Seksårige Bjarke ler, så han er ved at trimle ned fra stolen. Lidt efter tegner han, ser op på mig og siger med et latterudbrud: "Det er Ole!" Vi ler sammen. Vi deler en oplevelse, for vi kender baggrunden for, hvad tegningen betyder. Jeg noterer bagefter, for jeg er både mor og forsker med interesse i børns udtryk, hvad der inspirerer børns udtryk, og hvilke sociale betydninger de får i børns hverdag.
Tegningens baggrund er storesøster Idas vittighed:
Lille Ole kom hjem fra skole, og Ole græd. Hvad græder du for?, spurgte hans mor. Jo, de andre børn driller mig med, at jeg har så store øjne og en stor mund! Så, så, sagde hans mor, lad mig tørre dine øjne (Ida bevæger hænderne i cirkelbevægelser på en halv meter i diameter), og kom du så og få en kiks (Ida holder den usynlige kiks med en halv meter mellem hænderne og fører den ind i 'Oles' usynlige mund).
Engagement
Bjarke skraldgriner. Bagefter tegner han 'Ole'. Først det store hoved. Så øjnene, så store som der er plads til i hovedet. Da han tegner det ene øje, bliver han så engageret i at tegne pupillen, at det bliver til et stort spiralkrimskrams. Så tegner han en stor, firkantet mund til 'kiksen'. Sådan en stor mund må have kæmpestore tænder! Og så en stor krop - med knapper i tøjet! Og store arme, hænder, fingre og negle! Det hele bliver så stort, at der ikke er plads til 'Oles' ben, så de bliver et par små klodser. Til gengæld får han kæmpestore tårer ud af øjnene og meget store ører med spiraløregange. Spiralmønsteret fortsætter ud i en spiralfigur ved siden af det ene øre. Oven på 'Oles' hoved tegner Bjarke hår, og oven på håret er kasketten. Han tegner det hele hurtigt med stort smil og latterudbrud ind imellem. Vittigheden og Bjarkes forestillinger om 'Oles' store hoved, øjne og mund bliver udfoldet i tegningen af en figur, hvor alting er grotesk stort. Undervejs bliver spiralstregerne så sjove at tegne, at han tegner lidt ekstra.
Familiens liv
- Familien Danmark er i fuld gang med at opfinde sig selv. For anden gang i løbet af en enkelt generation og på en helt ny baggrund. Det nye er mangfoldigheden, usikkerheden og en massiv strøm af ny forskning – og mediernes store interesse for forholdet mellem forældre, børn og samfund.
- I Familiens liv skriver familieterapeut Jesper Juul, lektor Grethe Kragh-Müller og lektor Anne Maj Nielsen, begge fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, om ,hvad der er op og ned i diskussionerne om familien, børn og unge.
- Familiens liv er åben for spørgsmål fra læserne. Skriv til paradoks@information.dk
Tegningen er speciel, for engagementet i 'den morsomme overdrivelse' gør, at han tegner anderlede,s end han plejer. Samtidig er der mange alderstypiske træk i tegningen, f.eks. er hovedet tegnet forfra, mens ørerne er tegnet fra siden, så er det nemmest at tegne, hvad Bjarke ved om ører. Det er også alderstypisk, at tegningen fortæller en historie: 'Ole' græder, så der er tårer på ham.
Bjarke var inspireret af en fortælling, og han kunne klare at tegne på egen hånd med de forhåndenværende materialer. I andre situationer har børn brug for assistance fra mere kyndige børn eller voksne. I institutioner er det personalet, hvis der altså er nok af det. Den, der assisterer et barn, bliver involveret i barnets anstrengelser og overvejelser om, hvad der er væsentligt. Det giver assistenten en baggrund for at forstå barnets engagement, arbejde og forventninger med det fremstillede. Den baggrund har forældre ikke adgang til, når aktiviteten finder sted i barnets institution.
Fortæller med hånden
Det er et vilkår for dagens børnefamilier, at en del af familiemedlemmernes aktiviteter finder sted forskellige steder, og derfor deler børn og forældre ikke altid baggrunden for, hvordan noget er betydningsfuldt. Større børn kan fortælle om noget, de har gjort eller oplevet. Mindre børn kan ikke fortælle på samme måde, derfor har der været arbejdet på, at institutionspersonale husker at fortælle forældre om episoder med det enkelte barn. Men en fortælling kan ikke helt gengive oplevelsen af barnets slid med at slibe et smørebræt i timevis eller gråd over, at en figur ikke blev som ønsket på et billede, der er en gave. Med lidt voksen opmærksomhed kan bl.a. børnetegninger fortælle om betydningsfulde ting i børns hverdag, og viden om børns billedudtryk kan bidrage til de voksnes forståelse.
De yngste tegner ved at gøre bevægelser med hånden, der viser, hvad de fortæller, f.eks. 'vi kører'. Bevægelserne med farve danner spor på papiret, men dem kan voksne ofte ikke genkende. Hvordan kan nogle buede streger oven i hinanden være mormor og en masse cirkelstreger være en tur med bussen? Det kan de, fordi barnet med håndens bevægelser gengiver oplevelsen af 'mormor i rummet' eller 'busturen'.
Større børn tegner figurer og genrer, de kender, f.eks. 'kæledyr', 'prinsesser', 'Bratz' eller San Goko. Børn lærer, at noget kan forestille noget, gennem deres erfaringer med billeder fra f.eks. billedbøger og tegnefilm, der ligesom legetøj er blandt inspirationskilderne til leg og billeder. Børn fra hele verden tegner inspireret af globale børnekulturproducenter som f.eks. Disney. I børns billedudtryk og leg bliver det synligt, hvordan deres opmærksomhed og udvikling bliver præget af de inspirationskilder og ting, de bruger og udtrykker sig med. Massemedier og legetøj bidrager til børns opfattelser af, hvad der er sejt eller smukt, piget eller drenget, og hvad der er vigtigt i deres fællesskaber. Samtidig bruger børn og unge inspirationskilder fantasifuldt og på måder, hvor de også skaber nye betydninger.
Unge har længe været en målgruppe for reklamer og forbrug, og de senere år har der været fokus på yngre børn som målgruppe for reklamer. Nu, hvor julen nærmer sig, bliver børn og forældre bombarderet med gavereklamer. Som forældre vil vi gerne give ungerne noget, de ønsker sig - men inspirerer gaverne deres udvikling på måder, vi ønsker os? Det, synes jeg, er en vigtig og vanskelig overvejelse i julens forbrugsfest.
