»Ny Alliance er kommet for at blive. Vi skal vise, at man kan regne med os, at vi er konstruktive, og vi vil presse på for at få noget igennem hen over midten.«
Sådan lød det fra en optimistisk Naser Khader efter statsministerens åbningsredegørelse i Folketinget i går.
I store træk var talen med vægt på en skattereform, mindre bureaukrati, en bred asylaftale og afstemning om EU-forbehold en gentagelse af det netop vedtagne regeringsgrundlag. Og til trods for, at statsministeren også lagde vægt på de danske værdier, som har været DF’s hovednummer siden i sommer, var der langt fra glæde at spore hos Pia Kjærsgaard:
»En ting er at nævne det, men man må være meget mere konkret,« siger hun med henvisning til at enhver form for særbehandling af muslimer bør fjernes – om nødvendigt ved lov.
NA: DF kan undgås
Også Foghs melding om en skattekommission fik en kold skulder af DF-formanden, som ikke har stor tiltro til løftet om at frede boligskatten:
»Jeg tror ikke, det kan lade sig gøre at undgå det,« lød det fra Kjærsgaard, som også afviser en afstemning om EU-forbeholdene.
»Befolkningen ønskede forbeholdene, og nu vil man have det lavet om.
Altså. Der er grund til at blive vred,« siger hun.
Mest af alt er Kjærgaard dog voldsom kritisk over for regeringens ønske om en bred asylaftale.
»Det virker absurd, hvis folk med en højre- eller venstreradikal opfattelse af asylpolitikken skal med ind i et bredt forlig,« siger hun og fastholder, at forligskredsen – altså VKO – skal finde en løsning, hvorpå andre partier kan tilslutte sig.
Modsat ser Naser Khader lyst på at få brede aftaler på både skat, udlændinge, integration og ulandsbistand:
»Det er jo sådan, at der faktisk er et flertal uden om DF, der er nogenlunde på bølgelængde på de her områder,« siger han.
Hvorvidt DF i realiteten vil have vetoret på udlændingepolitikken, vil integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) ikke tage stilling til:
»Men DF bliver indkaldt i meget en nær fremtid,« siger hun og afviser at kommentere sine forventninger til en bred aftale.
»Jeg ville ikke udtale mig om det nu, for jeg vil ikke blokere for noget,« siger Birthe Rønn Hornbech.
Professor i Politik og Forvaltning ved CBS, Ove Kaj Pedersen påpeger, at Fogh nu for alvor har trukket mod midten og sikret sig flere kort at spille med:
»Men de er også langt mere usikre. Alle partier må sluge kameler, men alle partier er også blevet nødvendige.«
I sin tale lagde Fogh vægt på at ville skabe den det 21 århundredes velfærdsmodel, og også her ligger han snublende tæt op af Poul Nyrups vision om at ville gøre Danmark til et foregangsland, påpeger Ove Kaj Pedersen.
»Det er en ganske anden Fogh, end vi så for seks år siden. Det er en koldbøtte i forhold til hans tidligere værdiholdninger,« siger han, mens Pia Kjærsgaard betegner den kommende valgperiode således:
»Den bliver meget, meget, meget spændende for journalister.«




Per Vadmand
28. november, 2007 #
Men lur hende, om hun ikke ender med at falde til patten ang. asylansøgerne. Et godt fingerpeg er, at den løsgående Langballe er erstattet af den veldresserede Skårup, og at Pia K selv vil deltage i integrationsudvalgets møder. Mor skal nok bestemme, så retter resten af partiet ind.
Man kan selvfølgelig håbe på, at bare et par stykker hopper af - og så røg VKO-flertallet.