Kan man synge en historie frem fra ingenting? Kan man nynne historiens plot og klimpre dens forløb og hamre dens pointer, uden at vide hvor den bevæger sig hen?
Måske, måske ikke. Men Odense Internationale Teater gør modigt forsøget i den nye forestilling Modellen.
Ganske vist står hun deroppe allerøverst på det nøgne scenestillads, Anja Ma-thiesens underskønne model med de hvide gevandter og det perfekte ansigt. Og denne muse synger da også smukt og aldeles uanstrengt, både heftig opera og slæbende jazz og vægtløse nedgangsskalaer for stemmefreaks.
Alligevel er denne model ikke hovedpersonen. For selve ideen om en hovedperson fortoner sig i musikernes oprigtige søgen efter handlingens egentlige struktur. 'So what is a story?' lyder spørgsmålet. Svar kommer der ikke.
Anders Nyborgs underdrevne metaforestilling foregår alle steder og ingen steder; ligesom musikken låner omkvæd flere steder. Lange lysrør sender farvefirkanter ud i rummet som visuelle tonarter i storbymol. Rundt omkring musikerne sidder små dukker med maskeansigter, musikerne selv bærer masker med stride pupiller. Og Patricie Homolovas prægnante pokerface-dukker kan endda bugtalelsens kunst - og bugsyngningens.
Rosenberg i turban
Men hvem er så helten i denne historie? Det er William Rosenberg. Han synger godt nok ikke, men han taler så begavet og med så musikalsk en diktion, at hvert et 't' og 'v' sitrer i luften, som havde han spillet bogstaverne på en cello. Dette 85-årige skuespilleridol er iklædt den mest fantastiske turban, og et gyldent tørklæde hænger om hans hals, mens han smilende taler om det liv, som han først er blevet klog på nu, hvor det er ved at rinde ud. Bevægende.
Ellers imponerer André Lundemann med sin buldrende operastemme og sin bløde rocklyd, der er pakket ind i hans enorme krop. Hans ansigt er rent og rundt, og dog glider det underfundigt sammen med hans finurlige halvmaske, så man næsten ikke kan se forskel på ansigt og maske.
Men maskerne i denne forestilling er nu heller ikke til at regne med. Hvis man ikke passer på, begynder de at synge af sig selv... Guy Moscoso træder frem med sit hvidmalede ansigt og sine sorte krøller i nogle vilde musikudbrud, hvor klarinetten og de andre instrumenter flyver ham om ørerne. Steffen Schakinger kradser til gengæld afsted med en stemme, der er skurrende dyb. Og Chris Jordan sørger for slagets gang og meningsløshedens afdækning som den evige maestro, mens Kell Dal-ager bifalder deltagende med komponistpower, og Liv Oddveig Midtmageli maser tangenter ned.
OIM i stædighed
Dette værk er et non-væk - om poesiens nødvendighed og poesiens umulighed og om skabertrangens uopsættelighed. Noget af en elitær satsning. Men sådan er det vist bare med de OIM-folk. Just som man tror, at Odense Internationale Musikteaters repertoire er handlingsklare musikfortællinger, sådan som sidste års sicilianske mafiadrama Cosa Nostra, så bryder ensemblet naturligvis ud i en teaterkoncert om kreativitetens nulstilling... Samtidig deler ensemblet international nysgerrighed, ikke mindst med Meridiano Teatrets rene teatralitet og Livingstone Kabinets ekvilibristiske lyrikleg. Det er en imponerende skabertrang. Og det er ikke mindst en imponerende stædighed, sådan at insistere på at synge en historie frem fra det rene ingenting.
Modellen. Musik: Chris Jordan, Torben Eschen, Anja Mathiesen, Kell Dalager, Steffen Schackin-ger. Instruktion og idé: Anders Nyborg. Scenografi: OIM. Kostumer: Hanne Gretlund. Masker og dukker: Patricie Homolova. OdenseInternationale Musikteater i Teaterhuset. 2 t. Til 8. dec. www.oim.dk
