Britney Spears er tilbage på toppen af hitlisterne, til trods for at hun af en stort set enig presse for længst er erklæret færdig. Men måske har man bedømt hende på forkerte præmisser. Moderne popmusik ligger uendelig fjernt fra den romantiske forestilling om kunstneren som skabende geni, der stadig ligger til grund for store dele af popjournalistikken.
I slutningen af oktober udkom Britney Spears første cd i fire år. Siden In the Zone fra 2003 er det stort set gået ned af bakke for Britney Spears. Det er derfor nok kommet bag på en del - og efter alt at dømme ikke mindst anmelderne - at den nye cd stort set er blevet godt modtaget. Blackout er blevet kaldt Britney Spears’ bedste af anmeldere, der ellers var parat til at slagte, hvad de fleste forventede ville blive endnu et pinligt optrin. Blackout topper hitlister over det meste af verden, og Britney Spears ser ud til at være alt andet end færdig.
Der har været givet flere forklaringer på Britney Spears’ come back. En lang række af branchens bedste musikere, producere og sangskrivere har været indkaldt for at sikre, at Blackout rammer tidens stil og smag. Den seneste computerteknologi er taget i anvendelse for at kompensere for det manglende talent og give indtryk af, at Britney Spears faktisk kan synge. Forklaringen, de fleste synes at være enige om, er og bliver, at det ikke kan være Britney Spears’ egen fortjeneste, hvis Blackout bliver en succes såvel kunstnerisk som kommercielt.
Det er et forkert kriterium at vurdere efter. Det er det romantiske syn på kunsten og kunstneren, hvor det var den guddommelige inspiration, der manifesterede sig og kom til udtryk gennem kunstneren. Kunstneren var et geni, en ener, der skabte ud af sin sjæls dyb. Det billede af kunstneren er der senere gjort op med. Marcel Duchamp gjorde med sine ready-mades op med kunstneren som skaber, og Andy Warhol gjorde op med kunstneren som geni og ener. Kunsten er at gøre det til kunst.
Myten om autencitet
Den romantiske forestilling om kunstneren trives imidlertid stadig i udpræget grad inden for rock og pop. En sanger skal helst kunne stå personligt inde for de følelser, der krænges ud i selv den mest banale popsang. Det er snyd, hvis der er manipuleret med stemmen i studiet, eller hvis man mimer til en koncert. I rock og pop dyrkes myten om det autentiske fortsat. Her skal kunst og person stadig helst smelte sammen i en og samme krop. En sanger, der ikke skriver sine egne sange, er ikke så autentisk og har ikke den samme kunstneriske integritet som en Bob Dylan eller en Bruce Springsteen.
Britney Spears skriver ikke sine egne sange, hun spiller ikke noget instrument, hendes stemme manipuleres med studieteknologi: ergo er hun ikke kunstner. Når hun overhovedet er blevet en succes, så skyldes det udspekuleret markedsføring, ikke talent. Men hvorfor insisterer man så på, at talent skal være et kriterium, når Britney Spears skal vurderes. Man sammenblander personen med kunstneren, noget der har været gjort op med stort set alle andre steder end i rock og pop. En cd fra Britney Spears kan ikke akkrediteres til personen af samme navn. Det er et produkt, skabt af en række medvirkende sangskrivere, producere, studiemusikere og markedsføringsfolk. Det er alment kendt, men frem for at vurdere musikken på de betingelser, så insisterer man på, at her burde det være Kunstneren, den guddommeligt inspirerede, der stod bag.
Andy Warhol koketterede gerne med, at han helst ville være en maskine. Han kaldte sit atelier ‘The Factory’ og gjorde i det hele taget, hvad han kunne for at demontere kunstens aura og forestillingen om kunstneren som inspireret geni. Han hyrede Warhol look-a-likes, der kunne varetage de kedelige offentlige fremtrædender, han ikke selv gad deltage i. Om nogen, så demonstrerede Warhol, at kunstneren er noget, der er skabt på lige fod med resten af det værk, der tilskrives ham eller hende.
Det er i det lys, man skal se og vurdere Britney Spears. Hvorvidt personen Britney Spears har talent eller ej, er ikke et relevant kriterium. En cd som Blackout kan ikke vurderes på, hvilken person der står bag. Der er en lang række instanser involveret i produktionen, hvoraf langt fra alle har med musikken at gøre. Vil man insistere på at føre det hele tilbage til én person, så bliver man nødt til at se bort fra stort set alt, hvad der er sket inden for kunsten i det 20. århundrede.
Alle rygterne
Der verserer mange rygter om Britney Spears. De er med til at tegne et billede af Britney Spears, der mest af alt er en karikatur. Måske fordi det er det nærmeste, man kommer på en person bag musikken. Britney Spears handler ikke om musik skabt af én kunstner, men et produkt frembragt på helt andre vilkår end de, der kan beskrives ud fra den romantiske forestilling om kunstneren. Det er en altmodisch forestilling at tro, at popmusik i dag er en enkelt kunstners værk. Det gør det langt vanskeligere at forholde sig til musikken som værk og kræver helt andre parametre, når den skal vurderes. Det er måske derfor, vi klynger os til forestillingen om kunstneren, uanset hvor meget han eller hun i dag er en karikatur. Det er det mest bekvemme.
Det ved Britney Spears tilsyneladende godt. Som hun siger på singlen ‘Gimme more’:
“It’s Britney, bitch!”
Claus Krogholm er Ph.d. i dansk litteratur
Kommentarer
Pokkers god læsning, det her.
Claus skriver: “Den romantiske forestilling om kunstneren trives imidlertid stadig i udpræget grad inden for rock og pop.” Men hvad med indenfor Claus’ eget område, litteraturen… Hvordan er det lige med det romantiske kundernergeni der, dér…
Gå ind på www.peterdyreborg.dk og se under punktet “Sælg din dagbog”.
It’s Peter Dyreborg, bitch!
Jeg mener Claus Krogholm tager fejl når han påstår, at den romantiske lmyte om kunstneren, som det skabende geni specielt skulle have præget popmusikken. Det var vel nærnest først i begyndelsen af tresserne med Dylan, Beatles, Beach Boys, Rolling Stones, Who og hvad de nu allesammen hed, at popmusikeren som autentisk auteur kom ind i billedet. Indtil da havde popmusikken mere været en stramt styret industri, præget af præfabrikede popidoler a la Britney Spears, der hovedsagligt var styret af producere og sangskrivere og de førnævnte kunstnere kan ses som et oprør mod den måde at lave musik på. Kunstnere som Warhol på den anden side gik i en vis forstand den modsatte vej og tog Duchamps ide om det præfabrikerede eller “ready mades” til sig og begyndte at lave kunst på den måde, i protest mod det klassiske kunstideal som herskede inden for hans felt. Han overtog i en vis forstand de gamle produktionsmetoder som før Dylan, Beatles o.s.v. havde præget popmusikken og popkulturen og hans måde at lave kunst på blev da også kaldt for popart. Det var nok i en vis forstand to forskellige strategier for individualisering og demokratisering. Så Britney Spears’ måde at gøre tingene på, er ikke specielt ny, det er nærmest at gå tilbage til de produktionsmetoder som prægede halvtredsernes popmusik, ligesom den måde at producere musik på, jo hele tiden har eksisteret sideløbende med den mere auteurprægede tilgang, og nu åbenbart er kommet til at præge musikindustrien igen. Spears er således ikke udtryk for noget nyt, som Krogsholm påstår, men i en vis forstand mere en slags halvtredserpopmusiker, noget som man så kan legitimere med henvisning til Duchamp og Warhols filosofier og som man samtidig kan bruge til at gøre hende mere interessant end hun måske i virkeligheden er, ligesom hele den dyrkelse af det strømlinede og præfabrikedere som hun står for, vel siger noget om vi mentalt befinder os i en slags ny halvtredseræra. Det skal jo ikke forhindre folk i, at nyde hendes musik, men man skal nok ikke fortælle sig selv, at det er udtryk for noget nyt.
Denne ellers interessante diskussion forplumres af at en person eller et produkt som Britney Spears ophøjes til Kunstner/Kunst med stort K. Og derefter sidestilles med fx Duchamp eller Warhol. Men som det egentlig også indirekte fremgår i Krogholms inlæg, består kunsten for Warhol og Duchamp netop i at fremprovorkere en besindelse på hvad kunst egentlig er, kan, gør. Sådanne refleksioner kan ikke siges at være tilsigtede (endsige ønskværdige) for fænomener som Spears.
For 50 år siden var der næppe nogen der drømte om at ligestille Raquel Rastennis schlagere med Mozarts værker. I dag omhandles Anne Linnet produktion, med den velfungerende musik og de til det gribende ubehjælpsomme tekster, som var der tale om fuldbårne kunstværker.
Popkulturens frembringelser kan selvfølgeligt sagtens være såvel mislykkede som fremragende. På deres eget gebet. Men det er forfladigende uden videre at jævnføre dem med egentlige kunstværker, som blandt mange forskellige kvaliteter kan er betegnet ved at bearbejde og belyse forholdet mellem form og indhold.
Det Britney-ensemblet laver er statisk, filtreret og distanceret og, frem for alt, ligegyldigt=>Ikke kunst!
DERFOR er Britney Spears ikke kunstner.
“En lang række af branchens bedste musikere, producere og sangskrivere har været indkaldt for at sikre, at Blackout rammer tidens stil og smag.”
-Det kaldes ‘Design’ og ikke kunst!
Problemet er jo, Maiken Guttorm, at ALT kan være kunst. Det afhænger af det enkelte individs syn på produktet, hvad end dette måtte være.
Du mener at det, Britney Spears kommer ud med er ligegyldigt og derfor ikke kunst. Det er så din opfattelse, men for andre kan det være meget betydningsfuldt.
Det er ikke op til dig eller andre at afgøre hvad der er ligegyldigt og hvad der ikke er, det er som sagt individuelt.
Eksempelvis mener jeg at det den ellers så berømmede Andy Warhol laver, er inderligt kedeligt og ligegyldigt men kan andre lide det, er det jo for dem kunst.
Jeg ville ønske at man ville holde op med at definere hvad der er kunst, og hvad der ikke er. Kunst er håndværk kombineret med tanker - nogle kunstnere er 90% håndværk ligesom Ms. Britney Spears - nogle er 80% tanker og får andre til at lave håndværksdelen for sig. Det ene er ikke finere end det andet.
Det er desuden ærgerligt når Claus Krogholm ikke anderkender Ms. Spears’ talent som popdiva/sangerinde. Det er, i modsætning til manges generelle opfattelse af popikoner, ikke enhver der med “lidt hjælp fra computerteknologi”, kan stå i front for tidens bedste popsange. Ja, Ms. Spears’ er afhængig af hendes produktionshold, men det var The Beatles altså også.
Ja ja, undskyld. Ved godt at man ikke kan definere kunst.
Når det er sagt så mener jeg ikke at kunstens opgave, lad os kalde det det så, er at “ramme tidens stil og smag”, men det er så bare min mening. Kunst skal give folk det de ikke vidste de ville have, ikke det de trygler om.
Ja, skyldig, jeg synes hun er så uendelig ligegyldig, så jeg skynder mig ud herfra igen….Tilgiv mit fejltrin…
Lad mig rette et par misforståelser. Jeg udtaler mig ikke om, hvorvidt Britney Spears har talent eller ej, men refererer en udbredt opfattelse af, at det har hun ikke (faktisk mener jeg, hun er en betydeligt bedre sanger end Madonna). Min pointe er, at det er irrelevant at tale om talent. Jeg sammenligner heller ikke Birtney Spears med Duchamp eller Warhol, men siger, at konsekvensen af Duchamp og Warhol er, at det ikke længere giver nogen mening at ville operere med et skarpt skel mellem på den ene side værker skabt af kunstnere og på den anden sider produkter af det, man kan kalde kulturindustrien. Det er derfor heller ikke mit ærinde at ophøje Britney Spears til kunst, da en sådan “ophøjelse” ville være meningsløs. Enten har man misforstået Duchamp og Warhol, hvis man stadig vil opretholde en opfattelse af kunst, hvor det er noget, man kan ophøjes til; eller også må vi konstatere, at Duchamp og Warhol har fejlet og Kunsten med stort K stadig består.
Et tankeeksperiment: De fleste anmeldere er tilsyneladende enige om, at Blackout er en vellykket cd. Hvis det nu viser sig, at Britney Spears faktisk selv har stået for sangskrivningen, selv synger uden at der er manipuleret med stemmen og selv spiller alle instrumenter - bliver Blackout så pludselig til en meget bedre cd end den allerede er udråbt til at være?
Der er vist ingen tvivl om at Kunsten med stort K stadig eksisterer. Ja, i en vis forstand tror jeg den står stærkere end nogensinde før, måske fordi der aldrig tidligere har existeret så mange styrtende rige mennesker og den mentale materialisme aldrig har været stærkere. Man behøver bare se hvordan folk hurtigt reagerer og erklærer at Britney Spears intet har med kunst at gøre. “Kunst” er virkelig noget højere. Kan man sige det, må man jo også selv være lidt højere placeret. Så på den måde vil Kunst altid existere for mennesker har brug for den for at skille sig ud fra pøblen. Men Det er da også en anelse hyklerisk at påstå, at Warhol og Duchamp skulle have intenderet at degradere sig selv til ikke-kunstnere. De var om nogen Kunstnere med stort K, fordi de var så gevaldigt store, at de ragede langt op over deres “værker”. Ja, faktisk behøvede de slet ingen værker. De er om nogen inkarnationen af det inspirerede geni, eneren, der tænker guddommeligt nyt.
Ville Blackout være et bedre album hvis Britney Spears selv stod bag det hele, sang og musik? Næh, ikke umiddelbart ville man sige, men man skal ikke glemme, at myter og koncepter spiller ind på den måde mennesker ser og opfatter ting. Kunsten er at gøre kunsten til Kunst, som Krogholm skriver. Det er et princip som gælder mange forhold og steder. Det er altafgørende om en genstand er anbragt på et kunstmuseum eller om den findes på et offentligt toilet. Så måske alligevel ja. Det ville i al fald være et forrygende salgskoncept: Hun har lavet det hele selv!
“Det er en altmodisch forestilling at tro, at popmusik i dag er en enkelt kunstners værk”.
Men hvem tror da også det? Og who cares - det var da en underlig bedaget diskussion!
Spears debut-single Baby One More Time (1998), skrevet og produceret af det svenske hit-team Denniz Pop og Max Martin, er listet som nummer 25 på tidsskriftet Rolling Stone og MTV’s oversigt over “100 Greatest Pop Songs of All Time”.
Pointen er jo netop, at der ikke er ret mange, der tror på, at pop i dag er en enkelt kunstners værk. Men ikke desto mindre er der mange anmeldere, som synes, de bliver nødt til at komme med lange forklaringer på, hvordan Blackout kan blive en god cd til trods for, at Britney Spears - i deres øjne og ører - ikke har talent. Så selv om man ikke tror på, at pop er en enkelt kunstners værk, så har man åbenbart stadig behov for forestillingen om kunstneren, når man skal forklare et værk.
Hvis det var en ambition om at blive Kunstner med stort K, der fik Duchamp til at indlevere sin pissoirkumme til en udstilling, så er han ganske uinteressant som kunstner. Hensigten var vist nok snarere at demontere, hvis ikke latterliggøre, hele hysteriet omkring kunsten som institution og forestilling om, at det er selve institutionaliseringen, der konstituerer noget som kunst. Det er ironisk, at historien så siden har gjort Duchamp til netop det, han ville demontere, og viser vel blot, hvor misforstået han har været. Det var sikkert også derfor han gav sig til at spille skak i stedet.
“Pointen er jo netop, at der ikke er ret mange, der tror på, at pop i dag er en enkelt kunstners værk. Men ikke desto mindre er der mange anmeldere, som synes, de bliver nødt til at komme med lange forklaringer på, hvordan Blackout kan blive en god cd til trods for, at Britney Spears - i deres øjne og ører - ikke har talent. Så selv om man ikke tror på, at pop er en enkelt kunstners værk, så har man åbenbart stadig behov for forestillingen om kunstneren, når man skal forklare et værk.
Hvis det var en ambition om at blive Kunstner med stort K, der fik Duchamp til at indlevere sin pissoirkumme til en udstilling, så er han ganske uinteressant som kunstner. Hensigten var vist nok snarere at demontere, hvis ikke latterliggøre, hele hysteriet omkring kunsten som institution og forestilling om, at det er selve institutionaliseringen, der konstituerer noget som kunst”
På den anden side kan du jo sige at pladeselskabet jo tilstræber at institutionalisere Britney Spears som kunstner, ved at udsende cd’er i hendes navn, så de benytter sig jo i høj grad af forestillingen om kunstneren til at promovere deres produkt. Ligesom de også gennem almindelig gammeldags PR har fået bygget hende op til stjerne og lige i øjeblikket spiller de så vistnok på, at hun er en god pige, der nu er blevet rigtig slem og hænger ud med slemme drenge. Hele det image og hendes stjernestatus påvirker jo også den måde folk lytter til hendes musik på. På den baggrund er det jo meget rimeligt at nogen kigger bag om det apparat, der har skabt Britney Spears og diskuterer, hvad det er et udtryk for og hvor meget af det der er udtryk for hende selv.
Det er blevet salonfähigt at fremføre at man sandelig ikke kan skelne mellem kunst og ikke-kunst, når der er tale om kulturprodukter. Synspunktet antyder at en hvilket som helst dåseemballagetekst er et kunstværk, se bare til Wahrhols billeder af Campbells Soup billeder.
Denne opfattelses gængse form er den med, at det er op til hver enkelt at afgøre om et eller andet kulturprodukt er kunst.
Men i så fald har bebrebet kunst ganske enkelt mistet sin mening, det kan betegne ethvert menneskeligt udtryk.
Efter min mening er det et problem at stadig flere mennesker bliver bildt ind at de oplevelser pop-kunsten kan afstedkomme er veritable oplevelser af stor kunst. Og hvis de samme personer så ikke har erfaringer med det overskridende i virkelige kunstværker, ja, så slår de sig til ro med at morlille da kan være en lige så god sten som alle de andre sten de kender.
Og vel er det uhyre vanskeligt at finde kriterier for egentlig kunst. Det svarer til den enorme vanskelighed, mange har oplevet, når det kommer an på at afgøre om man er ved at blive forelsket i et andet menneske.
Men når man er stormende forelsket, så er man ikke i tvivl. Og ved man først hvad store kunstoplevelser er, så ved man også at dem kan Britney Spears ikke fremkalde. Men derfor kan man da sagtens nyde hendes (og hendes baglands) musik.
jamen hvem er ham Claus Krogholm er Ph.d. i dansk litteratur
det vel dansk jantelov vi ser her , ej nu må han holde op,, den pige har jo talent