Man kan ikke længere tale om søstersolidaritet, mener svenske feminist Sussie Egnell, der har været med til at skrive den nye bog Könskrig. Hun siger, at kampen for kvinders rettigheder har fået flere nuancer, og det er vigtigt at have mod til at se de individuelle forskelle på, hvordan undertrykkelsen fungerer.
“Kvindekampen er famlende og i færd med at finde sine nye ben at gå på. Derfor er det meget frugtbart at lede i alle retninger,” siger forfatter Bente Hansen.
Hun er positiv over for de mange personlige historier, som blandt andet den nye svenske antologi er et udtryk for.
“Jeg tror meget på jeg-fortællingens dynamik også som kollektiv kraft,” siger Bente Hansen om hendes erfaringer fra 70’ernes rødstrømpebevægelse.
“Dengang troede vi alle, at vi var en undtagelse, indtil vi hørte de andres historier.”
De danske feminister er generelt enige om, at kampen for ligestilling i dag er blevet mere individuel. Den er kommet mere til at handle om ens personlige valg.
“Det er problematisk, for man flytter ikke særligt meget på det individuelle niveau,” siger Sarah Højgaard Cawood, der har skrevet ph.d.-afhandling om unge og seksualisering.
Hun mener, at kvindekampens personliggørelse er en følge af to ting.
“På den ene side har der været en generel individualisering af samfundet, hvor mange af de kollektive projekter er blevet opgivet. Vi tænker vores liv mere individuelt, og tror ikke så meget på de fælles ideologier.”
“På den anden side er en del af den synlige barriere for kvinder væk, og kampen handler i dag i høj grad om vores alle sammens forestilling om køn, hvilket er sværere at forholde sig til kollektivt.”
“Når jeg ser på unge pigers situation i dag, så må der ske noget,” siger Bente Hansen.
“De skal veje det rigtige, se godt ud, være fitnesstrænede og frigjorte elskerinder, gøre karriere, være perfekte mødre - og det hele kan ikke lade sig gøre. Slet ikke med en arbejdsuge på 40-45 timer. De går ned med stress, og det er bagsiden af de kampe, der er vundet. Der er ikke timer i døgnet til alle de ting, man fik ret til.”
Derfor tror Bente Hansen, at kvinderne vil opdage, at deres historier ligner hinanden, og når det sker, “stopper de op og sætter hælene i, så sandet fyger.”
Frihed til forskellighed
Mette Grimstrup tilhører den yngre generation af feminister og er med i venstrefløjsgruppen KRAN.
“En vigtig del af den feministiske kamp handler i dag om, hvordan vi tænker køn - og det er et kulturspørgsmål, der nemt kan blive lidt fluffy og blive til selvrealisering,” siger hun.
“Ingen vil i dag stille sig op og sige, hvordan det rigtige liv er. Men derfor kan man jo stadig godt, som fagbevægelsen gør det, stille sig op og påpege uacceptable uligheder. Der er kommet en anerkendelse af, at der er mange måder at frigøre sig selv på,” siger Mette Grimstrup.
“Men selvom man slås for forskellighed, kan man godt gøre det kollektivt.”
Som eksempel nævner hun, hvordan dele af homobevægelsen har støttet op om Asmaa Abdol-Hamid, fordi hun ligesom dem er “udsat for de samme former for diskrimination”.
“Det handler om frihed til at være, som man er,” siger Mette Grimstrup.
Søstersolidaritet
Man kan ikke længere tale om søstersolidaritet uden at reflektere over nogle af de fejltagelser, som der er blevet begået i dens navn, mener dramatiker og aktivist Gritt Uldall-Jessen.
“Hvide middelklasse-feminister kan kæmpe for undertrykte kvinder fra f.eks. arbejderklassen, men de er nødt til at tænke over deres egen position - herunder forhold som klasse og magt - og hvordan de igennem deres solidaritet også går deres eget ærinde i form af at føle, at de ‘gør noget godt’.
De nye feminister adskiller sig fra 70’ernes feminister, mener Signe Wenneberg, som selv hører til den yngre generation.
Hun er leder af mediebureauet Vizeum og siger om de gamle rødstrømper:
“Ud over at respektere deres fantastiske arbejde, så kan man også sige, at de kun opererede inden for deres eget segment. Hvis kvinder gik med make up, bh eller stramme T-shirt, var de ikke en del af bevægelsen.”
“Den bevægelse, der vokser frem i dag, er meget mere tolerant end tidligere,” siger Signe Wenneberg.
Kommentarer
Gad vide om Signe Wenneberg nogensinde har set en ungdomsfilm fra halvfjerdserne? Unisex og det naturlige look uden make-up og push-up var funky dengang. Et snævert segment? Har hun mon prøvet at bladre i et Bo Bedre fra ‘75? Her kan man se kvinder og mænd stå sammen i køkkenet, begge parter med forklæder, jeans og blødt lokket halvlangt hår. Man kan skam også finde billeder af kvinder i langærmede undertrøjer - uden BH underneden - og med lilla bleer om håret i noget så småborgerligt og bredt læst som BB. De fleste diskuterede kønsroller, opvask og orgasmer i større eller mindre grad. Selv langt derude på de jyske marker, hvor sådan en knoldesparkere som mig blev født, kunne diskussionen om de famøse rødstrømpers dagsorden vække røre - og det var så absolut ikke først og fremmest på grund af deres udseende. De fleste af dem lignede nemlig unge kvinder, som unge kvinder var flest på det tidspunkt! Selv Lars Tyndskid havde halvlangt hår i halvfjerdserne.
Problemet er at den moderne feminisme er blevet til leg og rollespil baseret på en dyrkelse af det maskuline, kamp for transseksuelle og, som det sidste, konservative muslimske kvinder. Den nye unge generation af feminister, den såkaldte tredie bølge, er ikke længere interesseret i spørgsmål vedrørende vold mod kvinder, herunder voldtægt og anden seksuel undertrykkelse af kvinder og de mange andre former som den struktruelle form for kvindeundertrykkelse antager. Det skyldes nok, at der er gået queer i det hele, og man derfor ikke længere vil se kvinder som en særlig gruppe med en række fælles erfaringer (så som at være blevet opdraget til at være kvinde og blive behandlet som kvinde i et patriarkalsk samfund).
Man tør simpelthen ikke kæmpe for kvindesagen mere, og det er det dybt tragiske ved det hele.
jeg-fortællingerne er starten på en ny kollektiv bevægelse, svarer danske feminister
Det lyder som om feministerne nu har fået spindoktorer. Før i tiden blev det kaldt for bekendelseslitteratur.
Artiklen er irriterende overfladisk, den forholder sig slet ikke til de problematikker den i forbifarten berører - hvor den så er på vej hen, er ikke godt at vide.
Signe Wenneberg citeres for at sige:
“Den bevægelse, der vokser frem i dag, er meget mere tolerant end tidligere,” .
- og det lyder umiddelbart meget positivt og rigtigt, men ser man nærmere efter, er det en konstatering som er sat op imod den antagelse, at rødstrømpebevægelsen oprindeligt tiltalte et snævert segment, som opererede med et strengt kriterium for hvornår man var en del af bevægelsen og hvornår man ikke var. Dette kriterium implementeredes ifølge Wenneberg først og fremmest vha. en dress code. Som Nielsen påpeger, er det ikke helt korrekt. Der var faktisk tale om mode i tiden snarere end dress code. Det var moderne at være rødstrømpe. Hvis man kan tale om segment, så må man i al fald kalde dem, der udgjorde det trend setters. Og det gjaldt ikke kun beklædning, men som Nielsen skriver, blev kønsroller etc. diskuteret rundt omkring i hjemmene.
Hvis man skal karakterisere rødstrømpebevægelsen som intolerant, må man altså sige det var en intolerance med bred appel og stor berøringsflade. Havde man dengang konfronteret rødstrømperne med beskyldningen om at være intolerante, havde de nok svaret, at de kun var intolerante overfor de intolerante magtstrukturer som undertrykker kvinder. Og det er jo rigtigt, at er ens formål at bekæmpe undertrykkende magtstrukturer, så vil det være med en intolerance overfor disse. Dropper man intolerancen, dropper man også kampen. Det kan man nok ikke komme udenom, men der er vel bevægelsesrum for en svækkelse af kampen. En nedtoning af intolerancen, så den går fra at være aggressiv til at være brugt med omtanke. Det er der brug for, for mange kvinder har følt sig ramt af intolerancen og det var jo ikke meningen, at kampen mod undertrykkende magtstrukturer skulle gå hen og selv blive en undertrykkende magtstruktur. Men problemet er at holde tungen lige i munden, for bliver kvindekampen til ren og skær tolerance, er der som sagt ikke længere tale om nogen kamp.
Lige præcis dette problem, bliver feminister nødt til åbent at forholde sig til og debattere, og det synes jeg desværre ikke er tilfældet. Alt for ofte hviler den “nye tolerance” på en berøringsangst overfor tidens undertrykkende magtstrukturer. At italesætte dem er på det nærmeste tabubelagt og debatter ender i overfladiske og debile skænderier om kvinders beklædning. Man er blevet hundeangst for at berøre ideologier og livsopfattelsers implicitte menneskesyn, hvis man har den mindste fornemmelse af, at man bevæger sig udenfor hjemmebanen (- som man selvfølgelig gerne må angribe meget aggressivt). Men hvis kvindesagen ikke bygger på principper der gælder i alle forhold, og hvis der er visse magtstrukturer som ikke må diskuteres, kommer den i fare.
Efter min mening er det vigtigt at lære af fortiden og erkende den aggressive kvindekamps alvorlige bivirkninger. At lære af fortiden, vil dog også sige at prøve at forstå hvad denne intolerance kom af og ikke smide barnet ud med badevandet. Vi skal have tolerance, men det skal være en kritisk tolerance. Dvs. kritisk stillingtagen i stedet for tolerance baseret på uvidenhed og konfliktundvigelse.
Det var moderne at være rødstrømpe.
Det er korrekt. Man kender endog eksempler på dem, der fik skyldfølelse af ikke at være feministiske nok.
Der var dog også mange, der foretrak den lilla ble.
Artiklen er for overfladisk - det er sandt nok. Efter min mening ville det have været langt mere interessant at blive introduceret for enten den nye svenske bog eller for nogle af brudfladerne og diskussionfelterne mellem de såkaldte nye feminister. For eksempel er der, når det drejer sig om seksuelle spørgsmål, meget stor forskel på Sarah Højgaard Cawoods standpunkt på den ene side og Mette Grimstrups og Gritt Uldall-Jessens på den anden side. Det passer ikke at den nye generation ikke forholder sig kritisk til seksuelle spørgsmål. De har bare vidt forskellige synspunkter og står ikke som en stor samlet gruppe. Men det er altså Cawood, der er ansat som ligestillingskonsulent - ikke Grimstrup og Uldall-Jessen. Heldigvis!
Skismaet mellem tolerance og kampevne er interessant. Det må være rigtigt, at en kamp forudsætter, at et problem er afgrænset fra noget andet. Eller i det mindste identificeret.
Hvad så med kampen, hvis det blik, der initierer den, er inkluderende frem for ekskluderende?
Kan man sige, at globaliseringen indvirker sådan, at afgrænsning i kendte klasser er fællesskabets modsætning? Altså forstået sådan, relationer skifter så hurtigt, at man går i stå, hvis man ikke kører med i samme tempo?
Hvilken kamp man kæmper må være resultat af hvad man kæmper for og hvordan. Hvis man kæmper for frihed og lighed kan man ikke i længden afgrænse grupper, men må kigge på problemer. Identifikationen kan ikke ske på grupper.
Men hvad så med kvindegruppen? Hvad er det gruppespecifikke, hvis man skal identificere problemet?
@ Dorte
Hmmm. Nej, Kvinder for Frihed kan vi ikke bruge til så meget. De mangler nemlig, efter min overbevisning, helt de principper, som Marielouise efterlyser her på siden. Har du for eksempel nogensinde set dem forholde sig kritisk til de højrekræfter, der står bag Trykkefrihedsselskabet (eksempelvis en vis Søren Krarup mfl) og deres kvindesyn?! Det (dårlige) selskab har de haft et tæt samarbejde med adskillige gange…
Hvis mænd bliver udelukket fra diskussionerne, så kommer vi aldrig nogensinde nogen vegne. Og for øvrigt er jeg hverken magelig eller mand. Men jeg er spændt på, hvornår KFF begynder at forholde kritisk sig til de to mest old-school mandschauvinistiske kristne fundamentalister i folketinget - nemlig Krarup og Langballe.
Dorte, jeg tror du begår en stor fejltagelse. Jeg er ret overbevist om, at Nielsen er en kvinde og i hvert fald kan du da ikke bare gå ud fra at Nielsen er en mand, fordi vedkommende alene benytter sit efternavn. Desuden tror jeg du skulle læse Nielsens kommentarer engang til, for der er ikke megen berøringsangst at spore.
Iøvrigt mener jeg det er meget vigtigt, hvem der “redder” én fra undertrykkelse. Fx kan man læse på islam.dk, at:
“Selvom det er vanskeligt at komme udenom hovedbeklædningspåbudet for en muslimsk kvinde, så er det stadigvæk et frivilligt valg og må ikke påtvinges. ”
“Rent religiøst må påbudet om beklædning henvendt til kvinden derfor fundamentalt betragtes som værende til den muslimske kvindes såvel som den muslimske mands bedste. Dog først og fremmest til kvindens, da den symboliserer ærbarhed samt respekt og beskytter hende fra mandesamfundets sex-objektgørelse.”
- Hvilket i mine ører lyder som et forsøg på at gøre tildækning til kvindens redning.
Måske er problemet egentlig, at kvinder for friheds forsøg på at redde kvindelige ofre for undertrykkelse til tider kan minde om det samme omklamrende favntag.
“Find en mandegruppe og spring ud som mænd”
Det var dog en besynderlig opfordring.
Enhver ved da, at
Så mandegrupen har altid eksisteret - men selvfølgelig, da den er underforstået, kan den være svær at få øje på, selv for kvinder, der i stand til afgøre om andre føler større ansvar.