Det nye kgl. skuespilrum - talescenen, ordets og pausens sted, som de selv siger - er en hule at komme ind i. En klippegrotte med 600 røde uldsæder og strejflys op langs de mørke klippevægge. Tæppet kan gå, og skuespillerne få kontakt med publikum fra det hjørne af store bag- og sidescener, som ligger under tårnets snoreloft.
Scenetårnet ved havnefronten bliver kobbergrønt udvendigt som andre københavnske tårne. Inden døre oplever man det ikke som besøgende, selv om det nye skuespilkompleks er gennemskåret af kløfter og skakter. Inde i huset oplever man først og fremmest en enkel sammenhæng mellem oplevelsen som tilskuer og livet i huset som teatermaskine og daglig kunstnerisk arbejdsplads.
Renæssance
Tæppet er ikke gået endnu, men i går fik pressens repræsentanter lov at træde indenfor. Og alt tyder på, at det bliver et magisk hus, fuldt af både fortryllelse og faglig saglighed, i en grad så man straks tager det til sig og glæder sig til midt i februar, når Hamlet indtager den største af bygningens tre scener - den kugleformede hule til 600 tilskuere.
Læs mere om
Der er også to mindre sale til 100 og 200 besøgende med mulighed for forskellig stoleopstilling og sceneplacering. Men det er den store scene, der har størst bevågenhed, fordi det er den, der er skuespilhusets egentlige anledning og nyskabelse i teaterbilledet.
Både arkitekter, skuespillernes repræsentant og teaterchefen har været på studierejser til italienske renæssancescener for at fange de rigtige rummål og optimale afstande i forholdet mellem scene og sal, for at undgå den afskårne kukkassescene - og det ser ud til at være lykkedes.
Akustikken artede sig angiveligt også vel, da der blev målt og vurderet ved en gennemspilning for nylig. Heldigt (eller snarere kompetent), for rummet er i sig selv en akustisk helhed af facon og tunge porøse materialer, men uden indkalkuleret mulighed for efterregulering.
Brobygning
Det nye kongelige skuespilhus er skudt frem fra kajen, så der indefra er frit gennemsyn til havneløbet. Om aftenen er den store glasfoyer oplyst af nedhængende punktlys som en stjernehimmel mod mørke lofter og vægge. Ideen er at undgå lysreflekser i glasset som ville forstyrre udsigten.
Oven over skyder en glaskasse af kontorer, garderober og kantine ud over adgangsplateauet, så det hele fremstår som en gennemskuelig sammenpakning af rum i alle størrelser. Langt strammere end den opulente opera på den anden side vandet. Nu kommer der for alvor til at mangle en nem forbindelse mellem de to kongelige institutioner. Foreløbig vil teatret etablere en synlig opmarch af parkerede biler på Kvæsthusmolen, som egentlig skulle være en vandpark med underjordisk parkeringskælder. Så har Københavns Kommune det at tænke over, mens der endnu engang råbes på en bro over oprørt vand.
