Danmark ligger tredjesidst i en ny undersøgelse af de universitetsansattes frihedsgrader i 23 europæiske lande. Forskere fra University of Lincoln i Storbritannien har med udgangspunkt i UNESCO’s anbefalinger på universitetsområdet sammenlignet de europæiske universiteter. Finland topper listen, men også mange af de østeuropæiske lande som Slovenien, Tjekkiet, Letland og Litauen ligger langt over Danmark.
Det er især på områder som selvbestemmelse og ansættelsesforhold, at Danmark får den dårligst mulige karakter.
Professor og arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet Henning Jørgensen er ikke overrasket over resultatet af undersøgelsen:
“Desværre undrer det mig ikke, at vi ligger i bunden i den undersøgelse. Danmark er jo foregangsland, når det kommer til at indsnævre mulighederne og friheden for de universitetsansatte. Ledelsens beføjelser er blevet meget større, og det har rykket meget i de universitetsansattes forhold. På den front er der er sket et opbrud med en 500 år gammel tradition,” siger Henning Jørgensen.
Han peger på medarbejderdemokratiet som den væsentligste ændring på universitetsområdet:
“Medarbejderdemokratiet lider af iltmangel. Ja, det er vel egentlig dødt, nu får vi kun information oppefra, og de akademiske råd er kørt ud på sidelinjen og er i dag kun vejledende instanser,” sigerHenning Jørgensen og nævner universitetsloven fra 2003 som et af de tiltag, der har været med til at ændre forholdene for de universitetsansatte.
Formanden for Dansk Magisterforening, Ingrid Stage, mener, at det er på tide at få frem i lyset, hvor langt de danske politikere er gået i forhold til at forringe de universitetsansattes forhold:
“Medarbejderindflydelsen i de akademiske råd bliver mange steder fuldstændig tilsidesat, og vi har i dag ingen indsigt i eller indflydelse på, hvem der for eksempel bliver ansat som rektor. Det er bare nogle af de områder, hvor Danmark efter universitetsloven er gået længere end mange andre lande,” siger Ingrid Stage, der nu overvejer at klage til UNESCO.
Danmark har nemlig skrevet under på, at de vil leve op til UNESCO’s anbefalinger.
Løsarbejdere
Et af de områder, hvor Danmark ifølge undersøgelsen scorer lavest, er i de ansattes sikkerhed. Det resultat kan blandt andet skyldes det store antal akademiske løsarbejdere, der er i Danmark, mener Ingrid Stage. En anden forklaring kan være, at det i mange andre lande er meget svært at fyre en universitetsansat - et princip, der skal sikre forskerne fuldstændig ytrings- og forskningsfrihed.
Og netop den manglende forskningsfrihed er et stort problem på de danske universiteter, mener Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet:
“Det her handler ikke bare om den Humboldtske tradition, og hvad man ellers snakker om. Det handler om hele universitets grundtanke om fri forskning og metodefrihed. Vi skal konkurrere om midlerne - og det vil betyde en standardisering af den viden, der kommer ud. For dem med de originale ideer får ingen penge til deres projekter.”
Og det kan blive meget alvorligt med tiden:
“Vi får masser af intellekt-arbejdere, der kan løse opgaver og producere forudsigelig forskning, der er bestilt af andre. Men vi kommer til at mangle de intellektuelle, der selvstændigt kan forholde sig til omverdenen og råbe op, når der er noget galt,” siger han.
Og det vil med tiden føre til rekrutteringsproblemer for universiteterne:
“Først vil vi få kvalitetsproblemer med forskningen. Dernæst vil vi få problemer med at rekruttere unge talenter. Vi får da ikke de bedste hjerner, for hvorfor skulle de gide at være på et dansk universitet, hvor de bliver behandlet så dårligt og har så lidt frihed. Og tilmed får en meget lav løn?” spørger Henning Jørgensen.
Retssag?
Hos Magisterforeningen mener man, at resultatet af undersøgelsens resultat bør have konsekvenser, fordi den danske regering ikke tager de anbefalinger, som UNESCO har opstillet for de universitetsansattes arbejde, seriøst. De handler blandt andet netop om medarbejderdemokrati og forskningsfrihed.
I Australien har universitetslærerne lagt sag an mod regeringen på baggrund af den manglende overholdelse af UNESCO’s anbefalinger.
“Den danske regering retter sig mere efter OECD’s anbefalinger, men når man har underskrevet UNESCO’s anbefalinger, så skal de da også respekteres, selvom de primært er rettet mod lande i Den Tredje Verden,” siger Ingrid Stage.
Formanden for magistrene ønsker ikke tiden fra før universitetsloven af 2003 tilbage, men hun synes, det er vigtigt at understrege, hvor langt de danske politikere er gået i forhold til resten af Europa.
Universitetsansattes frihedsgrader
Forskere fra University of Lincoln i Storbritannien har med udgangspunkt i UNESCO’s anbefalinger på universitetsområdet sammenlignet de europæiske universiteter.
Ranglisten ser således ud:
1. Finland
2. Slovenien
3. Tjekkiet
4. Ungarn
5. Spanien
6. Letland
7. Litauen
8. Slovakiet
9. Polen
10. Østrig
11. Frankrig
12. Portugal
13. Italien
14. Estland
15. Grækenland
16. Tyskland
17. Irland
18. Luxembourg
19. Sverige
20. Malta
21. Danmark
22. Holland
23. England
Kommentarer
Danmark scorer lavt og det gør Storbritannien, Holland og Sverige også og hvad så. Den rare Ingrid Stage udtaler, at det nok har noget med de dårlige arbejdsforhold for løsarbejderne på universiteterne at gøre. Ja det tro pokker, her har den ellers så solidariske akademiske stand endnu ikke orket at give undervisningsassistenter med eller uden titler den mindste form for pensionssikring, hvad deres tap-kolleger inkl. rengøringspersonale har haft siden 1992. En god del af den pauvre placering skyldes altså de fastansatte og universitetets fatale mangel på lyst til at dele lidt ud af kagen til de undervisere, uden hvis arbejde hele systemet ville bryde sammen. Man skal helt tilbage til daglejer- eller havnearbejderforhold for at finde lignende ansættelsesvilkår. Gud ved hvornår selvransagelsen i universitetsverdenen får øjnene op for deres egen doven- og dårskab.
Hvornår har en dansk forsker sidst “råbt op, når der var noget galt”?
I øvrigt synes den britiske universitetsverden at klare sig udmærket på trods af, at de ligger i bunden af ovenstående liste.
Jens Peter, du tager fejl. Det er såmænd ikke Magisteforeningen eller universiteterne som sådan du skal rette sigtet imod. DM har faktisk kæmpet hårdt for at få pension mv. til undervisningsassistenter men har tabt sagen mod staten.
Artiklens konklusion er ikke overraskende for de der har fulgt udviklingen i universitetsverdenen de sidste 10 år. At universitetsloven fra 2003 er “et af de tiltag, der har været med til at ændre forholdene for de universitetsansatte” kvalificerer til årets underdrivelse. Vel var meget værdigt til kritik før dens indførelse, men med den aflivede VKO i ét hug 500 års tradition for forskningsfrihed og demokrati.
Det har der været skrevet og sagt utroligt meget om fra de ansatte og deres fagforeningers side. Men det har (man græmmes) ikke haft nogen virkning for opbakningen til regeringens politik. Og det er klart at så længe vælgerne støtter en regering som arbejder for at lave forskning om til metervarer, så får vi også forskningsinstitutioner der er indrettet derefter.
Kommentar til Gram.
Nej magisterforeningen var til sidst nødt til at tage sagen op, men sagen er at de løstansatte, som mange steder er rygraden i undervisningen i 40 år,ikke i væsentlig grad blevet støttet af magistrene. De mange års forsømmelighed falder jo ikke kun på vko-styret, egoismen hos magistrene, universitetets arrogance og de løstansattes manglende organisering er årsagen til miseren. Det er aftalestof i overenskomsten, der er kernepunktet og her har magistrene ikke gjort en sk……, men har melet sin egen kage. Pinligt måske, men sandt.
Det er godt, at Information skaber opmærksomhed omkring denne undersøgelse. Som vi har “råbt op” om tidligere på bloggen Forskningsfrihed? er dens resultater desværre ikke en nyhed, men de er meget pinlige for Danmark.
På samme blog har vi protesteret over deltidslærernes løn- og ansættelsesforhold - hele dette akademiske løsarbejdersystem må primært lastes arbejdsgiversiden, som tjener på systemet, da de løst ansatte undervisere kun timebetales for deres undervisning: Hvis de vil levere forskningsbaseret undervisning (som universiteterne skal), er de henvist til at forske gratis, fx i fritiden eller for den indkomstoverførelse de får i perioder med arbejdsløshed. Det er ikke rimeligt.
Forresten: Er det Information eller forfatteren til undersøgelsen, der har uddraget en detail-ranking af de 23 lande? Som undersøgelsens fig. 11 viser, er fx de 5 første lande lige højt scorende. Undersøgelsen kan læses her:
http://www.palgrave-journals.com/hep/journal/v20/n3/full/8300159a.html
Nej, desværre er dette ikke en nyhed, men bestemt pinligt. Tak for linket til undersøgelsesrapporten i dens helhed.
Akademisk frihed forudsætter en arbejdsdisciplin som ikke alle er i besiddelse af. Jeg kan ikke forestille mig at nogen i dette land har mere frie arbejdsforhold end universitetsansatte. Det kan misbruges og bliver det givetvis, ikke af alle men for mange.
Nok så diskutablelt er imidlerid valg af forskningsemner. Med P1 har vi fået flere forskere frem i lyset, og det har været beskæmmende at påhøre den strøm af banaliteter og ligegyldigheder som postulerer at være forskning. Værst er de meget benyttede mht. inden- og udenrigspolitik, hvor analyser og forudsigelser ikke hæver sig meget over almindelig spåkonesnak.
Lige så nedslående som diverse intetsigende phd-afhandlinger der pustes op, når radio og medier er i stofnød.
Der er brug for om ikke langt mere styring af forskning, så i det mindste udvalg af vidende personer der kan skelne mellem seriøse forskningsemner og rene kuriosa. Den sidste kategori må sorteres fra og henvises til privat hobby-virksomhed.
I England, hvor jeg arbejder på et universitet (Skotland har deres egen lokale styre, også mht. til unviersiteter), er manglen på ytrings- og forskningnsfrihed en konsekvens af politisk korrekthed, og endnu mere af det, at den britiske New Labout regering, som kun regulærer engelske og walesiske universiteter, mangler at støtte universiteter finansielt, og samtidigt opfordrer universiter til at samarbejder så meget som muligt med “erhvervslivet”, dvs. storkapitalster, som således bestemmer mere og mere, om det, som skulle forskes i.
Man er også i gang til at udlicitere universitetsundervisning enten til rene privatvirksomheder eller til såkaldt “public/private partnerships” , styret reelt af den private del, Disse organisationer er i sagens natur mere interesserede i profitmotivet end i forsknings- og undervisningskvalitet, og hvis man ikke makke ret, så bliver man lettere fyret.
Mon ikke det samme er ved at ske i DK.
Det er også interessant at ud af de f’ørste 10 er eks-kommunistiske lande. Måske er de, fra egen erfaring, mere på vagt over topstyring fra regeringer og andre instanser.
Det ironiske er at det er en engelsk universitet, der er ansvarlig for at bringe resultatet af en sådan politik frem.
Christian skrev
“Med P1 har vi fået flere forskere frem i lyset, og det har været beskæmmende at påhøre den strøm af banaliteter og ligegyldigheder som postulerer at være forskning. Værst er de meget benyttede mht. inden- og udenrigspolitik, hvor analyser og forudsigelser ikke hæver sig meget over almindelig spåkonesnak.”
Hmmm… Det er altid meget svært at forholde sig til en så uspecifik kritik: Lad os få konkrete eksempler på bordet ! To ting er vigtige at have for øje:
1. En forskers kvalitet som formidler, kommentator i medierne, eller politisk orakel, siger ikke nødvendigvis noget om forskerens kvalitet som forsker. (Iøvrigt synes jeg at fx programmet orientering på P1 ofte rummer glimrende kommentarer og analyser fra såvel forskere som fremragende udenrigspolitiske korrespondenter med indgående kendskab til et land eller region.)
2. Forskerens eget frie valg af forskningsemne - selvfølgelig indenfor den pågældendes kompetenceområde - bør indgå som en central del af forskningsfriheden, men netop for denne dels vedkommende har Danmark problemer. Rektor for Københavns Universitet har selv ytret ønske om at sikre den individuelle forskningsfrihed bedre end i universitetsloven (se dette referat:
http://professorvaelde.blogspot.com/2007/05/ku-rektor-befst-den-individu… ).
Et problem er her, at institutledere kan pålægge forskeren at løse opgaver udenfor dennes forskningsområde (såkaldte myndighedsopgaver). Sådanne opgaver er som regel ganske rimelige ud fra et samfundssynspunkt og skal udføres, men de var før universitetsfusionerne henlagt under sektorforskningen, hvor man nu har fået en problematisk hybrid, med større muligheder for politisk styret forskning: den frie grundforskning er reelt truet..
Et andet problem er, at man kan tænke sig en række højst realistiske situationer, (som beskrevet fx her:
http://professorvaelde.blogspot.com/2007/08/holder-du-kft.html ), hvor institutledere gerne vil “streamline” instituttet, og går vældigt meget op i hvordan fx forskningsoutput kan optimeres - ikke minst fordi der nu skal indføres et system, hvor der giver point i kr. og øre at publicere bestemte steder.
De danske universiteter er blevet for management- og business-orienterede, og alle universiteter, fra DTU til RUC til KU og Århus, behandles ens. Man taler om at de skal konkurrere, men de må åbenbart ikke konkurrere på særlige nicher og deres mangfoldige særegenheder, for de skal nu alle måles efter samme skala, når det enkelte universitets såkaldte “kvalitetsvægt” skal udmåles i konkurrencen om basismidlerne.