I sin tid var der en ondsindet kritiker i Jyllandsposten, jeg har glemt navnet, der om forfatteren med det særprægede navn Helle Helle skrev: “Helle Helle kan skrive skrive. Hun har bare ikke noget at skrive skrive om”. Nu er det jo selvfølgelig altid ufint at gøre nar af folks navne, og hun hedder faktisk Helle til efternavn, det er kun fornavnet, hun har ændret, og i 80’erne var der jo i det hele taget en hel trend med kun at ville have fornavne, tænk bare på Peter Peter, Lars Dan, Ib Michael osv. Men bortset lige fra dét, rammer kritikerens grovkornede kommentar sagen på sømmet, men sjovt nok ikke kun for det dårlige, hvis man tænker over det.

For sandt er det, at Helle Helle kan skrive, at hun i modsætning til så mange andre faktisk tager sin stil og teknik alvorligt. Der er ikke et gram for meget, alt er styret helt ned til den mindste detalje i en sådan grad, at en anden kritiker, nemlig Erik Skyum-Nielsen engang beskyldte hende for at have en slags rengøringsvanvid i sine tekster; iøvrigt en ret sær pointe at høre fra netop Skyum. På det sproglige niveau er alt - simpelthen alt - kontrolleret hos Helle, men spørgsmålet er vel egentlig, om lige netop dét er noget, man skal bebrejde en forfatter. Det er vel værre, hvis sproget bare sejler, som det f.eks. gør hos en langt, langt, langt mindre ånd af samme køn, nemlig den alt for (i denne sæson) omtalte Leonora Christina Skov. At der kan være noget gemacht over denne skrive-skriven er heller ingen rigtig pointe, idet al litteratur jo er produceret, tillavet. At alt skal være så korrekt og fnugfrit er vel sådan set bare noget, der er typisk for mennesker, der er vokset op i akademikerhjem.

Dum, kedelig og grim

Problemet ligger et helt andet sted, nemlig i den ensidige fokus på stilen og det stedmoderlige forhold til den historie, der skal fortælles. Helle Helles ekstremt styrede, u-umiddelbare, antiseptiske stil fungerer kun, når den kolliderer med noget diabolsk, noget truende, som den f.eks. gør i den gymnasiekanoniserede novelle Fasanerne (velsagtens noget mere begejstret kanoniseret af lærerne end af eleverne!) eller i den noget fortænkt fortalte Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand. Sidstnævnte er fortællingen om en særdeles enfoldig kvinde, der er ved at miste sin mand, som bare ligger og sygner hen på sofaen, og som skal have sig en lur i tide og utide. Han er således reelt døende, men hans hustru registrerer det ikke - det daglige liv går med ligegyldige banaliteter og fortrængning af den meget alvorlige kendsgerning, at vi jo skal dø. På en måde kan man forstå denne bog som en slags satire over det, Heidegger kaldte Das Man, denne ureflekterede uegentlighed hos mennesker, der mere eller mindre går igennem livet som en zombie. Det, Helle Helles stil kan, er at skildre selv de mest dagligdags begivenheder, så der opbygges en suspense næsten som i en kriminalroman. Og dét er bestemt ikke nogen lille bedrift.

Det, hun så til gengæld slet ikke kan (eller vil), det er at skifte spor, ændre tema, skifte lokalitet. Stort set samtlige bøger foregår i en provins, der stort set hver gang skildres som dum, kedelig og grim, og her spadserer der så grimme, dumme og kedelige mennesker rundt, mens de foretager sig grimme, dumme og kedelige ting. Hvis man læser ordentligt efter, er det egentlig en fantastisk foragt, Helle Helle har for de helt almindelige mennesker, der bebor provinsen, og egentlig er det mærkeligt at hendes bøger er blevet modtaget så godt i de byer, hun beskriver på så nedladende en facon.

Vold, ectasy og massage

Det er næppe korrekt, at de væsentligste store spørgsmål for folk i provinsen er, om man nu skal have sand- eller marmorkage til kaffen. Formodentlig er det ikke alle, hvis eneste livsindhold er at købe toldfrit på færgen mellem Rødby og Puttgarden, det ville være mærkeligt, hvis der ikke også var nogle typer, der interesserede sig levende for musik, litteratur, billedkunst - eller vold, ecstacy og rockerklubber og massageklinikker, for den sags skyld. Sydsjællands virkelighed er næppe så stillestående hele tiden, og da Helle Helles værk i høj grad påberåber sig legitimitet qua sin nøjagtige mimesis af virkeligheden ér dette et argument. Hun burde besinde sig og skifte spor - begynde at se sine provinser med andre briller. Så kunne hun nok opdage, at der slet ikke altid er så kedsommeligt, dumt og grimt igen, ikke altid. Eller også burde hun tage konsekvensen. Hvis Sydsjælland virkelig er så slemt … hvorfor så ikke tage på en lille jordomrejse med Troels Kløvedal på Nordkaperen, eller besøge nogle opiumshuler og go-go barer med Henrik List i Bangkok eller tage med Jakob Holdt på stop i USA’s slumområder. Det ville sikkert gavne hende menneskeligt, idet alle har godt af at foretage lange rejser. Og det ville gavne hendes bøger, at de fik lidt substans og luft under vingerne. Det ville være interessant at læse resultatet, hvis hun gjorde det. For hun kan jo ikke blot skrive-skrive. Hun kan faktisk også bare skrive.