Sharif tilbage i Pakistan

Eks.-premierminister Nawaz Sharif er vendt hjem til Pakistan. Denne gang i relativ ro og tilsyneladende med Musharrafs accept. Sharif kan nemlig som den eneste forhindre Benazir Bhuttos totale sejr og Musharrafs ditto nederlag, vurderer kommentatorer
Pakistans tidligere premierminister Nawaz Sharif, vinker til sine tilhængere efter hjemkomsten i går. Foto: Greg Baker/AP/Polfotou

"Løven er vendt hjem," lød det fra de mange tusinde støtter, der i går var mødt op på ruten fra Lahores lufthavn til byen for at byde den tidligere pakistanske premierminister Nawaz Sharif velkommen hjem efter syv år i eksil. Men der var ikke meget løvebrøl over Sharif. "Vi ønsker demokrati og intet andet. Jeg er her for at spille min rolle og gøre min egen indsats for at afskaffe diktaturet her i landet," sagde Sharif til den britiske radio BBC i lufthavnen før han og familien blev kørt væk i en skudsikker bil leveret af hans eksilvært, Saudi-Arabiens Kong Abdullah. Men modsætning til hans politiske konkurrent Benazir Bhuttos hjemkomst, der i sidste måned samlede op imod en halv million mennesker, var der i går sparet på velkomstarrangementet. Og det er ikke nogen tilfældighed, vurderer Stig Toft Madsen, seniorforsker ved Nordisk Institut for Asienstudier,

"Jeg tror, at Musharraf har bedt Nawaz Sharif om at holde lidt lav profil denne gang. Jeg kunne godt forestille mig, at hans hjemkomst er sket som følge af forhandlinger mellem de to, da Musharraf for nogle dage siden besøgte Saudi-Arabien," siger Stig Toft Madsen.

Ny strategi?

Med Sharifs hjemkomst står den isolerede Musharraf nu med to oppositionsledere, som han har brugt de seneste otte år på at miskreditere. Nogle iagttagere mener, at præsidenten satser på, at Bhuttos og Sharifs deltagelse i parlamentsvalget kan give hans præsidentrolle ny legitimitet. Andre mener, at Musharraf faktisk kan ende med at nyde godt af, at de to notoriske fjender ryger i totterne på hinanden. "De har aldrig kunnet tale sammen til trods for, at de politisk ligger meget tæt op ad hinanden. Måske vil Pakistan med Sharif i spidsen være en anelse mere økonomisk åbent, måske vil Benazir Bhutto være lidt hårdere i kampen mod islamisterne. Men der er reelt ikke så meget forskel på deres politik. Deres fjendskab handler langt mere om årene inden Musharraf, hvor de afløste hinanden som premierministre," siger Stig Toft Madsen.

Ifølge nyhedsbureauet Ritzau er det Nawaz Sharifs eksilvært, Saudi-Arabiens kong Abdullah, der har vredet armen om på Musharraf og tvunget ham til at lade Sharif vende hjem for at underskrive sit kandidatur til parlamentsvalget den 8. januar. Men ifølge flere kommentatorer er verden derimod vidne til endnu et strategiskift fra Musharrafs side, nemlig at lade Sharif udkæmpe den kamp, han ikke selv kan vinde. Sharif er nemlig den eneste, der kan forhindre den karismatiske Benazir Bhutto i at vinde den totale sejr ved parlamentsvalget den 8. januar. "Det bedste scenarium for Musharraf ville være en splittet vælgerskare, der vil sammensætte et parlament, hvor intet parti har flertal. Det er den eneste måde, general Musharraf kan holde sig selv politisk relevant," vurderer en pakistansk kilde til britiske BBC.

Mindre farlig

Musharraf har da også mindre at frygte nu, end da Nawaz Sharif i september forsøgte at vende hjem, men blev sendt retur til Saudi-Arabien efter få timer. På det tidspunkt stod præsident Musharraf midt i sit politiske livs værste krise. Han havde afsat den populær højesteretsdommer Iftikhar Chaudry, de islamiske terrorister havde iværksat en massiv bombekampagne og præsidentens fremtid i uniform var under stadig større beskydning. I dag har Musharraf en undtagelsestilstand og en fremtid som præsident godkendt af både parlament og højesteret. "Verden fordømmer undtagelsestilstanden, og Commonwealth har smidt os ud, men virkeligheden er, at Musharraf sidder langt sikrere nu, end han har gjort længe," siger Muna Khan, redaktør på den pakistanske dagblad The Dawn.

Sharif står stærkt

Og Bhutto har grund til at være bange for Sharif, vurderer Stig Toft Madsen. I modsætning til Bhutto, der i vælgernes øjne er mistænkeliggjort af at have forhandlet om en magtdeling med den upopulære kuppræsident, har Sharif nemlig holdt sig på afstand af Musharraf og fremstår derfor mere 'ren'. "Og så kommer han fra Punjab, hvor størstedelen af vælgerne bor og hvor valg vindes i Pakistan. Derudover kan man forestille sig, at en del af Musharrafs folk, der støttede Sharif inden han blev afsat, vil vende tilbage til ham," siger Stig Toft Madsen.

Der har været spekulationer fremme om, at Benazir Bhuttos parti Det Pakistanske Folkeparti og Sharifs Pakistans Muslimske Liga sammen vil boykotte valget. Stig Toft Madsen vil dog ikke udelukke, at forretningsmanden og den drevne realpolitiker Sharif får regnet sig frem til, at det kan betale sig at kaste sig ud i en valgkamp mod Bhutto. "Jeg kan godt forestille mig, Sharif tager chancen og går enegang ."


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her