En måde at læse Leth på

I forrige uge udkom anden del af Jørgen Leths erindringer. Både bogen og forfatteren har allerede fået en masse opmærksomhed i medierne. Guldet på havets bund er pænt anmeldt i aviserne, og ingen har for alvor været ude med riven i denne omgang. Jeg tror og håber, at det er fordi, at Danmark har lært af den aggressive debat om Jørgen Leth, der blussede op i efteråret 2005.

Jeg har personligt lært en hel del, fordi jeg efterfølgende valgte at skrive speciale om Jørgen Leth-sagen. Mit formål var at undersøge, hvad der lå til grund for debattens fordømmende væsen. Jeg tænkte, at det måtte handle om noget ‘andet’ og ‘mere’ end Jørgen Leths erotiske beskrivelser. Jeg fandt frem til, at det ikke kun er det, han siger, men i høj grad også måden han siger det på.

I det følgende vil jeg forsøge at give en nøgle til forståelsen af første del af Det uperfekte menneske. En nøgle som forhåbentlig kan åbne en dør på klem for anden del af Leths erindringer og Jørgen Leths forfatterskab generelt. Men også en nøgle som kan åbne til forståelsen af den debat, der vendte vrangen ud på Danmark i 2005.

Mellem fakta og fiktion

Det uperfekte menneske er skrevet i en genre, der slører forholdet mellem det faktiske og det fiktive. En slags gråzone mellem selvbiografien og kunstnerromanen; mellem fakta og fiktion. Værket vibrerer mellem de to genrer, idet den giver et udsnit af virkeligheden, som Jørgen Leth oplever den, og samtidig tilføjer elementer, der læner sig op ad kunstnerromanen.

Debatten, der kom i kølvandet på bogen, var derfor præget af to positioner - en æstetisk og en moralsk. Disse fostrede to diskussioner, der viklede sig ind i hinanden, og dermed var svære at adskille. En af grundene til, at Det uperfekte menneske affødte så modstridende reaktioner, var netop, at man kan læse den på forskellige måder og niveauer, hvilket blandt andet skyldes problematikken omkring genren.

Det uperfekte menneske begynder med blikket. (Hvilket Havet på Guldets bund også gør.) Alt begynder med blikket for Jørgen Leth! Hovedpersonen (Leth) bliver til et subjekt, idet faderen forærer ham blikket. En position hvorfra han kan se, begære og forstå. Blikket er altså den styrende instans, der driver erotikken og kunsten. Det er bøgernes omdrejningspunkt og Jørgen Leths største styrke. Men det er også hans kors.

Dobbeltrollen

Jørgen Leth er en selviscenesætter. Han er altid både aktør og observatør i sin kunst og i sit liv. Denne dobbeltrolle har især forvoldt ham problemer i kapitlet om kokkens datter, hvor han i særlig høj grad springer frem og tilbage mellem rollerne. Nærlæser man det berygtede afsnit, vil man opdage, at han via formmæssige greb tydeligt indikerer, at han har to roller. Det ses i citatet om kokkens datter, som gengives i nutid, modsat rammefortællingen, som foregår i datid. “Gamle Dr. Jacques sagde til mig (-) Jeg tager kokkens datter (-) Mit egentlige møde med hende fandt sted (-)” Der skiftes konstant mellem disse positioner, og forskellen er ikke kun mærket af de forskellige tider, der fortælles i, men også ved at synsvinklen ændrer sig: “Vi opholdt os ved kanten af poolen hun foran mig, jeg bag hende med et fast greb om hendes hofter. Den store pige og den hvide mand var meget rolige. Men fjerne i blikket. Vi så ingenting.” Blikket ændres ved, at ‘vi’ byttes ud med ‘den store pige’ og ‘den hvide mand’.

Jeg vil mene, at denne dobbeltrolle, er aldeles medskyldig i de kraftige reaktioner, Det uperfekte menneske var årsag til. Derfor er blikket ikke blot en gave, men også et kors for Leth. På læseren kan det nemlig virke enormt provokerende og kynisk, når Leth stiller sig uden for scenen og betragter sin egen erotiske omgang med kokkens datter, som var han sin egen selvelskende voyeur. Når han ser på sig selv, dyrker han det, man med Jacque Lacans begreb kalder det imaginære. En sublim tilstand, hvor man er hel og fuldt ud tilfredsstillet.

Hele vejen gennem Det uperfekte menneske er der eksempler på, at Leth dyrker det imaginære. Han prostituerer sin kone, er utro, opfordrer sin bedste ven til at tage sin kone som elskerinde, smugler hash og tager sig purunge elskerinder. Han forsøger gennem overskridelsen at nå det imaginære.

Jørgen Leths selvfremstilling i Det uperfekte menneske viser imidlertid også, at der er en grænse for begæret. Han bliver ældre og syg, og han får nogle kraftige depressioner livet igennem. Disse er reelle bremseklodser for hans evige begær. I debatten blev denne grænse tydeligt markeret. Efter udgivelsen af Det uperfekte menneske oplevede fallosfiguren Jørgen Leth en symbolsk kastration. Han mistede jobs, titler, respekt og ære og mærkede i den grad grænsen for sit begær og sin kunstneriske frihed. Denne grænse erfares som en kold og alt for virkelig hånd på Jørgen Leths skulder.

Debattørerne delte sig i to fløje. Set fra én fløj fremstår Jørgen Leth som horebukken og bæreren af det maskuline, magtfulde blik, set fra en anden fløj betragtes han som en syndebuk eller som offer for en heksejagt.

Det tyder på, at der er to modsatrettede strømninger i det danske samfund i dag. Der er den homogene strøm, som ønsker at regelsætte og begrænse det heterogene i form af det seksuelle, det fremmede, og det ujævne. Denne homogeniseringsproces kan helt konkret aflæses i den danske kulturkanon, hvis formål er at øge og styrke borgernes kendskab til den fælles kulturarv og forståelsen af de danske værdier. Denne form for kategorisering af ‘god kunst’ hylder det homogene ved helt konkret at bestemme, hvordan det æstetiske Danmark skal fremstå. Samtidig hermed er det en retningslinje for undervisning i landets skoler, der sørger for at opfattelsen af og kendskabet til dansk kunst homogeniseres. Overfor ses denne strømning en strømning, der er mere åben over for det heterogene i form af fri seksualitet og overskridelser.

Ubalance i samfundet

Jørgen Leth-sagen viser, at der er en ubalance i samfundets homogene og heterogene energier. At der, trods det at vi er et åbent og frisindet land, eksisterer et ønske om at begrænse og regelsætte det heterogene og overskridende i håbet om at bevare det opbyggelige, fornuftige og korrekte homogene samfund. De mange regler og forbud, der er opstillet for individet, gør det på en og samme tid svært og fristende at overskride. For at få afløb for de heterogene energier, kan man blandt andet dyrke den grænseoverskridende kunst. Jørgen Leth-sagen kan i den optik anskues som en legal mulighed for kollektiv heterogen udladelse, forstået på den måde, at han i bogen Det uperfekte menneske leger med nogle fantasier, der er så forbudte, at de ikke bare forarger vores homogene samfund, men også vækker til en voldsom heterogen opstandelse. Fejlen er, at han er blevet dømt på nogle forkerte præmisser. Leths overskridelser, hvad end der er tale om de æstetiske eller moralske, udspiller sig i imaginære legerum, og det er derfor en kategorifejltagelse at dømme ham moralsk.

Det man skal holde sig for øje, når man læser Leth, er hans selviscenesættelse og værkets imaginære dimension. I debatten viste det sig, at mange af kritikerne ikke havde forstået det imaginære niveau, der er karakteristisk for Det uperfekte menneske. Værket dyrker i høj grad det imaginære, og det er blandt andet denne dyrkelse, der provokerer og gør værket til noget ‘andet’ og ‘mere’.

Man må også holde et vågent øje med blikket, som er Leths kunstneriske greb og profession. Som aktør og privatperson anvender han det begærende blik, hvor han lader sig rive med og forføre i modsætning til det analyserende, intellektuelle distancerede blik, han anvender som observatør og kunstner. I Det uperfekte menneske hedder 1. kapitel ‘Han bruger sine øjne’. I Guldet på havets bund kalder Leth det indledende kapitel for ‘Fastholde blikket’. Disse titler kommer næsten til at stå som et symbol på, at synets mester Jørgen Leth står ved sine ord. Fastholder det blik, han skæbnesvangert påbegyndte i Det uperfekte menneske.

Jørgen Leth fortsætter altså ufortrødent med at sætte ord på sit liv. Guldet på havets bund spænder stadig over erotiske temaer, og blikket er immervæk den styrende kraft. Men kigger man godt efter, vil man opdage, at formen er en lidt anden. Jørgen Leth er ikke på samme måde en observatør, som i Det uperfekte menneske, og det imaginære niveau er knapt så fremtrædende. Måske det er en af årsagerne til, at Leth ikke er kommet gennem skærsilden denne gang. Det bekræfter i øvrigt min ide om, at det ikke kun handler om det han siger, men i allerhøjeste grad også måden, han siger det på. Men jeg tror og håber også, at det er fordi, Danmark er blevet klogere siden 2005.

Anna Cecilia Halberg Beckmann er cand. mag i Moderne kultur & Kulturformidling og har skrevet speciale om Leth-sagen. Specialet kan lånes på landets biblioteker fra 2008