Er du dansk? Så må du mene noget om Daisy Diamond?!
Det var første bemærkning fra en argentinsk filmkritiker under Rom Film Festival, da han fandt ud af, jeg kom fra Danmark. Han havde nogle uger inden været til filmfestivalen i San Sebastian og set Simon Stahos Daisy Diamond, der blev vist i det officielle konkurrenceprogram. Han brød sig umiddelbart ikke om filmen, der handler om en skuespillerinde, som vælger den grusomste løsning, da spædbarn og karriere viser sig at være en umulig kombination. Han kunne imidlertid ikke ryste den af sig og ville virkelig gerne diskutere den og høre, hvad de danske holdninger til Stahos seneste film var.
Det er først i dag, at et dansk biografpublikum kan se Daisy Diamond og melde sig på banen, hvis udlandet vil diskutere. Spørgsmålet er bare, hvor mange almindelige biografgængere, som kommer til at melde sig i diskussionsklubben. Daisy Diamond er alt andet end en udadvendt hyggefilm til en afslappet aften i biffen. Den er i passager stort set uudholdelig at sidde igennem. Jeg var ikke så lidt rystet og rusket efter at have set den. Samtidig var jeg fascineret af formen, (rolle)spillet og viljen til konsekvent at søge grænser både i forhold til at tage fat i et tabubelagt emne og i forhold til at gøre det på en så eksperimenterende facon.
Grænsesøgende
Det kan lyde mærkeligt, at man kan blive fascineret at se en film, der en del af tiden føles som et overgreb, men som filmfan er det opløftende at se, at en så gungrende grænsesøgende film finder vej gennem støttesystemet og får en argentinsk kritiker til at indlede en opildnet diskussion af mediets natur. Man kan mene, hvad man vil, om Stahos seneste film, men man kan ikke bare være ligeglad.
Når der tales om dansk films succes, er betydningen diversitet i udbuddet løbende blevet fremhævet. Det er frugtbart, at vidt forskellige stemmer kan eksistere side om side, henvende sig til forskellige folk og inspirere på kryds og tværs. På grund af mediets omkostningstunge natur kan man altid frygte, at kanter bliver slebet af og kontroversielle indspark forsøgt tilpasset, når de statslige støttekroner uddeles. I dansk film taler man normalt ikke om ensretning eller censur, men man kan sagtens forestille sig mere eller mindre bevidst selvcensur fra en filminstruktørs side, når man skal overbevise en række investorer med vidt forskellige succeskriterier om, at ens film skal have midler til at havne på det store lærred.
Udfordrende filmkunst
Stahos film har ikke lignet en crowdpleaser på papiret, og hans to foregående film har med et samlet billetsalg på 6.188 billetter ikke ligefrem lagt gaderne øde. Begge film har imidlertid været spændende eksempler på, hvordan Staho sammen med forfatteren Peter Asmussen bevidst arbejder med at finde nye veje ind i en filmisk fortælling og konsekvent prøver grænser af. Dag og nat fortalte historien om en mand (Mikael Persbrandt), der kører rundt og tager afsked med folk, inden han som planlagt tager livet af sig i den bil, hvor hele historien udspiller sig. Mikael Persbrandt havde også hovedrollen i Bang Bang Orangutang, hvor han i filmens åbning kører sit ene barn ned og bliver sendt ud på en ordentlig eksistentiel nedtur. Det er ikke præcis to eksempler på uforpligtende mainstream, men det er udfordrende filmkunst, som søger andre veje end den slagne og pludselig kan resultere i et brag af en film. Dansk film har med New Danish Screen-produktioner som Offscreen og Princess også haft nytænkere af både form og indhold som Christoffer Boe og Anders Morgenthaler på banen de seneste år, og det er stimulerende, at Simon Stahos pigtrådssmertende sortsyn er på det danske repertoire til at sætte tanker i gang hos argentinske filmkritikere såvel som danske biografgængere. Stahos nye film vidner om, at der også er plads til de essentielle eksperimenter i dansk spillefilm. Dansk film er både Far til fire og Daisy Diamond. Det er da diversitet.
Daisy Diamond anmeldes påwww.information.dk/film. Foto: SF Film
