BEIJING - “Jeg havde fået flere gule kort, og til sidst fik jeg det røde,” joker Li Datong om sit sammenstød med det kinesiske propaganda-apparat.
Li var en succesfuld redaktør for Frysepunktet, et ugentligt tillæg i Kinas Ungdomsdagblad, Kommunistisk Ungdoms talerør og et af landets mest indflydelsesrige publikationer. Her bekæmpede hans styrets stramme kurs over for medierne, indtil han selv blev offer for den.
“Mange af vores artikler stillede spørgsmålstegn ved partiets officielle version af Kinas historie og samfundets tilstand i dag,” siger han.
Læserskaren steg pga. den udfordrende linje, men det gjorde systemets vrede også. Propagandadepartementet fik midlertidigt lukket tillægget, og Li blev degraderet. Det sidste halvandet år er han blevet gemt af vejen i avisens researchafdeling, langtidsparkeret i et job uden funktion og med forbud mod at skrive for andre kinesiske medier.
Journalister, der tør konfrontere partiets greb om medierne, bliver ofte fyret eller i enkelte tilfælde smidt i fængsel. I den spændte atmosfære ser Li sin karantæne som en mild straf.
“Vi er i en brydningstid,” siger han. “Flere og flere kinesere ønsker at give udtryk for deres mening, og de klager over samfundsproblemer, og journalister er blevet modigere. Men samtidig forsøger regeringen at dæmme op for informationsstrømmen.”
De modstridende tendenser har uundgåeligt ført til sammenstød. Reporters Without Borders kritiserer regeringen for at forfølge landets journalister, og for ikke at gøre nok for at beskytte dem. Organisationen siger, at 33 journalister sidder i fængsel, og i år er flere dusin blevet overfaldet og en enkelt dræbt pga. deres arbejde.
Ingen negativ omtale
Under kommunistpartiets kongres i oktober gjorde lederskabet et stort nummer ud af en påstået ny åbenhed over for medierne. Og der er lovet større pressefrihed frem mod OL i Beijing næste år.
Men inden kongressen fik kinesiske journalister direkte besked på at holde fingrene fra kontroversielle emner, bl.a. de skandaler om produkt- og fødevaresikkerhed som i længere tid har plaget landet. Og ifølge Hongkong-avisen South China Morning Posts kilder har partiets propagandamaskine givet redaktører instruks om at lægge låg på artikler, der kan stille Kina i et dårligt lys. Det er et forsøg på at dæmme op for “en bølge af tiltagende negativ omtale” forud for OL.
“Det er meget sørgeligt, og viser, at Kina på trods af alle sine løfter strammer grebet om de hjemlige medier op til OL. Vi håbede ellers, at legene ville føre til forbedringer for både udenlandske og hjemlige medier,” siger talsmanden fra Reporters Without Borders, Vincent Brossel.
Beijing er bekymret for, at aggressive journalister, der spreder historier om protester over bl.a. korruption, kun vil være benzin på den sociale uro, der ulmer rundt omkring i landet.
Der er utallige eksempler på, at regeringen forsøger at kontrollere nyhedsdækningen helt ned til mindste detalje. Da en million bilister i Beijing i august blev tvunget til at lade bilen stå i et fire-dages forsøg på at mindske forureningen og de kroniske trafikpropper forud for OL, fik Beijings medier besked på, at de kun måtte rapportere om de positive aspekter. Interview med pendlere, der følte sig besværet, eller billeder af overfyldte busser var forbudt.
Andre eksempler vidner om vold: Da journalister dette efterår ville rapportere om et brokollaps i Sydkina, der dræbte mindst 41 mennesker, blev de overfaldet af embedsmænd og jaget væk.
Positive tendenser
Men Li mener, det er forkert kun at se på disse sager enkeltvis og konkludere, at mediernes situation udelukkende er inde i en negativ udvikling.
“Der er mange små tilbageskridt, men hvis man zoomer ud og kigger på det store billede, kan man også se positive tendenser. Selvom vi er underlagt censur, er omfanget og dybden af mediedækningen øget meget over de sidste årtier. Der er i dag artikler, der fortæller om situationen for de svageste i samfundet, om korruption og forurening. Nogle artikler bliver ikke trykt pga. censur, men for blot få år siden ville ingen af dem blive trykt,” siger han.
Qian Gang, tidligere redaktør for avisen Sydlig Weekend, som også blev fyret efter at have udfordret styrets censur, er enig:
“Før skrev alle det samme, nu er mediebilledet mere nuanceret. Det er ikke længere som tidligere, hvor aviserne stort set blot gengav ord for ord de udmeldinger, der kom fra Beijing.”
En stor årsag til den udvikling er kommercialisering. Siden slutningen af 1990’erne er statsstøtten til medier blevet mindre, og de er i større grad afhængige af kommerciel succes. Konsekvensen har været, at en del aviser hele tiden udfordrer eller overskrider styrets tolerancetærskel for at skille sig ud fra mængden og tiltrække sig læsere.
“Kommercialiseringen har ført til oprettelsen af nye medier, og der er en større professionalisme blandt journalister, som også er blevet bedre til at bevæge sig rundt på den forhindringsbane, som censuren udgør. De har været i stand til at rykke på grænserne, og det er blevet sværere for myndighederne at kontrollere medierne fuldstændigt,” siger David Bandurski, researcher ved China Media Project i Hongkong.
Men ifølge Qian Gang gør det også journalister mere sårbare:
“Kampen mellem regeringens censur og avisernes kamp for økonomisk overlevelse på det meget konkurrenceprægede marked får grænserne for, hvad journalister kan skrive, til konstant at flyde frem og tilbage. Det, der kan lade sig gøre i dag, kan måske ikke i morgen, og det skifter fra provins til provins.”
“Faktum er, at vi på trods af forbedringer ikke har pressefrihed,” fastslår Li Datong.
“Det er ikke et problem, som modige journalister eller markedskræfterne alene kan ændre på. Det vil komme an på en reformering af hele systemet.”
Kommentarer