Informations anmelder Kristen Bjørnkjær har været til fernisering hos møbelfirmaet Montana. Her fører kunstneren Marco Evaristti sig frem med en performance, hvor han spiser fedtboller fremstillet af sit eget fedt.
Til bagsiden af samme dags avis har Kristen Bjørnkjær skrevet en leder, der efterlyser “en helt ny kunstkritik.” En kunstkritik, der forholder sig “til det nyeste, sådan som kritik bør: Hvad er godt, hvad er dårligt, hvad er skidt, hvad er kanel? Ikke mindst: Hvad er originalt, hvad er gentagelser?”
Det havde været oplagt, hvis Bjørnkjær havde holdt Marco Evaristti fast på de to spørgsmål, som han i lederen giver udtryk for, at kunstanmeldere bør stille til samtidskunsten. Nemlig: Hvad er originalt? Hvad er gentagelser?
I tilfældet Marco Evaristti er spørgsmålene særligt relevante, da mange af Evaristtis værker er gentagelser og direkte plagiat. Det samme gør sig desværre gældende i forbindelse med Marco Evaristtis fedtbolle-performance.
25. marts 2006 deltog jeg i performance-festivalen ‘LIVEART2U’ kurateret af Gritt Uldall-Jessen. På scenen i Ridehuset i Århus tappede jeg mit eget blod foran publikum og fremstillede herefter en blodpølse af mit blod. Bagefter serverede jeg kunstnerblodpølsen for publikum. Publikum fik dermed mulighed for at overskride kannibalismens tabu og spise blodpølsen/værket, der helt konkret var skabt ‘af’ kunstneren.
Kunsten var hermed - igen helt konkret - reduceret til en ‘smagssag’.
Det var imidlertid ikke første gang, jeg skabte dette værk. Jeg lavede en blodpølse af mit eget blod allerede 5. april 2004, og derfor blev jeg noget overrasket, da Marco Evaristti i april 2006 lancerede et værk, der helt ud i titelordlyden plagierede mit. Mit værk hedder Blodpølse (lavet af kunstnerens blod). Evaristtis plagiat kalder han Kødboller (lavet af kunstnerens fedt).
Tomme kalorier
Det er utilfredsstillende, at Evaristti plagierer mit arbejde. Jeg finder dog en smule trøst i den analyse, jeg nu vil udfolde af mit værk og Evaristtis plagiat af samme.
Marco Evaristti har fået foretaget en fedtsugning for at fremstille sine kødboller. Men kødboller består i sagens natur af kød. Ikke af fedt. Så Evaristtis værk er dermed ikke kødboller. Men fedtboller.
Sammenligner man fedtbollerne med min kunstnerblodpølse, står det klart, hvad der er mest næringsindhold i. Det er naturligvis blodpølsen. Og i mange kulturer har blod da også stadigvæk en kultisk kvalitet. Evaristtis fedt er derimod et usundt og ikke-nærende overskudsprodukt. Kort sagt: Tomme kalorier.
Herefter kan man forholde sig til publikums adgang til føden. Evaristti fremstiller sine fedtboller i isolation, og spiser dem selv. Værket er dermed en sluttet klaustrofobisk cirkel, hvor Evaristti er både afsender og modtager. Der er ingen reel interaktion og udveksling med publikum udover provokationen, som formidles af medierne. De tiloversblevne fedtboller forsegles i dåser. Utilgængelige for publikum. Og det publikum, der har råd til at købe en dåse, vil højst sandsynligt ikke spise fedtboller. Det er alene kunsten som indkapslet mondænt provokativt objekt, som er på færde.
Jeg skabte blodpølsen på scenen og serverede den for publikum som en gestus, hvor overskridelsen ikke var lukket omkring mig selv, men fandt sted hos den del af publikum, der valgte at spise pølsen. De brød dermed kannibalismens tabu og indoptog helt konkret kunst og kunstner. Således at kunsten blev en del af publikum, og publikum blev en del af kunsten.
Dermed var mit værk Blodpølse (lavet af kunstnerens blod) ikke knyttet til det økonomiske og inddæmmede objekt men den fortvarende proces.
Forskellen mellem mit værk og Marco Evaristtis plagiat skulle herefter stå klart for enhver.
Uwe Max Jensen er kunstner
Kommentarer
Kunsthistorien er vel i en eller anden forstand én lang plagieringshistorie. Man kan desuden nævne talrige exempler på kunstnere der har brugt sig selv eller dele af sig selv i deres kunstværk. Fedtbollerne (det har også undret mig at Marco Evaristti kalder dem for kødboller) er dog i sit koncept ret tæt på Uwe Max Hansens blodpølse, det har han ret i. Det er interessant at høre historien om hans blodpølse. Men det som læsningen af denne artikel mest af alt lod stå klart for mig - hvis det ikke allerede gjorde det -, er hvor vigtig markedsføringen og eksponeringen af kunstneren er, når kriteriet på kunst defineres som originalitet, provokation og nytænkning. Og udføres som performance.
Man kan vel egentlig ikke sige, at Andy Warhol eliminerede forestillingen om originalitet ved at modbevise ideen om, at et kunstværk er besjælet af kunstnerens geni, med sine masseproducerede frembringelser. Han flyttede den i bedste fald, eller cementerede en flytning af den, fra værket til kunstneren, som nu blev en slags konceptudvikler, en ideudvikler, der var adskilt fra den praktiske værktilblivelse.
Som ideudvikler må man sælge sig selv, man har jo ikke længere nogen værker at sælge, så selvpromovering bliver den største og sværeste kunst?
Uanser om Uwe Max Jensens historie er en “and” eller ej (den stinker langt væk af malplaceret aprilsnar), så kunne man måske få den tanke, at der er vigtigere tabuer her i verden at udfordre end lige netop tabuet mod kannibalisme.
Det er en kendt sag, at Evaristti ofte stjæler sine ideer fra andre kunstnere. Værket med guldfisken i blenderen stjal Evaristti fra Kim Schumacher.