Kære Helge Sander,
Vi vil gerne starte denne henvendelse med at ønske dig tillykke med, at du kan fortsætte dit hverv som videnskabsminister. Vi håber, du vil bruge den nye ministerperiode til at rette op på nogle ting, som du ikke nåede at tage dig af i den foregående periode.
I løbet af din ministertid er vi, som du ved, nået til en situation, hvor der er danske studerende, der betaler for at studere på en universitetsuddannelse i Danmark.
- På Roskilde Universitetscenter betaler studerende for at blive 'indsluset' på et kandidatstudium, hvis deres bacheloruddannelse ikke er direkte adgangsgivende. Det er konsekvenser af ændringer i universitetsloven i din ministertid.
- På Københavns Universitet betaler danske studerende nu for at tage deres uddannelse, hvis de efter deres bachelor vælger at fortsætte med en Erasmus Mundus-uddannelse. Et år af uddannelsen foregår på dansk grund, og dét år betales der for.
Vi betragter disse eksempler som meget alvorlige. Betaling for uddannelse må ikke være en del af danske studerendes hverdag, for så kan vi godt vinke farvel til både faglig fordybelse og til lige muligheder for videregående uddannelse.
Du har flere gange bedyret, at regeringen ingen planer har om at indføre brugerbetaling på universitetsuddannelserne som svar på forslag om at indskrive et forbud mod det i universitetsloven. Samtlige danske elev- og studenterorganisationer efterspørger en lov mod brugerbetaling, fordi vi ikke kan lukke øjnene for, at studieafgifter eller 'tuition fees' bliver indført i flere og flere lande omkring os.
Samtidig har du udtalt, at du vil stoppe brugerbetalingen på Erasmus Mundus-uddannelserne, hvis den er et brud på universitetsloven. Hvad vil du gøre, hvis loven kan fortolkes således, at det ikke er et brud på den, når danske studerende bliver opkrævet omkring 40.000 danske kroner for at tage en internationalt orienteret uddannelse på Københavns Universitet? Lad ikke dette spørgsmål stå ubesvaret hen.
Dine udtalelser og dine manglende handlinger over for de nævnte brud med den danske model med gratis uddannelse giver os det indtryk, at du enten ikke vil indse, hvad det er der foregår - eller har valgt ikke at spille med åbne kort.
Vi håber, at du vil benytte den kommende ministerperiode til at rette op på dette indtryk ved at vise handlekraft i forhold til de nævnte eksempler på, at studerende betaler for at tage deres uddannelse.
To meget enkle tiltag fra din side kunne være:
- At melde klart ud, at du vil sætte en stopper for de 'tuition fees,' danske studerende på Erasmus Mundus uddannelserne betaler, uanset om det i dag er lovligt.
- At sætte dine embedsmænd til at formulere et forslag til, hvordan universitetsloven kan skærpes, så de nævnte eksempler på brugerbetaling, der er dukket op i din ministertid, for fremtiden vil være ubetvivleligt ulovlige.
Dette åbne brev med håb om en klar og fremadrettet dialog.




Claes Pedersen
28. november, 2007 #
Nu er jeg desværre ikke besiddelse af et læserbrev Videnskabsminister Helge Sander have i Vejle Amt,s Folkeblad hvor han takkede vælger for valget, og det han ellers nævnede i indlægget var hvad han vil arbejde for, og det var den regionale udvikling i ydre områderne af Jylland og flere kilometer motorvej.
Eller blev Århus universitet lige nævnt i forbindelse med han vil arbejde for udviklingen af den men eller ikke et ord om hvad for initiativer og arbejdsprojekter han ville sætte i gang som videnskabsminister. Men der hvis også noget om Helge Sander er optaget af den alternative verdens opfattelse, og det går jo ikke just hånd i hånd med en videnskabelig tilgang til forskning, så det var måske trafikminister Helge Sander skulle have været.
Mvh
Benny Madsen
28. november, 2007 #
Fordi de tanker jeg tænkte, var så få og små, så endte jeg med kors og mange stjerner på!
Paul Hegedahl
28. november, 2007 #
På samme måde som der findes en række mere eller mindre videnskabelige love som 80/20 procentreglen (Paretos lov) og Murphys lov om, at det, der kan gå galt, vil gå galt, ser det ud til, at en række forhenværende og nuværende danske ministre nu er ved at skabe en ny lov: Jo svagere og jo mere ukyndig ministeren er på både sit område og i al almindelighed jo flere eklatante brud på demokratiets normale anstændighed forekommer der.
Nu har vi lige haft sagen med Hans Christian Schmidts censur af forskningsrapporter om miljøspørgsmål og så følger videnskabsminister (ja, men det er titlen) Helge Sander op med at invitere tre universitetsstuderende, der har udtalt sig kritisk om regeringens holdning til de videregående uddannelser til en "venskabelig" samtale.
Det kunne være, hvad det ville, men Helge Sander indbyder dem til denne samtale hver for sig. De er fra hvert sit universitet, Syddansk Universitet, Roskilde Universitetscenter og Københavns Universitet, men meningerne er fælles og samtidig udtryk for mange studerendes opfattelse af tingenes sammenhæng.
Årsagen til indkaldelsen af Julie Rademacher Hansen fra Syddansk Universitet i Odense er, at hun som studenterrepræsentant i bestyrelsen for Syddansk Universitet holdt en tale ved Universitetets årsfest 2007, hvor også Videnskabsministeren var til stede. Hun tillod sig at kritisere ministeren og håndteringen af flere spørgsmål. Talen kan ses på
http://www.sdu.dk/Om_SDU/Historie/Aarsfest/Aarsfest07/Festtaler/studente...
I en udtalelse til Fyens Stiftstidende, der med rette undrer sig over fremgangsmåden, stempler Helge Sander tilmed, inden samtalerne, udtalelserne fra de studerende som usande.
At en minister argumenterer på den måde, at en minister ikke tør møde tre unge studerende på en gang, men mener, at han står stærkere ved møde dem hver for sig, at han ikke offentligt kommer med argumenter for, hvorfor han mener, udtalelserne er forkerte, så vi alle kunne blive klogere, er ejendommeligt og lidt rystende.
Bevillinger til forskning og uddannelse er et vigtigt emne for hele samfundet.
Julie Rademacher mener, at niveauet samlet er faldet i de seneste seks år.
Helge Sander mener, at Syddansk Universitet har fået 80 millioner kroner mere til uddannelse de seneste to år.
Begge kan have ret. Vi har lige hørt fremtrædende økonomer sætte spørgsmålstegn ved, om regeringen har ret i, at den meget omtalte bevilling på 50 milliarder kroner til den offentlige sektor er så stort et løft, som det hævdes, når man sætter den i relation til den generelle økonomiske udvikling, men at beløbet reelt er en del af almindelige og stærkt nødvendige normale offentlige investeringer.
Vi hørte også en (nu tidligere) finansminister i tv tale sort om dette forhold. Det ville have klædt Helge Sander at komme med en klar offentlig forklaring af disse forhold, måske endda på baggrund af uafhængige beregninger fra økonomer - og det ville have klædt hans rådgivere, om de havde fået ham fra at indkalde de studerende til samtale på denne måde.
Tilsyneladende kender Helge Sander ikke til begrebet ytringsfrihed eller åben demokratisk debat. Det ville i øvrigt også være interessant at høre, hvor resten af bestyrelsen for Syddansk Universitet står i denne sag.
Med venlig hilsen
Paul Hegedahl