BRUXELLES - Sidder der virkelig en lobbyist på skøddet af den EU-medarbejder, der skal forbyde et kræftfremkaldende kemisk stof i vort barns legetøj?
Det er der ingen, der ved. Mistankerne svirrer. Ifølge EU-Kommissionen er der - anslået - 15.000 lobbyister i Bruxelles, andre taler om endnu flere. De skal lobbye de cirka 30.000 ansatte i EU-Kommissionen, samt godt 700 parlamentarikere. En ganske god normering -
Vi ved ikke hvem
Nu er der langt hen ad vejen ikke noget galt i, at der er lobbyister. De 30.000 ansatte i Kommissionen har rigeligt at se til med at lovgive og forvalte alt, der vedrører miljø, forbrugerbeskyttelse, gen-planter, telefonpriser, bankgebyrer, konkurrenceregler m.m. I mange sager vil de have brug for den indsigt, lobbyisterne kan give dem. Men hvor går grænsen mellem høring af interesserede parter og lobbying?
Problemet er, at vi ikke ved, hvem der lobbyer. Af og til kommer det frem, at en af energi-kommissærens særlige rådgivere også tjener penge på atomindustrien. Er det i orden? Eller at en medarbejder fra kemiindustrien har været med til at skrive lovgivning til kemiindustrien. Er det i orden? Eller at en stor industri betaler en forening for at lade som om, de er forbrugere?
Desuden må vi antage, at forbrugere, socialt svage og små virksomheder har færre penge til at påvirke embedsfolkene i Bruxelles, end industrien eller endda andre landes interesser har.
Dilemma
Der er al mulig god grund til at indføre åbenhed om denne kæmpeindustri. Det mente EUs kommissær for bekæmpelse af bedrageri, Siim Kallas. Siden foråret 2005 har han arbejdet på forslaget, så han kan nå at få det gennem EUs langvarige lovgivningsprocedure, inden hans embedsperiode slutter i efteråret 2009.
Konkret vil han gerne have et register over lobbyister og interesseorganisationer af enhver art - de skal angive, hvor meget de lobbyer for.
Etiske regler, god forretningsmæssig opførsel, intern justits i branchen var kodeordene. Brancheforeningerne gik ind for, at registret skal være frivilligt. Og det frivillige register er på vej til foråret 2008.
Men så kom kovendingen: I august meldte en af de store brancheorganisationer ud, at deres medlemmer ville boykotte den frivillige ordning, en anden organisation talte også om det. Kommissæren havde nemlig ikke kun bedt lobbyisterne om at oplyse deres navn, men også hvor mange penge de lobbyer for. Det - sagde en talskvinde fra lobbybranchen - kan bruges til at afsløre kunder, og hvor meget de betaler, og det går ud over konkurrencen. Mon dog? Og har Kommissæren ikke nogen løsninger?
Længselsfuldt blik
Lige nu har Kallas valgt fortsat at satse på dialog med branchen og det frivillige register. Han har ikke mange andre muligheder - han når næppe et nyt lovforslag i denne embedsperiode. Han har dog også lovet, at hvis ikke det frivillige register fungerer, er der mulighed for at indføre et pligtregister.
Det med at åbenhed går ud over konkurrencen, kan lyde tvivlsomt. I Washington, lobbyismens hovedstad, er der nemlig klare regler for at lægge lobbyindsatsen åbent. Hver lobbyist skal hvert halve år indlevere en afregning over, hvor mange dollar der omtrent er lobbyet for - dog kun for beløb over 10.000 dollar. Alligevel stortrives lobbyindustrien i USA.
Og foreninger og journalister sender længselsfulde blikke over Atlanten: Det obligatoriske register giver nemlig en udmærket - og demokratisk nødvendig - indsigt i, hvem der lobbyer hvem, og hvor intenst.
