Det var ikke nogen stor dag for verdenspressen, da den dengang i juni valgte at rydde forsiden for at bringe en ligegyldig historie om en ligegyldig hotelarvings korte ophold i fængsel. Der var dem, der mente, at der måtte være vigtigere ting at skrive om end den uendeligt trivielle Paris Hilton. Men historien om Hilton, hvis tur bag tremmerne hurtigt forvandlede sig til en doku-soap af de sjælnde, var blot det seneste symptom på en uhyggelig tendens i tidens mediekultur: Nemlig den, at nyheder i stadig højere grad forhandles efter underholdningsværdi, og at selv hverdagens foreteelser dramatiseres til det ukendelige for at skabe salgbare fortællinger.
Jonathan Horowitz' værk Vietnam, Paris, Iraq rammer hovedet på sømmet i forhold til udstillingen 'In the poem about love you don't write the word love'-tema. Værket, der i sig selv ikke er uproblematisk, er en bearbejdning af fotografen Nick Uts to fotografier af henholdsvis en skræmmende krigsscene fra Vietnam i 1972 og så den grædende Paris Hilton fra i år, der fragtes i fængsel efter sin dom. Under Hilton står der ordene: 'Krigen i Irak, dag 1541', og man forstår straks kunstnerens hensigt. På den ene side skaber og kontrollerer medierne fortællingerne fra verdens brændpunkter. På den anden side udjævnes alle begivenheder til det samme, dramatiske narrativ gennem mediernes visuelle regime.
Billede vs. visualitet
Udstillingen In the poem about love you don't write the word love er en prisværdig gestus, der ud over udstillingen involverer et større program af film, debatter og bogudgivelser. Kuratoren Tanya Leighton lægger med udstillingen op til en kritisk refleksion over billedets aktuelle status som referent af virkeligheden over for mediekulturens massive opbud af visualitet. Forskellen på de to - billedet og visualiteten - ligger for Leighton i billedets klassiske reference til noget uden for sig selv, den indholdsmæssigt ubekendte, mens mediekulturens strøm af visualitet antager selve virkelighedens tilsyneladende karakter.
Leighton er teoretisk yderst velfunderet og understøtter sit projekt med bidrag fra adskillige æstetiske filosoffer. Men heri består paradoksalt nok også udstillingens problem. Man får som besøgende på intet tidspunkt lejlighed til at slippe de overordnede tanker om billedet, og mange af de udstillede værker synes alene valgt på baggrund af deres evne til at illustrere udstillingens tema.
Dette kommer naturligvis nogle af de knap så spændende værker til gode, idet de får tilført et belejligt, kritisk fundament. Jens Haanings kedelige værk Danmark, der i al enkelhed er en kollage af avisudklip, hvor ordet 'Danmark' figurerer i forskellige bøjninger, ville ikke have været meget uden kuratorens understøttende tilføjelser. Det samme gør sig gældende med ovennævnte Jonathan Horowitz, der i sin kritik af massemediernes populisme er nødt til at gøre brug af selv samme strategi. Dette er naturligvis et klassisk problem. Man må nødvendigvis bevæge sig et stykke ind på modstanderens banehalvdel for at formulere en kritik. Men Horowitz' sidestilling af Vietnam og Hilton spiller på nøjagtig samme følelsespornografiske tangenter som de medier, værket lægger afstand til.
Historiens skrøbelighed
Når der alligevel er god grund til at lægge turen forbi Overgaden i løbet af de kommende måneder, skyldes det rækken af fine og udfordrende værker, der trods alt bliver vist på udstillingen. Blandt disse er først og fremmest Matthew Buckinghams poetiske værk Image of Absalon to Be Projected Until it Vanishes fra 2001. Foruden at grundlægge København stod Absalon bag bestillingen af den første danmarkshistorie hos krønikeskriveren Saxo, og det er historiens skrøbelighed og især dens visuelle komponent, som kunstneren her kommenterer på. Værket består af et lysbillede af Absalons rytterstatue, som projiceres på væggen, indtil det langsomt vil blive opløst af varmen fra lysbilledapparatet og dermed lade helten forsvinde i glemsel.
I den poetiske genre finder man også Joachim Koesters fire fotografier af den nu aldrende filmdiva Anna Karina. Fotograferet udendørs med et sekunds mellemrum mellem hver står Anna Karina og ser meget almindelig ud med nedslåede øjne og rød skjorte på. Men selvom det stort set er det samme billede, man møder rundt om på udstillingen, er det, som om kvinden hele tiden afslører nye sider af sig selv. Koester formår gennem værket at pege både på betragterens trang til personifikation af ikonet og på ikonets rørende almindelighed her årtier efter hendes glansroller i 60'ernes franske film.
Kuratorisk førergreb
In the poem about love you don't write the word love slår an til en højst relevant diskussion af massemediernes visuelle fremstilling af virkeligheden. Og en af udstillingens store meritter er, foruden det imponerende event-program af film og debatter, at den rækker tilbage og viser sjældent sete værker fra 1960'erne og 1970'erne, som John Smiths fantastiske film Girl chewing gum fra 1976. Den meget tekst- og filmbaserede udstilling er imidlertid som helhed en tør affære, der lider noget under kuratorens kritiske førergreb. Kunst behøver ikke være et sansebombardement. Den må til gengæld gerne kunne tænke selv.
In the poem about love you don't write the word loveOvergaden - Institut for SamtidskunstUdstillingen varer til den 20. januar 2008 www.overgaden.org
