Den danske flåde er sat i søen. Skibene er blevet opgraderet. Besætninger er slået sammen til mere slagkraftige styrker. Vi er klar.
Forrest ligger L18 Videnskabsministeriet, flådens stolte støtteskib. Bagved en skare af korvetter, inspektionsskibe og mineskibe med navne som F361 København Universitet og P564 Copenhagen Business School.
Men hvor skal vores fornemme flåde hen? Hvilke nye territorier skal de erobre? Kaptajnen har kun udstedt en ordre om at nå verdensklasse. Og ikke meget mere. Så skal flåden sejle mod syd, øst, vest eller nord? Skal der mønstres flere rekrutter på samtlige skibe? Skal hele flåden føre samme udrustning? Er vi på vej i oprørte vande uden kort og kompas?
Billedet er på mange måder sigende for den situation universiteterne befinder sig i. Der har været en årrække med ændringer i universiteternes lovgivning - klargøring af skibene. Vi har kæmpet for flere penge til forskningen - flåden er godt rustet. Men hvad er egentlig meningen med det hele? Hvad er egentlig målsætningen for sektoren? Hvad er kursen?
Staten finansierer universiteterne og har derfor ret til at stille en række krav. Det er er politikernes ansvar at sikre, at statens penge bliver brugt på en måde, der ikke bare er til fordel for den enkelte institution, men for samfundet som helhed. Men samtidig har staten pligt til at gøre kravene tydelige. For universiteterne kan - som flåden ovenfor - ikke sætte kursen, hvis ikke de kender målet.
Blafrer i vinden
Det er lovgivningen ikke et godt redskab til at sikre. Her er andre midler relevante. Og her kommer behovet for en samlet målsætning for universitetssektoren ind i billedet. Ganske vist kan man hist og pist få en ide om regeringens og Folketingets ønsker. For eksempel i universitetsloven og dens bemærkninger eller i regeringens globaliseringsstrategi. Men det overordnede mål - kursen - blafrer noget i vinden.
Konsekvensen er, at ingen rigtig kan forklare, hvorfra ministeriets konkrete ønsker til udviklingskontrakterne kommer - og hvilket politisk mandat, der ligger bag. Eller hvorfor det er det ene og ikke det andet parameter, der skal indgå i den kommende model til fordeling af basismidlerne.
Uklare meldinger
I praksis betyder det, at ministeriet på mange måder er overladt til at tolke på uklare politiske udmeldinger. Og set fra institutionernes side kan styringen derfor fremstå som ministeriel embedsmandsstyring - ikke som politisk styring efter samfundsbehov. For eksempel er der i dag tvivl om udviklingskontrakternes status. Er det ministeriets kontrakter med universiteterne - eller er det universiteternes egne kontrakter? Vi er på vej ud i høj sø og uden kort og kompas.
Jeg håber derfor, at man nu vil arbejde for at formulere en overordnet politisk målsætning for universitetssektoren. Målsætningen skal naturligvis holde sig til nogle overordnede linjer uden at blive for alt for abstrakt. I fremtiden bør det stå klart, at i udviklingskontrakterne præciserer staten de krav, som samfundet stiller til det enkelte universitetet.
Først når man fra politisk hold har defineret de politiske krav til universiteterne, kan universiteternes ledelsesrum og frihedsgrader fastlægges og udbygges. Så kan hver især finde sin position og strategi, vel vidende hvor man skal hen. Og så ender vi ikke med at sejle rundt uden kort og kompas - med intern splid og optræk til mytteri.
Charlotte Rønhof er forskningspolitisk chef i Dansk Industri
