident Sarkozy, som lige har givet sig selv en enorm lønforhøjelse. Han ved intet om, hvordan almindelige mennesker har det. Han kører jo ikke i tog. Men hvad disse strejker gør er, at de skader helt almindelige mennesker. Især os uden penge. Vi har brug for, at togene kører. Vi har ingen biler, og vi mister vores løn, når vi ikke arbejder. Der er mange, som arbejder mindst lige så hårdt som lokoførerne. Tænk på, hvordan rengøringsarbejdere eller folk i landbruget knokler. De kan altså ikke trække sig tilbage som 50- eller 55-årige."
Rasende på regeringen
Synspunktet om, at strejken går ud over helt almindelige mennesker og ikke rammer den konservative præsident Nicolas Sarkozy (som har svoret, at han ikke giver sig en meter, når det kommer til reformen af de særligt favorable pensionsvilkår, der p.t. tildeles udvalgte grupper i transportsektoren, først og fremmest lokoførerne, hvis pensionsalder skal sættes op fra 50 til først 55 og siden 60 år), fremsætter Information over for en strejkende lokofører i den parisiske Metro.
Eric Gibert, der er 48 år gammel, står uden for Metro Wagram og har strejket siden 14. november. Han vil strejke til det sidste, eller i hvert fald til hans fagforening giver ham besked på noget andet:
"Jeg er rasende på regeringen, der ikke tænker et sekund på den indsats, almindelige arbejdende mennesker yder. De skulle skamme sig. Og hvornår tror De, Madame, at en minister kan trække sig tilbage. Og til hvilken pension? Hvorfor er alle de reformer, præsidenten fremsætter, rettet mod almindelige mennesker og ikke mod dem, der har mange penge? Vi ser vores løn blive mindre og mindre værd, samtidig med at flere og flere arbejdspladser flytter til udlandet, og det første, præsidenten gennemførte efter sit valg, var en skattereform, der sender mange flere penge direkte ned i lommen på de rigeste."
- Men rammer denne strejke ikke bare de dårligst stillede medborgere uden egen bil, uden adgang til alternative transportmidler eller penge til taxier?
"Sådan kan man ikke stille det op. Naturligvis går strejken ud over andre franske borgere, men det er op til regeringen at løse op for situationen. Hvis de trak forslaget tilbage, ville togene jo køre igen i morgen. Det ved folk godt. Jeg har mødt mange mennesker, som fuldt ud forstår, hvorfor vi har nedlagt arbejdet, også selvom de er irriterede over, at de ikke kan tage toget. Og så skal De også huske, at hvis vi taber denne kamp, så er det bare begyndelsen. Det næste, der ryger, bliver arbejdstiden og de faste kontrakter. Hvornår skal arbejdsgiverne vise imødekommenhed," spørger han.
Sarkozy står fast
Præsident Nicolas Sarkozy selv virker imidlertid uberørt af protesterne - sandsynligvis fordi han også læser meningsmålingerne, der taler et helt tydeligt sprog. Den seneste meningsmåling udført for OpinionWay for avisen le Figaro giver regeringen opbakning fra 68 procent af befolkningen til at reformere pensionssystemerne. Det er præcist omvendt af sidste gang, en regering forsøgte det samme - i 1995 - hvor den folkelige opbakning fik regeringen til at stikke piben ind og tage alle forslag af bordet, efter at det franske samfund var strejkelammet i over en måned.
Sarkozy talte for første gang direkte om strejkerne i forgårs. De startede den 14. november og havde deres foreløbige kulmination tirsdag i denne uge, hvor en tredjedel af de 5,2 millioner offentligt ansatte som postarbejdere, sundhedspersonale, lufttrafikkontrollører og skolelærere tog sig en endagsstrejke i protest mod planlagte nedskæringer i den offentlige sektor - nedskæringer, der kommer samtidig med, at mange franskmænd føler, at deres personlige købekraft er udhulet.
"Disse reformer har været skrinlagt alt for længe. Efter så megen tøven, så mange overspringshandlinger og kovendinger har vi nu brug for et komplet brud med fortiden for at stoppe nedturen (for samfundet, red.) ... Og jeg har fået et mandat fra de franske vælgere til det 'rene brud,' som jeg lovede dem. Vi vil ikke overgive os, og vi vil ikke trække vore forslag," sagde præsidenten ved et møde for franske borgmestre og regionale lovgivere i Lille.
Sabotage
Sarkozy opfordrede de strejkende til nye forhandlinger og til at genoptage arbejdet, før økonomien "bliver bragt i knæ". Regeringen har anslået, at strejkerne koster det franske samfund 3,3 milliarder kroner om dagen.
En ny dialogrunde startede onsdag eftermiddag, efter at en række alvorlige sabotageaktioner havde ramt hele togsektoren natten til i går. Fagforeningslederne tog alle kraftigt afstand fra de ulovlige aktioner i går, og visse spekulerede over, om aktionerne bevidst var kommet i stand for at bringe de strejkende i miskredit.
